Julehymne
1818
1818
Fryd dig, Zion! du er Herren kjær!
Længst er Nattens dybe Mulm forsvunden,
Skyfri var din Morgens Purpurskjær,
Klar er Sandheds Stjerne dig oprunden,
Herrens Aasyn skuer til dig ned,
Du omstraales af hans Herlighed.
Sandheds Dag! o du er klar og skjøn!
Kjærlighed er den ufattelige;
Herren hengav sin eenbaarne Søn,
At han kunde sig med os forlige
Evigt Liv og Lys og Salighed
Kom med ham til os fra Himlen ned.
Eensomt Herrens Bjerg i Ørknen stod,
Tordensvangre Skyer om dets Tinde;
Dødens Rædsler vogtede dets Fod,
Bævende saae Folket Skyen svinde.
Møses nedsteeg til det bange Folk,
Dets Lovgiver, Gud Jehovas Tolk.
Klar, som Livets Morgen, rædselfri
Sandheds Dag i Nattens Mulm begynder.
Rene Aanders Himmelharmoni
Naadens Pagt ved Jesu Byrd forkynder.
AEre være Gud i Evighed
Og paa Jorden Brodersind og Fred!
Romas Drot i Diademets Pragt
Over Adams kjendte Slægter byder;
Jordens Joner bæve for hans Magt,
Deres Børn i Slavekjæder lyder.
Sekler Romas Vælde blomstre seer,
Herren vinker, og den er ei meer.
Jesus Christus i en Krybbe lagt,
Ham omgiver ingen Jordens Hæder,
Armods Klædning er hans første Dragt,
Snart hans spæde Fod paa Torne træder,
Men det Lys, han tændte, skal bestaae
Da naar Stjernehæren skal forgaae.
Evigt, som dets store Sendebud,
Straaler det for Jordens Myriader,
Lysets Børn see i Alvældens Gud
En forsonet mild og kjærlig Fader.
De besjælede af Sandheds Aand
Bandre i dets Straaler Haand i Haand.
Jesu Christu! Guds eenbaarne Søn!
Lys og salig er din Himmelære;
Ved dit Bud er Livets Bane skjøn,
Ved dit Bud dets Kors saa let at bære.
O det glade Haab i Straaleglands
Viser os en evig Stjernekrands.
Folk og Fyrster! knæler ydmygt ned!
Stoler ej paa sejervante Hære!
Fyrstevælde, Folks Lyksalighed
Ene staae ved Jesu lyse Lære!
Folk og Fyrste lyder Jesu Bud!
Og da signer eder Sandheds Gud.
Frydes, Christne! frydes, stemmer i,
Jubler, jubler til Jehovas Ære!
Priser ham i vældig Harmoni,
Herren vil en Fader eder være!
Naaden Lovens Lænker sønderbrød
Eder er i Dag en Frelser fød.