Magdalene Thoresen (1819–1903)

Thoresen, Anne Magdalene, 1819—1903, Forfatterinde. F. 3. Juni 1819 i Fredericia, d. 28. Marts 1903 i Kbh., begr. sst. (Ass.). Forældre: Fragtskipper og Skibstømmermand Thomas Nielsen Kragh (1790—1846) og Anne Kirstine Pedersen (ca. 1789—1877). Gift 13. Okt. 1843 med Sognepræst i Bergen, Provst Hans Conrad T., f. 28. Juli 1802 i Tønsberg, d. 11. Juni 1858 i Bergen (gift 1° 1826 med Maria Dorthea Sophie Münster, 1803—27, 2° 1830 med Sara Margrethe Daae, 1806—41), Søn af Bødker Herman T. (gift 1° 1787 med Birthe Marie Jørgensdatter, ca. 1755—1800) og Anne Sophie Albertine Walther.

Forældrene levede i smaa Forhold og havde som Bierhverv en Beværtning for Søfolk. Flere Sider af Faderens Væsen har M. T. skildret i Fortællingen »Ved Lillebelt« (»Livsbilleder«, 1877). Fra ham arvede hun sit Tungsind, sin Lidenskab og Frihedstrang. Indtil sit fjortende Aar boede hun hos Farmoderen, en mærkelig Kvinde, hos hvem den unge Piges Fantasi uhemmet boltrede sig, men som lagde Grunden til hendes Gudsfrygt, der i M. T.s bevægede Liv var hende en virksom Hjælp. Efter Farmoderens Død levede hun hos Forældrene seks vilde, sorgfulde og stormende Aar. Husets daglige Dont brød hun sig ikke om. Helst læste hun Romaner og skrev Vers, og da hendes Higen begyndte at tage fast Form, stod det hende klart, at hun vilde skifte Stand. Fremmede hørte om den begavede Pige, og ved Fabrikejer Anker Heegaards Hjælp kom hun til Kbh. for at uddanne sig til Lærerinde. Med ligefrem Lidenskab kastede hun sig over Studierne og fik, skønt hun maatte hjælpe paa Udkommet ved Informationer, efter knap tre Aars Forløb sin Eksamen. Medens hun læste, traf hun Grimur Thomsen, for hvem hun fattede glødende, men ikke tilstrækkelig besvarede Følelser, der Livet igennem var hende en Kilde til Savn og Længsel. For at komme ud af dette Forhold og for overhovedet at blive Fortiden kvit modtog hun Sommeren 1842 et Tilbud som Lærerinde hos den norske Provst og Stortingsmand Hans Conrad T. paa Herø i Søndre Søndmøre, for dennes fem Børn. Under Opholdet der paavirkede norsk Natur og Folkeliv hende saa levende, at hun følte sig ligesom genfødt. Provst T. forelskede sig snart heftigt i M. T.s sydlandske Skønhed, og Efteraaret 1843 tog han hende til Ægte. Erotisk betød han ikke videre for hende, men hun bøjede sig villigt for hans stærke Personlighed og overlegne Dannelse og nød godt af hans Beundring og æstetiske Interesser. Han læste Sprog og Litteratur med hende og bekostede hende Udenlandsrejser (1846 sammen til Danmark, 1855 alene til Tyskland, Schweiz og Frankrig), ligesom han ogsaa for at skaffe hende livligere Omgivelser havde søgt Embede i Bergen, hvor M. T. vakte Opsigt baade ved sit Ydre og sine Meninger og snart kom ind i kunstnerisk interesserede Kredse og bl. a. i Forbindelse med Ole Bull og Henrik Ibsen, med hvem hendes ældste Stifdatter blev gift. M. T. var her i Bergen med til at grundlægge den nye norske Scene, der foranledigede hendes første litterære Virksomhed: en Række Kritikker af dens Forestillinger i »Bergenske Blade«, ligesom hun, tilskyndet af sin Mand, oversatte og forfattede anonymt flere (utrykte) Vaudeviller og Skuespil, hvoraf »Lys og Skygge« (1859) vakte Mishag ved sin Gennemførelse af en af M. T. ofte siden benyttet Idé: at Gud vil ingen Synders Død, der ogsaa ligger bag hendes første Fortælling »En Nat i Bergen«, som Ibsen besørgede optaget i Botten-Hansens »Ill. Nyhedsblad«, VII, 1858. Paa den Tid kendte hun allerede Bjørnson, hvis straalende Fremtoning aldeles havde overvældet hende; hun erklærede ham aabent sin Kærlighed, men var ingen Sinde blind for den store Kollegas Fejl og maatte ofte lide derunder. Gennem Bjørnson blev M. T. klar over sig selv og sit Kald som Forfatterinde. Han udgav hendes »Digte af en Dame« (1860), og hans Fortællinger har baade i Form og Emne øvet stærk og afgørende Indflydelse paa hendes Forfatterskab. Hun har ogsaa Bjørnsons idealistiske Opfattelse af Bønder og Almuefolk, men viser samtidig en Sans for og Forstaaelse af mørke og vilde Lidenskaber, der ikke alene er en Reminiscens fra Grimur Thomsens Byronstudier.

