Lad Aaret komme, Aaret gaae,
Vor Glæde vil vi nyde,
Og vorder da vor Isse graa,
Os Mindet dog skal fryde;
Svandt end en Dag med Kummer hen,
Med Taalmod vil vi lette den.
Vær glad, imens din Vaar er blid,
Dens Dage faae kun ere;
Og i din Efterhøstes Tid
Dens Minde kjært dig være!
Men vil du ende glad din Dag
Fuldend din Aften uden Nag!
Du, Venskab! bandt vort Samfunds Baand,
Uløst ved dig det være!
Dig hilse alle Haand i Haand,
Dit Præg hvert Hjerte bære!
Bær du vor Fryd trods Tid og Aar,
Vor Trøst, naar Afskedstimen slaaer.