Høj og stolt jeg Kronen bar;
Ægte jo min Stamme var.
Mine Børn, de stolte Grene,
Havde Alting paa det Rene;
Fik ej Skjænd og fik ej Hug,
Drak kun Sol og Morgendug.
Alt har jeg som Moder gjort;
— De maa blive noget Stort —
Tænkte jeg — det kan ej fejle; —
Som en Skibsmast hver skal sejle
Lystig over salte Vande,
See og sees i fjerne Lande.
Men af tretten, jeg har haft,
Blev kun een et Kosteskaft,
Gjærdestave blev de tre,
Men de ni — o bitre Ve! —
De fik dog den værste Ende,
De blev kun til Pindebrænde!