Nu Dagens Arbeid er forbi,
Held, hver hvis Daad var Gavn
Til Fryd og Hvile stunde vi
I Venskabs aabne Favn,
Vi ynke Hovmods tvungne Træl,
Foragte Nid og Had,
Det er at bruge Tiden vel,
At være god og glad.
O Venskab! Livets Salighed!
Dit Baand er Pligtens Baand,
Du letter Livets tunge Fjed
Ved hjælperige Haand;
Du giver Kummer Mod og Trøst,
Du lindrer Armods Graad,
Dit Bifalds ynderige Røst
Fremkalder ædel Daad,
Kun ædel Daad, kun elsket Gayn
Kan give Fred og Ro,
Kun disse gjør trods Lykkens Savn!
Til Tempel Ringheds Ro;
Thi vandre vi med frejdigt Fred
Mod Gravens mørke Blund,
For Glæden er en Evighed
For Døden kun eet Blund.