Til
Til
Du, som til Livets Held fra Gudheds Throne smilte
Til en uskyldig Dødelig,
Og Chor af Engle var omkring ham, da han hvilte,
At see ham vaagen lykkelig.
O Kierlighed! dit Smil i Hytter og paa Throner,
Er Dødeliges Salighed;
Og for din Guddomsmagt al Jordens Millioner
Fra Slægt til Slægt skal knæle ned.
Thi hvad er Diadem, og Biergets Guld at eie,
Ei giør det Fyrsten lykkelig,
Naar han i Thronens Glands og paa sit gyldne Leie
O Kierlighed! maa savne dig.
Du giør til Kongesal en Hyrdes snævre Bolig,
Hans lille Kreds et Eden lig;
Og selv ved tunge Kaar hans Siæl forlæn sig rolig,
O Kierlighed! saa lykkelig.
Hans lille Strimmel Jord langt meer end Rigdoms Skatter,
Hans Søvn paa haarde Leie sød,
Hans Drik, som klare Viin, og Giæstebudets Latter
Du skaber ved hans Brød.
Blandt Livets Torne har du dine Roser flettet
Du Skiebnens Galde sødnet har,
Og kun et Glimt af dig har Trællens Kummer lettet,
At ham ei tung hans Lænke var.
O Kierlighed! henrykt ved disse glade Scener
En Lovsang jeg udstammer dig,
Men Dydens fromme Ven allene det fortiener
Ved dig at vorde lykkelig.
Kun han kan føle det forunderlige Høie,
Som unævnt tager Hiertet ind,
Kun han seer Salighed i Pigens Øie,
Det tause: jeg er evig din!
Kun han fortiener Navn af Mand, og Navn af Fader;
Han Kierlighed! din Fylde nød!
Han deler Moders Smil, som henrykt hun nedlader
Til Barnet i sit fromme Skiød.
O Kierlighed! velsign min Ven; velsign hans Pige
Med al din Stands Lyksalighed!
Velsign dem begge! hør du mig Uendelige!
O du, som skabte Kierlighed.
Th. Thaarup.