Den signede Dag med Fryd vi seer
Af Havet til os opkomme;
Den lyse paa Himlen, meer og meer,
Os alle til Lyst og Fromme!
Det kjendes paa os, som Lysets Børn,
At Natten hun er nu omme!
Den signede Stund, den Midnatstid,
Vor Herre han lod sig føde,
Da klared’ det op i Østerlid
Til dejligste Morgenrøde:
Da Lyset oprandt, som Jordens Bold
Skal lysne udi og gløde!
Om levende blev hvert Træ i Skov,
Og var saa hvert Blad en Tunge,
De kunde dog ej Guds Naades Lov
Med værdelig Røst udsjunge;
Thi evig nu skinner Livets Lys,
For Gamle og saa for Unge!
Ja havde end Maal hvert Straa i Vang,
Hver Urt udi Mark og Lunde,
Slet ikke for os den Takkesang
Opstemme tilgavns de kunde,
Som Dagen hør til for Lys og Liv,
Mens tusinde Aar henrunde!
Forgjæves det er, med liden Magt,
At ville mod Bjerg opspringe,
Men Ørnen er snild, han naaer sin Agt,
Naar Vejret ham bær paa Vinge;
Og Lærken, hun er en lille Fugl,
Kan lystig i Sky sig svinge!
Med Suus og med Bruus den stride Aa
Nedsuser fra Klippetinde,
Ej mæle saa lydt de Bække smaa,
Dog risle de fort og rinde,
Saa frydelig snoe de sig fra Eng
Op under de grønne Linde!
Saa takke vi Gud, vor Fader god,
Som Lærken i Morgenrøde,
For Dagen, han os oprinde lod,
For Livet, han gav af Døde,
For Alt, hvad paa Mark, i tusind Aar,
Der groed’ til Sjæleføde!
Saalænge vi see den gyldne Sol,
Og Skoven er Daners Have,
Da plante vi Maj i Kirkestol
Og Blomster paa Fædres Grave,
Til glædelig Fest, med Liv og Lyst,
Til mindelig Pinsegave!
Da rinde vel og, som Bække smaa,
Fra Øjne os Taarer milde,
Og Bække i Flok de gjør en Aa,
Den higer mod Lysets Kilde,
Den stiger i Løn, som Hjertesuk,
Alt aarle og dog end silde!
Som aldrig saa lang er nogen Dag,
At Aften er jo i Vente,
Saa haver det Lys og Solbjergslag,
Som Gud udi Kirken tændte;
Men immer det dages dog paany,
Hvor Hjerterne Morgen vente!
Nu sagtelig skrid, du Pinsedag!
Med Straaler i Krans om Tinde!
Hver Time til Herrens Velbehag,
Som Bækken i Eng, henrinde!
Saa frydelig sig den sidste snoer
Op under de grønne Linde!
Som Guld er den aarle Morgenstund,
Naar Dagen opstaaer af Døde;
Dog kysser os og med Guld i Mund
Den liflige Aftenrøde,
Saa tindre end maa det matte Blik,
De blegnende Kinder gløde!
Saa rejse vi til vort Fædreland,
Der ligger ej Dag i Dvale,
Der stander en Borg, saa prud og grand,
Med Gammen i gyldne Sale;
Saa frydelig der til evig Tid
Med Venner i Lys vi tale.