Helige, Gud! ere dine Værke,
Thi du gjorde Alting viselig.
Himmel! Jord og Hav, Alt, Alt bær Mærke,
At den, som dem skabte, Gud! var dig.
Havet ruller dets uhyre Bølge, —
Klippen styrter sine Strømme ud;
Tordners Bulder, Lynets Pile følge,
Almagt! dit uryggelige Bud.
Solen gaaer som Brudgom af sit Kammer,
Og som Kæmper glædes ved sit Laab;
Og Volkaners dødelige Flammer
Og Orkaners vilde høie Raab,
Og den Ild, hvorved vor Klode bæver,
Lyde dine Vink, Almægtige!
Ved dit Vink, sig Klodens Hære hæver,
Og blot du det vil, da styrte de.
Herlige, Gud! ere dine Værke,
Alle dine Værke raabe: Gud!
Lover, priser hannem, o I Stærke!
Som om Thronen vente paa hans Bud.
Og lovsynger hannem, Sol og Maane,
Lover hannem Stjerner, I, som gaae
Nattens mørke underfulde Bane,
Himlen love ham, Halleluja!
Brøl hans Lovsang ud, du høie Torden!
Lynets snelle Pile hvisle: Gud!
Du, som styrter Havets Magt mod Jorden,
Hyl, du vilde Storm! hans Lovsang ud!
Bølge! du som vild og grum opkneiser,
Og til Kampen fordrer Stormen ud,
Styrt du ved dens Vælde, som dig rejser,
Styrt du hen, for at ophøje Gud!
Jorden fyldes med Algodheds Ære!
Klippens Indvold bæve af hans Priis!
Engen sine tusend Blomster bære
Til hans Ære, som er god og viis.
Og ved Vaarens Liv og blide Varme
Eeg og Fyr og Ceder strække ud
Deres nye lysegrønne Arme,
For at love dig, du Jordens Gud!
Og Alt levende i Hav, paa Jorden,
I foreenet Raab tilbede dig,
Godhed! du som ved din vise Orden
Glæder Midden, gjør den lykkelig.
Løvens Strube brøle dig til Ære,
Myggens Surren dine Himle naae!
Og hvert Soelgran dig sin Lovsang bære,
Jorden love Gud! halleluja!
Du min Sjæl! brænd af en hellig Lue,
At din Andagt til hans Throne naae,
Der hvor engang du skal ham beskue,
Og med Seraph for hans Aasyn staae.
Jeg skal evig, jeg skal salig være,
Naar du Jord! du Himmel! skal forgaae!
O tilbed mit Hjerte. Priis og Ære
Være dig min Gud, Halleluja!