Efter sin Mands Død følte M. T. ikke sin Position saa sikker i Bergen; hun trængte ogsaa til større Raaderum, og 1862 rejste hun med sine Børn til Kbh. for at friste Forfatterlykken. Her lærte hun snart at kende Frøknerne Reinhardt, i hvis Hjem hun traf Fru Heiberg, der paa flere Maader fik Betydning for hende. Særlig tiltalt følte hun sig dog af Rasmus Nielsen (se »Forfatterbogen«, 1898), og en Tid lang var hun bedaaret af den unge Georg Brandes, der til Gengæld maatte vejlede hende litterært.

Et Par Smaanoveller, hun fik optaget i »Illustreret Tidende« og i »Fædrelandets Feuilleton«, vakte Interesse for hende, og n. A. kom »Fortællinger« (1863), hvori »Studenten«, den bedste, er et Modstykke til hendes eget Liv, som Bjørnson har fortalt det i »Fiskerjenten«, og et Forlæg for Garborgs »Bondestudenter«. Hendes Bygdebillede er ikke ubetinget overbevisende, hverken her eller i »Signes Historie« (1864), der er skrevet som Protest mod vedtagen Moral, men samtidig er en Bog om Skyld og Soning i kristelig Aand ligesom »Solen i Siljedalen« (1868), der demonstrerer M. T.s Yndlingstanke om Kærlighed mellem Mand og Kvinde som Basis for alt højere Kulturliv.

Hen paa Sommeren 1866 nødsagede forskellige Forhold M. T. til at vende tilbage til Norge. Det blev nogle brydsomme Aar. Forholdet til Bjørnson var kølnet, og værre blev det efter Udgivelsen af »Min Bedstemoders Historie« (»Ved Løvfaldstid«, 1867; optrykt i »Livsbilleder«, 1877), i hvis Helt Bjørnson til sit store Mishag mente sig portrætteret. Økonomisk var hun daarligt stillet, og efter at hun havde faaet Afslag paa et Par Andragender om Pengestøtte, rejste hun 1870 igen til Kbh. S. A. opførte Det kgl. Teater »Et rigt Parti«, et Ægteskabsdrama uden videre Handling, der i sit Motiv kan minde om Bjørnsons »De Nygifte«, og som har sit Modstykke i Fortællingen »Drøm og Liv« (i »Fra nordiske Digtere«, 1869). Men allerede n. A. besøger M. T. de gammelkendte Steder, som hun skildrer i »Billeder fra Vestkysten af Norge« (1872), en historisk-topografisk Studie over det norske Kystliv, med Sans for de vekslende Egnes Karakteristika og Traditioner, iblandet novellistisk Stof, der ofte forplumrer Billederne, men modsvarer hendes »Nyere Fortællinger« (1873) fra Bygderne. S. A. bosatte hun sig i Frederiksværk (hvorom hun skrev i Galschiøts »Danmark«, II, 1893) sammen med sin yngste Søn, for hvis videre Uddannelses Skyld hun flyttede til Zürich 1876. Men Norge er i Schweiz hendes stadige Inspiration og Staffage. Fra Bergen skriver sig »Kristoffer Valkendorf og Hanseaterne« (1878), der mere er Historie end Drama og heller ingen Scene fandt sig, medens »Inden Døre« (1877), der behandler stridige Affødninger af hine hanseatiske Forhold, opførtes nogle Gange bl. a. paa Det kgl. Teater 1878. Til Bergen er ogsaa henlagt en uhistorisk Roman fra det 18. Aarh. »Herluf Nordal« (1879), der skildrer en moderne problematisk Natur, ligesom det lidt uheldige Drama »»En opgaaende Sol«« (1881), som Det kgl. Teater opførte n. A.

