Som en Drøm hensvinde vore Aar,
Som en Skygge Livets bedste Glæder,
Stakket er vor Ungdoms blide Vaar
Og forfængelig er Jordens Hæder;
Gaae ei alle vore Fjed
Til Graven ned?
Du, hvis Guddoms Aande Livet gav,
Lær du os at tælle vore Dage,
Uden Frygt at see mod Død og Grav,
Uden Anger paa vor Vei tilbage,
At vor Bane føre kan
Til Livets Land.
Chor.
Herre, Dommer, Støvets Gud!
Vi for dig i Støv os bøie,
Vi med taarefulde Øie
Hædre dit alvise Bud,
Herre! da du Livet gav,
See, da bød du Død og Grav.
Paa den vide Jordens Kreds,
Hvor end Livets Stemme lyder,
Savnets tunge Taare flyder,
Graven aabnes allesteds.
Ved hvert Slag, som Pulsen slaaer,
Dødens Svælg et Offer faaer.
Føie Daad og megen Id
Støvets bedste Dage tegne;
Hvad er hundred Aar at regne?
Blot et ussel Spand af Tid,
Som et Støvgran sank det ned
I din Afgrund, Evighed!