Pintse-Hymne med Choral
1820
1820
Da throner i en evig Straalepragt
Navnløse Væsen! uden Byrd og Ende!
O Visdoms Dyb, ugrændselige Magt!
Dig Adams Børn blot af din Godhed kjende.
I Andagts høie Jubler bryde ud
De ved din Søn forløste Myriader.
Din Magt, din Visdom kalde vi vor Gud!
Din grændseløse Kjærlighed, vor Fader!
Utalte Stjernehære
Paa Nattens Himmel juble dig til Ære
I deres Harmoniers Hvirvelklang.
Men alle Kloders Harmonier
Men alle Engles Himmelmelodier
Udtømmer ei din Kjærlighed i Sang.
Du vil, en Solekreds oprinder;
Du vil, en Solekreds forsvinder;
Din Almagt skaber, hvad din Visdom bød,
Ved dig Alskabningen bestaaer, og falder,
Af Livet Døden du fremkalder,
Du Jorden med sit Vinterslør bedækker,
Og Taushed ruger paa dens Liig,
Din Almagts Aande Vaaren vækker,
Og Livets Hære prise dig.
I klar letkruset Bølgen Bækken flyder
Dig Blomsterengen Virak yder
Dens Offer mod din Throne hæver sig.
Orkaners Krigsbasun i Mulmet klinger,
Den vilde Bølge skummende sig svinger,
Og styrter brølende mod bratte Fjeld;
Høimælet Torden skralder, Lynet knittrer,
SOg Alt, hvad lever, zittrer;
Gud! du gaaer frem paa Veirets Vinger,
Du styrer dem til Held.
Du Skyer sammenkalder
At dryppe Regn i Furens Skjød,
Husvalende den sagte falder,
Og Haabet smiler Frugtbarhed og Brød,
I milde Draaber Solen spreder sig,
Med fjedret Sanger sig forene
Sædspiren, Skovens lysegrønne Grene,
Med sagte Susen de velsigne dig.
Naar Solen glad og skyfri daler,
Naar Aftenpurpur Vesten maler,
I Tak til dig Naturen bryder ud,
Naar Østens Morgenstraaler smile,
Naturen vaagner glad af qvægsom Hvile,
Og haabende lovpriser dig, o Gud!
Den sølvgraa Olding ved din Soel sig fryder,
Hans Aand ophæver sig fra Gravens Bred,
Med Vaarens Sang hans Røst samlyder
I Gjenskin, Fader! af din Herlighed.
Den favre Mø med Blomsterkrone
Lig nyfød Rose knæler for din Throne
I Andagts tillidsfulde Bøn:
”Lad mig dit Billeds Præg i Reenhed bære!
”Min Gud! du dannede din Jord saa skjøn,
”Hvor skjøn maa ei mit Haab, din Himmel, være ”
Hvor første rene Favnetag
Samknytter kjærlig Samfunds Kjæde,
Du skuer med med Velbehag,
Velsigner den med Haabets Glæde.
Dit Forsyn vaager, naar ved Moders Bryst
Den førstefødde sorgfri hviler,
Du deler Moderglæden, naar den smiler,
Din Lovsang er dens første glade Røst.
Du kjærlig seer den muntre Hob
Med Vaarens Krandse sig at krone,
Harmonisk lyde deres Fryderaab
Med Seraphshymnen for din Throne.
Lovpriser alle Aldre Gud!
Nedknæler i hans Forgaard, og tilbeder!
Alkjærlige! dit Faderbud —
Uddeler Livets Sorger, Livets Glæder!
Du pryder som en Brud din unge Vaar,
Du kroner med Velsignelser dit Aar,
Din Søn du Sandheds Lys bød tænde,
At alle Jordens Slægter dig maa fjænde
Indvie os her til Evighedens Vaar
Naar Soel og Jord forgager.
Hallelujah!
Choral.
Din grændseløse Kjærlighed
Vor Fader, os har givet,
Din elskte Søn til Jorden ned
At kalde os til Livet.
Han døde Korsets Død,
Han Gravens Fængsel brød,
Han opfoer seierrig,
I Herlighed til dig,
Du vor forsonte Fader!
Du fra din Faders højre Haand
Os milde Jesu! sende
Din trøsterige Sandhedsaand,
At vi vort Vel maa fjænde,
At mandelig vi maa
I Sorg og Fryd bestaae,
Og vandre Banens Fjed
I Broderkjærlighed
Til Herlighedens Rige.
O naar du kommer anden Gang
Omstraalet af din Ære,
Naar ved Basunens høje Klang
Vor Grav skal aabnet være;
Naar fra dens Mulm vi gaae,
Og for din Domstol staae,
Vor Sjæl ei frygte sig,
Men skue glad i dig
Vor Dommer og Forsoner!