Thomas Thaarup (1749–1821)

Liig Drøm et Hundredaar vi saae hensvinde

Et nyt Aarhundred vi imøde seer.

Men naar dets sidste Morgen skal oprinde,

O da er ingen af os meer.

Han, hvem et tusend Aar et Lynglimt ere,

Han veed, om dette skal vort sidste være,

Hvad heller vi skal leve fleer.

        Som Bølgen døer, og atter fødes Bølge

Paa Verdens vilde vidtudstrakte Hav,

Saa Jordens Slægter paa hinanden følge,

De spire, voxe, modnes til en Grav.

Al Jordens Riger denne Lov adlyde,

Paa Tidens store Strøm, som Bobler, flyde,

Og styrte ned i Evighedens Hav.

        Du Evighedens, som Naturens Fader!

Paa Livets Bane styrer du vort Fied,

Dit skiulte Forsyn aldrig os forlader,

Det følger med vort Støv i Graven ned.

Vi troe, fra Field i Labyrinth at stige,

For dig er Veien lys, og kort, og lige

Dens Maal er evig Kundskab, evig Fred.