Hvor er Du, hulde Pige! i det Fierne,
Som skal engang mit Hierte södt husvale?
Kan Fuglens Sang — kan Blomsterbækkens Tale
Ei lede mig til Dig? — Kan ingen Stierne? —
Naar skal jeg see Dig — naar mit Hierte möde
Det söde Baand, som Evighed har stemplet,
Og naar skal Haand i Haand vi gaae til Templet,
Med Brudeblus paa Kinderne saa röde? —
Jeg föler det i disse Öieblikke,
Da Anelsen min Tanke heelt omspænder:
Du sidder nu med sammenfold’te Hænder
Og aner mig, endskiöndt Du veed det ikke!
Og som Dit Hierte langtfra mod mig higer
Med fromme Tanker af en ukiendt Længsel,
Saaledes bryder ogsaa jeg mit Fængsel
Og Dig imöde paa min Anen stiger!
I Aandens store Rige alt vi mödes!
Hvad för var deelt, maaskee af Sö og Lande,
Omfattes som i Eet og sammenblande
Sig Aand i Aand, for heelt igien at födes!
Men, ak! hvi synker jeg igien tilbage?
Som jeg Du fierner Dig bedrövet, stille!
Kan Engle nænne, atter os at skille?
Saa, far da vel, og Himlen Dig ledsage!
Farvel! farvel! Nedsvæv i Maaneglandsen,
Og hyl Dig atter ind i Formers Ynde!
Een Anelse vil begge os forkynde,
Naar atter vi skal sees i Stiernedandsen.
O, tidt maaskee vi mödes og adskilles
I Formers Rige, skiulte for hinanden,
Som unge Bölgeslag paa Blomsterstranden
Gienfinde sig og atter brat forvildes.
Men engang, ak! maaske i Tidens Fierne,
Vi mödes skal og Hierterne husvale;
Da skal jeg höre lydt Din söde Tale
Og stirre længe i Dit Öies Stierne!
Da vil fra Himlen lyse Engle möde,
At trykke, paa vor Pagt et evigt Stempel,
Naar ved min Arm Du gaaer til Herrens Tempel
Med Brudeblus paa Kinderne saa röde!