Du hvis skjulte Haand fremleder
Hver ad Banen, han betræder,
Livets Fader! Dødens Gud!
Giv, at vi ved Graven sanke
Mandig Alvors Eftertanke,
Os ved Daad og Taal berede
At modtage Dødens Bud.
Hver en Gravhøi, som sig hæver,
Raaber til enhver, som lever;
See, og føl: Alt Kjød er Hø!
Barn og Yngling, Manddom, Alder
Hvert et Blun til Graven kalder,
Biisdom ei for Døden bæver,
Ene Vise rolig døe.
Bejer Daad, og tæller Dage,
I, som ville see tilbage,
Uden Nag til svunden Tid!
Lader aldrig Brødre savne
Eder, hvor I kunne gavne,
Naar I da skal heden drage,
Vorder Afskedstimen blid.
Hans Støv blot sank i Gravens Hvile.
Han gik til Gud, som Livet gav,
See, Kummers, Sorgs og Sygdoms Pile
Henligge brudte ved hans Grav;
Han nu sin Skabers Aasyn seer,
Hvor Sorg og Død er ikke meer.
I Vel, i Vee, i Fryd og Nøden,
Hvert Øjeblik, ved hvert et Fjed,
O lader os betænke Døden!
Og frydes ved vor Evighed,
Hvordan vi Banen træde maa
Den skal til Liv og Glæde gaae.