Fuglen sang paa Qviste:
”Jomfru! om Du vidste,
Hvi jeg synger nu!”
Pigen stod ved Roden
Treen paa Blomst med Foden;
Thi hun havde Fuglen kun i Hu!
Fuglen flöi saa bange
Dybt i Skovens Gange,
Fulgt af Pigens Fod;
Sang den der paa Qviste:
”Jomfru! om Du vidste!”
Pigen lyttede ved Træets Rod.
Hopped den paa Grene,
Pigen fulgte ene,
Lokkende og bad:
”Purpurbær, de röde
”Mandelmælk, den söde
”Skal Du faae hos mig paa Rosenblad!”
Fuglen flöi i Skoven
Hen mod Kildevoven
Alt med snilde Hop!
Pigen fulgte bange,
Lokket af dens Sange.
Snart var den ved Rod og snart ved Top.
Da den kom, hvor Bækken
Risler giennem Hækken,
Hvilte den paa Steen.
Listig Pigen smiler,
Hurtig frem hun iler
Fra den tætte, lövbeklædte Green.
Da hun den vil fange,
Bliver hun saa bange,
Og i Hu saa mod;
Ængstes hun saa svarlig,
Flygte vil saa varlig,
Blikket skiult og Kinden röd som Blod!
Som af Pilen fældet,
Fuglen, tæt ved Vældet
Uden Liv faldt ned;
Men med listig Villie
Treen paa Blomster-Tillie
Frem en Sanger i den Lilles Sted.
”Giv mig nu det röde
”Purpurbær, Du Söde!”
Smilende han bad.
”Giv mig nu, Du Blide
”Mandelmælk, den hvide
”Paa Din Læbes fine Rosenblad!”
Eet og to og trende
Kys han tog fra hende,
Blev saa Fugl igien!
Lystig over Voven
Flöi den giennem Skoven;
Pigen stod og stirred efter den!