Flyr du mig nu, du guldvingede Haab?
Har du ej Sind for mit angstfulde Raab?
Engang du kom, der jeg aldrig dig bad,
kom nu og nyn mig dit dyssende Kvad!
Ak, du har daaret mig mangen en Gang,
ordfagre Gjøgler med koglende Sang,
daaret min Ungdoms højtstræbende Hu
bundet den fast i det svigfulde Nu.
Hvergang jeg løfted min Higen til Daad,
gav du mig et af de troløse Raad,
spandt om min Tanke dit glindsende Net;
der har den flagret sig dødelig træt.
Løfter du gav mig, som Gyldeneregn
drysser paa Træet i blomstrende Hegn.
Løfter saamange som Stjernerne smaa
glindse i Natten paa Himmelens Blaa.
Rosen mig hvisked om Kjærligheds Glød, —
Kinden har mistet sin Roselil rød.
Liljen hvisked om Uskyldens Glands, —
Hjertet har mistet sin Liljekrands.
Smaafuglen kvidred’ om Længsel og Lyst, —
Savn er den travleste Orm i mit Bryst.
Livsglæden perled som kostelig Vin, —
Kraften er dovnet, og Dagen ej min!
Ak, du den fagreste Trøster i Nød,
du, som saa tit gav mig Stene for Brød, —
ser du min Himmel, hvor skydækt og graa,
tænd dog en enslig Smaastjerne derpaa!
Spred over Skyen en lysende Rand,
saa jeg kan skimte det straalende Land,
Landet, hvor blegnede Rose faar Glands,
Hjertet tilbage sin Liljekrands!