Hvis Du paa Veien Mignon skulde möde
I Tiburs Lunde sværmende at vanke,
Hils hende da fra mig, den Englesöde!
Siig, at hun er mit Haab og al min Tanke,
Min Kiærlighed, min understærke Længsel,
At tidt hun faaer mit Hierte til at banke;
Siig hende, Siælland er et deiligt Fængsel,
Hvor giennem Gittervindvet man kan skue
Med Taareblik, med Hierteslag og Trængsel
Orangens fulde, gyldenröde Lue,
Men naae den kun i altfor snare Drömme,
Som for en Stund kan sprænge Fængslets Bue.
Og skulde da min Elskede, den ömme,
Ved Tanken om, hvad Du fra mig fortæller,
I sine Morgentaarers Dug hensvömme,
Saa siig, jeg kommer selv, jo för jo heller,
Hvis Gud deri mit Önske kun vil föie,
Men at min Længsel Aar og Dage tæller,
Og Du skal see, det hende vil fornöie! —