Passions-Cantate
til
til
Sørgemusikken over Sophie Frederikke
Sørgemusikken over Sophie Frederikke
(neppe nogensinde trykt.)
(neppe nogensinde trykt.)
Choral.
O du, som talte Himlens Bud
Til Dødeliges Hjerte,
At Dydens Løn var Fred med Gud,
Dit Liv var Qval og Smerte.
Dog du din Faders Villie lød,
Var taalig, selv i Korsets Død,
Du Sandheds milde Lærer!
Den Vemods Graad, som flyder her,
Dit Minde hellig være,
Som du, vi have Dyden kjær,
Som du vi Sandhed ære!
Og er Guds vise Lønraad saa,
Vi skal som du paa Torne gaae,
Vi dem for Sandhed træde.
Duo.
Du som kjænder Moderhjerte,
Moder! see Marias Smerte
Ved sin Jesu Liig!
Kald dig hendes Qval tilbage,
Og hensmelt ved hendes Klage,
Hendes vilde Jammerskrig!
Tidlig, tidlig maa du græde,
Arme Hjord! du skal betræde
Uden Hyrde Livets Vej.
Hvo skal styrke dig i Fare,
Kjærlig lede, mild bevare?
Ak din Jesus ei.
Aria.
Mand, som Værd af Dyd erkjænder,
Du, hvis Sjæl for Sandhed brænder,
Føl hans Tab i mandig Favn!
Han er død, hvis Værd du ærer,
Dydens Mønster, Dydens Lærer;
Det er Savn.
Duo.
Flyder, fromme Taarer, flyder,
Tolker, hædrer Jesu Dyder,
Jesu Vennesindelav!
Maalløs Dyden ængstet irrer,
Blegner, stirrer
Paa sin Lærers Grav.
Chor.
Ubegribelige Gud!
Ikke bør det Støv at trætte,
Ikke Støv at gaae irette
Mod dit Bud,
Men tilgiv miskundelige,
At vi græde, naar vi sige
Skee din Villie, Gud!
Hvo kjænder Herrens skjulte Raad?
Hvo fattet har hans Domme?
Thi dæmp, o Zion! dæmp din Graad,
Og vent din Frelsers Komme!
Men lyd det Bud, han efterlod,
At være viis, at være god.
Du Jesu! gjorde Alting vel
I dine Spor vi træde,
Dit Billed svæve for vor Sjæl
I Sorrig som i Glæde!
O Fromme! naar vi ligne dig
Vor Sjel er glad og lykkelig.
Da skal vi Dødens store Stund
Med rolig Tillid møde;
Vi vaagne da fra stakket Blund
Til Livets Morgenrøde,
I Seraphs Chor vi synge da:
Det er fuldbragt! Hallelujah!