O! kunde mit sielfølte Qvad
Til fierne Strande gaae,
Og hen til Hothers gamle Stad
De Sørgetoner naae,
De mindte da hvert ædelt Bryst,
Hvo os berøvet er;
Det gienlød da: vor Ven, vor Lyst,
Vor Hiernøe er ei meer!
Ja, skue omkring Dig, og betænk,
Hvad denne Hiernøe var,
Og hvilken sielden Himlens Skienk
I ham Du mistet har.
Betragt det Værk saa skiønt og stort,
Som ved hans Iid blev skabt;
Det har Din Søn, Din Borger giort,
Og den Mand har Du tabt!
I Dydens Kreds, af Borgerblod,
I gylden Middelstand,
Ham Himlens Gunst fremspire lod,
Og Banen troe blev han.
Lyst til det Gode, varm og mild,
Der rigest Føde faaer,
Og der en patriotisk Ild
Sin fulde Høide naaer.
Sin Faders Pund, end Sønnens Deel,
Hans Lyst, hans Hæder blev.
Dog han med stor og kraftfuld Siel
Hver Konst at skabe drev.
Endnu man af hans Mesterhaand
Mangt Mindesmærke seer,
Som om hans ædle, sieldne Aand
Utvivlsomt Vidne bær.
Som hos en nyttig Konstners Navn
Bør Sieleadel — Dyd,
Saa var og virket Borgergavn
Hans Stolthed og hans Fryd,
Han som en Fyrste var tilfreds,
Naar det gik Staden vel;
At staae i glade Borgers Kreds,
Var Vellyst for hans Siel.
Han følte ømt en Søestads Tarv,
Sortladent Hav omslød;
Han saae, hvad Flor det sande Marv
I Horsens Handel giød,
Naar det ei længer savnede
En dyb og sikker Havn,
Han vakte gode Borgere,
At virke fælleds Gavn.
Een af de ædle danske Mænd,
Det Værk betroet blev,
Med Borgeriid den Borgerven
Utrættet paa det drev.
Kraft han indskød, og Kraft han vandt,
Med Hindring steeg hans Mod,
Til det, man havde holdt for Tant,
Fuldendt og færdigt stod.
Opfyldt af patriotisk Daad,
Han glimrede deri,
Ved heldig Kløgt, ved snilde Raad,
Han vandt og en forønsket Løn
For sin aarvaagne Fliid:
Der spartes paa en Havn saa skiøn
Bekostning, Møie, Tid.
Nu Fiorden svære Skibe bær
Til Staden paa sin Ryg,
Og nyoplivet Horsens seer
Sin Handel let og tryg.
Hver Kiøbmand glad nu tager Deel
I gienforhvervet Gavn;
Og hver Indbyggers rørte Siel
Velsigner Hiernøes Navn.
I alt retskaffen, billig, giev,
Af sund og klar Forstand,
Af Kongen han udkaaren blev
Da grim Chikane suur forsvandt’
Fra den oplyste Egn;
Dens lede Yngel Døden fandt,
Som Kryb i Foraarsregn.
Som han ved Konst gienstridig Strand
I Stadens Mure drog,
Han viiste sig mod luen Brand
Aarvaagen, mandig, klog.
Sit hæderfulde Embed’ troe,
Han stod i rædsomt Gab;
Han havde vovet egen Boe
At standse Naboes Tab.
Det rene Hierte i hans Bryst
For alle aabent stod.
Enhver at tiene var hans Lyst;
Hans Siel var eiegod.
Naar han en brav Mands Venskab fandt,
Det Venskab var hans Fryd;
Og naar han Ædles Bifald vandt,
Det Bifald var hans Pryd.
Hver hans Idræt var uden Falsk;
Hans Lune uden Svig;
Han skyldfrie, munter, jovialsk
Blandt Venner teede sig.
Han ikke hyklerisk nipped’ Vand,
Og Druers Saft frabad;
Han drak en festlig Skaal; thi han
Var med de Glade glad.
O! Horsens, Du af Dine Børn
Et evigt Rygte har.
Det Svane, Bering, Løvenørn,
Det retviis Cordsøn var,
Til lige Hæders Evighed
En Guldberg moden er.
O! lad dem tage Hiernøe med;
Det Selskab er han værd.
O! naaer min sielefølte Sang
Ei op til Himles Rum,
Jens Hiernøe seer jeg dog engang
I høien Helligdom,
Glad rige Frugter høstende
Af hvad han virked’ her,
Som han for skiev Misundelse
Usynelig nu er.
Tode.
