I stille Mulm her hvile Kunstens Fædre,
Den første Slægt af Skuepladsens Vaar,
Min Vemods Graad skal Eders Minde hædre,
Selv følende, jeg mod min Aften gaaer;
Jeg hører Døden, med forstærket Stemme,
At kalde mig i Livets Efterhøst,
Og snart skal jeg mit Savn, min Kummer glemme
I dig, o Grav! min Alders ene Trøst.
Thi Kummer mørkner mine sidste Dage,
Med Graad for Venners Tab de svinde hen,
Her hvile de; og hvad har jeg tilbage?
En Haandfuld Støv, som Urnen har igjen!
Tungt er mit sidste Savn, og alle savne
Dig, ædle fromme Rose! ak du var
Stor i den Kunst at glæde, og at gavne,
Og Kunsten Vidne om dit Hjerte har.
Skjønt skildred du os Elskovs søde Smerte,
Naturens Søn i Ungdoms glade Vaar,
Og herligt viiste du en Faders Hjerte,
Selv ædel Fader, skjøn med sølvgraa Haar,
Du kaldte Graad fra Skjønheds blanke Øie,
Fra Hjertet Suk for en ulykkelig,
Og Mandens Bryst til Suk du kunde bøje,
Og begge leed, og begge græd for dig
Og I, hvis Bifald Kunstens Søn opliver,
At gaae den vanskelige Bane hen,
I vidnet har, han med utrættet Iver,
Med Held og Bifald modig vandred den.
I leed med Orosmans forelskte Hjerte,
I skjænkte Bewerlei medynksom Graad,
Med Vemod følte I en Hartleis Smerte
Og græd, og skjalv ved Odoardos Daad.
Hans sjældne Kunst, hans ædle store Hjerte
Var sande Kjænderes og Venners Fryd,
Det var den rette Hæder, han begjærte,
For nyttet Kundskab og usminket Dyd.
Men hvilken Vemod paa mit Hjerte falder
O vender eders Syn mod Urnen hen!
Seer den forgrædte Haab, hvis Taare kalder
Ham deres elskte Lærer, Fader, Ven.
O denne tause Graad, meer end min Stemme,
Fortolker Smerten ved vor Roses Savn;
Hans Sjel har Fred, hans Støv har Jordens Gjemme,
Men den, der naaer hans Kunst, giv den hans Navn!