M. T. opholdt sig med smaa Afbrydelser over tre Aar i Zürich og paa Venners Foranstaltning 1879—80 i Italien. Efter sin yngste Søns Død 1881 rejste hun atter til Norge, til Vardø i det yderste Nordland, hvor en Datter var gift med Fæstningskommandanten. Nordlands sælsomme og storladne Natur, hvor Mørket kæmper med Lyset, som M. T. næsten hedensk dyrker, med dens Rædsler, Vildskab og Ensomhed, gjorde et mægtigt Indtryk paa hende, som det genspejler sig i »Billeder fra Midnatsolens Land« (I—II, 1884—86), der paa flere Maader: i Anlæg, i sin Meddelen faktiske Forhold, Sagnstof osv. er en Fortsættelse af »Billeder fra Vestkysten af Norge«. Allerede Jonas Lie havde indlemmet Nordland i »Den Fremsynte« (1870), men M. T. gav Landet sin Befolkning og fortæller, paa Baggrund af denne Natur, om Mennesker, der alle ligger under for Fattigdom eller Drik, for Skæbnen og Elementerne. Disse »Billeder« er M. T.s betydeligste Arbejde og skaffede hende megen Anerkendelse. Som Forberedelse til 2. Bind var hun atter i Norge 1886, men levede i øvrigt de sidste syv Aar af sit Liv overvejende i Kbh. Noget større Arbejde samlede hun sig ikke mere til. Et Bind »Digte« udgav hun 1887, og Tid efter anden skrev hun en anselig Række Fortællinger, der, nu som før, i en gammeldags højstemt Stil, søger sig et særpræget Stof, dystre Lidenskaber, storslagne Karakterer, skarpe Modsætninger og gerne vælger sig til Skueplads det norske Vestland, og som for de flestes Vedkommende findes optaget i Samlingerne »Mindre Fortællinger« (1891), »Elvedrag« (1893), »Livsluft« (1895), »Udenom Afgrunden« (1897) og »Skjæbner og Viljer« (1899). Paa sin 80-aarige Fødselsdag var M. T. Genstand for megen Hyldest og fik baade den danske og norske Fortjenstmedaille i Guld. Siden 1891 fik hun dansk Digtergage.

M. T. tilhørte som Digter den norsk national-romantiske Skole og delte dens religiøst-romantiske Livssyn. At skildre Virkeligheden syntes hende en beskeden Opgave, og hun kom for sent i Berøring med Realismen til at kunne lære deraf. Men det var ikke alene fremmed for hendes Æstetik: hun savnede ligefrem Mod til utilsløret at øse af sin Sjæls og sine Erfaringers Dyb og talte helst ikke om sin Fortid. Hun var dristig i sit Liv, men stod hun en enkelt Gang i personlig Relation til sit Stof, dækkede hun sig bag Talemaader og Omsvøb. Hun var heller ikke Kunstner nok til uforglemmeligt at omsætte Indtryk paa Papiret, og overhovedet har hendes Digtning ikke det Præg af en overordentlig Personlighed, hvorom Samtiden vidner. Men det originale Liv, hendes Forfatterskab savner, møder vi i hendes Breve (udg. af J. Clausen og P. Fr. Rist i »Memoirer og Breve«, XXX, 1919), som er det værdifuldeste og mest personlige, hun har efterladt sig, og som levende giver Udtryk for en lidenskabelig bevæget, fængslende og dristig Natur og til fulde leverer Beviser for, at M. T. var større som Menneske end som Forfatterinde.