Ved J. E. Colbjørnsens Jordefærd
19 Februar 1802
19 Februar 1802
Visdom seer sin Yndlings Grav
Hun et Blik mod Himlen vender,
Gud! du tager det, du gav!
Hun sit Blik mod Danmark vender:
Danske Folk! hans Vandel sige dig,
Hvad han var for mig.
Faste Retfærd bød ham staae
Ædel, mandig i sit Tempel,
Hun i ham med Bifald saae
Pligtens Tolk, og dens Exempel,
Nu med Sorg hun seer til Graven hen,
Hun har tabt en Ven.
Fadersind og Ægtetro,
De med Venskab sig forbinde,
De med Savnets Taarer snoe
Blomsterkjæder om hans Minde.
Dyd og Uskyld vidne om hans Grav:
Vi har intet Krav.
Mand, som i din Styrke staaer,
Du som bøier dig mod Ælde,
Ungdoms Kraft, som Idræt spaaer,
Fædrelandet i sin Vælde
Byder, raaber hver af Eder an,
Lev og dø, som han!