Vi mødtes da, naar tit man ser
i Høst en Sommerdag,
naar end een Gang Naturen ler,
men Alle bag ved Smilet ser
det tunge Hjerteslag.
Vi mødtes just som Sjelen spandt
den mørke Tanketraad, —
og da den sidste Stjerne svandt,
og da som splintret Vrag jeg fandt
min gyldne Lykkebaad.
Vi mødtes, da det bange Sind
slog ud i Flammeskrift,
og Blusset paa den blege Kind
sprang som en Purpurstraale fin
fra Saarets dybe Rift.
Vi mødtes, da det stærke Nag
greb Tornen hvas og fin
og fletted skyndsomt Nat og Dag
en Krands med tætte Naalelag
om Pandens blege Lin.
Da mødtes vi; men samme Stund, —
ret som den fagre Gjæst
tren ind i Sjelens stille Grund —
stod Templet hvalt paa mørke Bund
med Lys og Glædesfest!
Og i den samme Stund der flød
en Luftning lind og sval,
en Vellugtsbølge mild og sød
af Ambraduft og Rosenglød
udover Sindets Kval!
Der fandtes Ly for Høstens Vind
i Lykkens lune Borg. —
Men ak, det altfor skræmte Sind
har lukket Frygtens Ispust ind,
det varsled’ Suk og Sorg....
Stormfuglen slog sin Vinge ud
og fløj med hæse Skrig
henover os og bar et bud
om Dødninglin og Sørgeskrud
for Glædens unge Lig.
Da gik en Smerte uden Ord,
dybtind med Tankens Hast,
og henad Sjelens grønne Bord
i angstfuld Spænding endnu for
et sidste Terningkast.
Fortabt! — Det kom en Dødsdom klang
fra Skjebnens blege Mund.
Da lød en sælsom Klagesang,
det var en sidste Streng, der sprang
paa Sjelens dybe Bund!
Vi mødtes, da det var — forsent.
— Ak, har Du paa et Sted
hørt Jammerssuk, hvor Du har ment
Fredstemplet hvælvet var og rent? —
— Det Suk vi skiltes med.