Du Plet af Jord, hvor Livets Stemme
Steg første Gang fra spæde Bryst;
Hvor Himlen gav mig at fornæmme
Det første Glimt af Livets Lyst;
Der, hvor jeg lærte Moder stamme
Og første Fjed ved hendes Haand:
Der tændtes Gnisten til den Flamme,
Som brænder for mit Fødeland.
Og naar i Barndoms blide Dage
Til fremmed Egn vi løbe hen,
Med Længsel iilte vi tilbage
Til moderlige Hjem igjen;
Hver Høj, hver Dal, som gav os Glæder,
Den blev vort Minde dyrebar,
Og henrykt Manden seer de Steder,
Hvor han som Barn lyksalig var.
Fra Øst, fra Vest, mod Polers Ende,
Hvor en fornuftig Stemme lød,
De samme Luer varigt brænde,
Som Himlen, som Fornuften bød.
Ej Grønlands arme Søn vil bytte
Sit golde Fjeld med kornrigt Land:
Et Marmorslot er ham hans Hytte,
Og Fjeldet er hans Kanaan.
Af denne ædle Lue brændte
De fordums Helte af vort Land;
Skjønt de kun tvende Pligter kjendte:
At elske og at døe som Mand.
Saa glemte Hjalte Elskerinde
Og Fødelandet ene saae
Og faldt for det; — hans Troskabs Minde
Som Bautastenen varigt staae! —
Den bød dig, Absalon! at lægge
Din Stav og gribe Sværd til Strid,
At bytte Klostrets lune Vægge
Med Telt i Landets Trængselstid;
Ej Storm ham skrækker, Mulm ham blinder;
Arkona følte Danmarks Ven,
Med Skjælven saae sin Overvinder,
Med Glæde Mennesket igjen.
De danske Sletter, Norges Fjelde
Har Minder af den Kjærlighed,
Hvorpaa Monarkers sande Vælde
Staaer fast i Fejde og i Fred.
Kjær har vi Fædre, Ven og Pige,
Og Frugten af arbejdsom Haand;
Men over Alt skal Flammen stige,
Som brænder for vort Fødeland.
Du Troskabsminde i vort Norden,
Urokkelige Fredrikshald!
Du trodsed’ Karls gjentagne Torden
Og tændte Lynet til hans Fald;
Paa Klippen, som et Altar, brændte
Et Offer for vort Fødeland,
Da Borgerkjærligheden tændte
For Landets Vel sin By i Brand.
O Kongestad! din Sejers Minde
Til Danskes sidste Slægt skal staae; —
Det Land, som Gustav vilde vinde,
Bag dine svage Volde laa;
Men Borgerkjærligheden vinder,
Og Gustav skjælver for sit Navn;
Hans Haab og Helte Gravsted finder
Omkring det frelste Kjøbenhavn.
Hver Dannemarks og Norges Pige
Skal henrykt synge deres Navn;
Hver Moder ofte Sønnen sige
Om Fredrikshald og Kjøbenhavn;
Og, mens han lærer stamme Moder,
Han lærer stamme Fødeland,
At elske Mennesket som Broder,
Men Fødelandet som en Mand.
Vi ville ligne vore Fædre,
Som Mænd i Fejde og i Fred;
Vort Navn skal Efterslægten hædre
For Fødelandets Kjærlighed:
Hans Minde Tidens Tand ej skader,
Naar tvivlsomt Marmortegn forgaaer,
Som sig den Gravskrift efterlader,
At han en nyttig Borger var.
Brænd varigt i vort Dan og Norden,
Du Fødelandets Kjærlighed!
Gjør Manden kjek i Slagets Torden
Og nyttig i den gyldne Fred!
Vor Attraa Viisdoms Børn skal ære,
Alfader give Bifalds Smiil!
Den gode Borgers Navn at bære,
Er Maalet som vi stræbe til.