Ej saae mit Øje Morgenrødens Glæder,
Jeg følte blot en kjærlig Moders Favn;
I Mulm jeg end paa Livets Bane træder
Og kjender Dag og Sol ikkun af Navn.
Men Solens Varme dog mig vederkvæger,
Jeg fryder mig i Vaarens milde Luft;
Seer jeg end ikke Rosens Purpurbæger,
Jeg dog indaander glad dens søde Duft.
Mig Nattergals og Lærkers Stemmer fryde,
Endskjønt med Øjet jeg dem ikke seer;
Jeg hører Strengeleg og Sange lyde
Og deres milde Røst, som har mig kjær.
Af Landets Grøde jeg min Deel modtager,
Som Jorden, Alles Moder, bringer frem;
Og, naar jeg Høstens runde Gaver smager,
Velsigner jeg den Haand, som gav mig dem.
Har end Guds Viisdom nægtet mig den Lykke
At skue dem, som med en ædel Aand
Har sørget for mit Vel, — jeg kan dog trykke,
Jeg kan dog kysse min Velgjørers Haand.
O Gud! du er den Blindes Ven og Fader,
Og Alles, som paa Jorden røre sig;
Mørk er min Vej; — men du mig ej forlader.
Jeg er dit Barn; — jeg veed, du elsker mig!