Naturen stod i yndig Orden,
Og Himlen smilte til den ned,
Og hvad, som følte Liv paa Jorden,
Det følte ogsaa Kjærlighed;
Kun han, som Herrens Billed bar,
Saae, at han stor, men ene var.
Han saae det, og den Evighøie;
Han vinked, see, da glider ned,
En rolig Søvn paa Mandens Øie,
Ham skjules Jordens Herlighed,
Men naar han skuer den igjen,
Da seer han meer endnu end den.
Den unge Morgenrødes Vinger
I Østen bredes herlig ud,
Og al Naturens Hymne klinger
Med hellig Lov til alles Gud;
Da Manden vaagnede, og saae
Mandinden ved hans Side staae.
Han strax sit Væsens Mage kjændte,
Og favnede med skyldfri Arm,
Et takfuldt Suk mod Himlen sendte,
Og trykte hende til sin Barm.
Den nu ei flere Ønsker har;
Nu Eden først hans Eden var.