Igennem mørke Labyrinther leder
Det milde Forsyn vort usikkre Fjed;
I stændig Verel mellem Sorg og Glæder,
Vi skimte Banens Maal, Lyksalighed.
Nu græde vi ved Savnets bittre Smerte,
Og troe al Fryd begravet med vor Ven,
Nu læger Himlen Saaret i vort Hjerte,
Og kjærlig skjænker os en Ven igjen.
Vel den, som sig paa Himlen tryg forlader,
Saavel i Glædens Eie, som dens Savn,
Den skal erkjænde Himlens Gud som Fader,
Og glad og taalig love Herrens Navn.
O denne Dag! den skal et Vidne være,
At han, som styrer Alt, er god og viis,
See, Kummers Taare blev hans Visdoms Ære,
See Glædens Mildne er hans Godheds Priis.
I Elskende, som nu en Pagt indtræder,
Den Himlen stiftede til Eders Fryd,
I kjænde Livets Kummer, Livets Glæder,
De lindres, nydes ved den sande Dyd.
Ja Eders Ægteskab Exempel give
Paa al den rene Glæde, Standen har,
Gid Sandhed seent paa Eders Gravsteen skrive:
Her hviler et lyksaligt Ægtepar.