I höit ophöiede,
Hellige Muser!
I Stövet jeg ligger,
Min Kamp er svar!
Forlader mig ikke!
Jeg vil troligt tiene,
Jeg vil offre Eder
Det Bedste, jeg har!
Hvorfor kaldte I paa mig?
Jeg var jo et Barn kun
Og maatte jo lyde, —
Eller kaldte I ei? —
Saa har jeg da trængt mig
I hellig Forsamling,
Lig fordum Prometheus,
Da han Ilden stial!
Derfor lænkes min Arm nu
Til iiskolde Klipper,
Og en Grib udsuger
Min Marv og mit Blod!
O, giver min Arm fri,
I hellige Döttre!
Og lad Marven udvoxe
Af de dybe Saar!
Giv mig Kraft og Begeistring
Giv mig Mod til at vove,
Thi min Aande skiælver
Og min Siæl er syg!
Eller, beder forvoven
Jeg om altformeget, —
Giv mig blot Opmuntring,
Som föder mit Haab!
Lad mig skue et Sted kun
Et Ax af min Udsæd,
Een Taare for de mange,
Jeg selv udgiöd!
Thi jeg veed, at en Digter
Er Hierternes Herre,
At han mægter at röre;
Jeg har fölt det selv!
Jeg har fölt det dobbelt;
Thi min Mismods Taare
Fulgte den, som jeg udgiöd
Ved en Andens Begeistring!