Sørge-Cantate over Biskop Harbo
1783
1783
For Parentationen.
Chor.
Naar Fromheds Taarer Urnen væde,
Og vidne om sin Yndlings Savn,
Da Himlens Vældige sig glæde,
Og Jubler priser Herrens Navn,
Men Lyden kan ei Støvet røre
Som føler Tabet af sin Ven;
For svagt til Engles Sang at høre,
For indskrænkt til at fatte den.
Recitativ.
Alfader billiger den Graad, som flyder,
Han Taaren gav til Dødeliges Øje,
Til at fortolke høje Følelser.
Han seer vort Tab – vor Ven – vor Lærer
Han er ei meer! Ak Graven
Indslutter Støvet af den fromme Olding,
Men Mindet fører til det knuste Hjerte
Hans Venneraad, hans kjærlige Formaning,
Hans Vandel, reen, som det, hans Læbe lærte;
Hvor han var værdig til sit høie Kald;
At lære Støvet Himlens Villie,
Og vaage for dens Menighed paa Jorden.
Han er ei meer; – og Menigheden græder.
Arioso.
Bemods tause Graad, som flyder,
Fromme Lærer! paa din Grav,
Ak! den skildrer svagt de Dyder,
Som din Vandel straaled af.
Recitativ.
Stort var hans Kald, at vaage for den Lære,
Som Dødeliges Værd og Held bestemmer;
At tænde Lyset i det fjerne Land,
For ved dets Straalers Magt at bryde
Det Mulm, Vankundighed og Overtro udbreder,
At samle Hedninge til Herrens Menighed,
Og binde Christne til de fjerne Brødre
Ved Troens og ved Haabets Baand!
Saa lyder høit hans Roes med Sukke blandet,
Fra Kodanoniens frugtbare Sletter,
Fra Grønlands øde sneebedækte Fjelde,
Og fra det fjerne Land blandt Tansiaurs Sønner;
Og alle føle det, de tabte.
Men Herren saae sin Tjeners lange Møie,
Og kaldte ham til den fortjente Glæde,
Til Engles Samfund, til at see hans Aasyn.
Arie.
Opløft dit taareblændte Øie
Forladte Hjord til Himmelen,
Vent Trøsten fra den Evighøje
Hans Miskundhed skal give den.
Han lysner Mulmet om dit Hjerte,
Med Haabet dæmper han din Smerte,
Og tænder hellig Længsels Brand.
Lev som den Hyrde, du begræder,
Da skal du nyde Livets Glæder
Med ham i Evighedens Land.
Opløft dit taareblændte Øie
Forladte Hjord mod Himmelen,
Vent Trøsten fra den Evighøje!
Hans Miskundhed skal give den,
Efter Parentationen.
Religionen.
Jeg stod usynlig ved min Yndlings Side,
Og holdt hans højre Haand, og talte
Ord, som hans Sjæl forstod, som ikkun fattes
I Dødens store Stund, mod sidste Gisp af Livet:
Da svandt Naturens Skræk for Døden,
Da hævede Han det halvbrustne Øie
Mod Himmelen, og see! dets sidste Blikke
Var fuld af Sjælens Fred, og Haabets Glæde;
Da saae han hen til de forgrædte Venner,
Og stammed Haab og Trøst, som jeg alene giver,
”Jeg veed – jeg gaaer til bedre Held – til Livet,”
Saa sank hans sølvgraa Hoved ned,
Og Livets sidste Gisp var med en Mildne blandet,
Skjøn og alvorlig var hans sidste Time,
Som Efterhøstens fredelige Aften.
Arie.
Mig har Livets Fader givet
Kraft at skabe varig Fred,
Og Opstandelsen og Livet
Førte jeg til Jorden ned.
Freidig kan nu Støvet vente
Bag ved Graven evig Held,
Thi min Straales Lys jeg tændte
Selv ved Lysets Kildevæld.
Udødeligheden.
Jeg var af Evigheden, hos min Fader!
Før Tiden hævede sin unge Vinge —
Og over Chaos – og jeg fulgte —
Min Skabers Aande, som besjælte Støvet —
Jeg hersker over Død, og jeg oplyser Graven,
Hin er ei Søvn, og denne ingen Hule,
I den fortsættes Livets Arbeid,
Og Ormen, og Opløsningen
Bereder Støvet til den store Time,
Da Herrens Røst oplader Gravens Gjemme
Til Legemets Opstandelse,
Og Dødens Navn opløses, og forsvinder.
Ei Tid, ei noget Tab indskrænker
Hvad er da indskrænkt Støv, at det tør klage
Paa Døden! see, den løser Sjælens Lænker,
Som bandt dens Flugt; selv Dødens hule Stønnen
Er skjøn, som Lyden af de tunge Fængslets Døre,
Der aabnes til den ønskte glade Frihed.
See! den oplader for mit vide Rige
Til evigt Lys og ubehindret Fremgang
I Kundskabs Salighed om Evighedens Fader.
Omskifter da Jer Graad, I Dødelige!
Til høi og til alvorlig Glæde,
Og Eders Klageraab til Tak og Jubler.
Chor.
Langt over Død og Grav, og Tid
Og dens indskrænkte Joner,
Hans Aand, som streed den gode Strib
Udødelighed kroner.
Det Baand, hans Sjæl til Støvet bandt.
Ei meer dens frie Flugt kan binde.
Halleluja! han overvandt,
Halleluja! vi skal og overvinde!