Den kjedsom Vinter gik sin Gang,
Den Dag saa kort, den Nat saa lang
Forandrer sig — saa lempelig;
Den barske Vind, den mørke Sky — maa flye;
Vor Kakkelovn saa ene staaer,
Og hverdags Koldesyge faaer;
Den tykke Vams og foret Dragt
Er alt hængt hen og reent foragt,
Og Muffen er tillige gjemt — og glemt;
Man frygter ej, at Sne og Slud
Skal møde dem, som vil gaae ud;
Thi lad os gaae — at skue paa,
Hvor smukt Naturen sig beteer — og leer!
Ak se, hvor pyntet Solen gaaer
Med lange Straaler i sit Haar!
For alle Ting, som nu maa grye — paa ny;
Det klare Himmelblaa
Er værd at kaste Øje paa;
Se Fuglene i Flokketal,
I Luftens vide Sommersal
De holde snart hvert Øjeblik — Musik;
De kappes daglig, to og to,
At bygge, hvor de bedst kan boe;
Her flagrer en — jo med sin Green;
En Anden sanker Haar og Straa — saa smaa.
Ak se, hvor tegner Marken vel
For Bonden, hele Verdens Træl;
Han leer, fordi — hans Slaveri
Skal ende sig med Frugtbarhed — i Fred.
Hist gaae de kaade Lam i Flæng
Og spøger i den grønne Eng;
De knæle med en Hjertenslyst
For Moders mælkefulde Bryst;
De kvægnæs ved den søde Taar — de faaer.
Hist vogter Hyrden Kvæg og Korn;
Et Hundebjæl, en Lyd af Horn
Er alt hans Spil; — men hører til,
Hvor smukt den Skov ham svare maa — derpaa!
Ak se, et meget yndigt Syn
Paa Skovens grønne Øjenbryn’!
Den høje Top — skal klædes op,
Og Vaaren pynter Bøgen ud — til Brud.
Naar Solen brænder som en Glød
Og stikker Ild i Barm og Skjød,
Da har man jo bag hvert et Blad
Et Skyggeskjul mod Straalers Bad.
Her smager The og et Glas Viin — fra Rhin;
Imidlertid man faaer at see
En ret naturlig Assemblee;
Hver Fugl har stemt — sit Instrument,
De raske Dyr vil danse net — og let.
Ak se, hvor spejleklar og glat
Den Sø dog er i Lave sat!
Det er jo som — om Solen kom,
Kun for at see sit Skilderi — deri;
Den Fisk, som stak i Dynd og Skarn,
Men slap fra Frost og Fangegarn,
Han faaer nu atter Mod og Liv
Og spøger frit i Rør og Siv;
Se hist, hvor stolt hans Finner gaaer — og slaaer!
Og Frøen lirer med sin Mund
Imod den søvnig Aftenstund; —
Jeg tænker paa — mit Hvilestraa
Og ender min Spadseregang — i Sang.
Saa er da Himmel, Jord og Vand
Opmuntret ved min Skabermand!
Jeg gik omkring — blandt tusind Ting;
Guds Forsyn spores ved enhver — især.
Bekymret Sjæl! saa seer Du dog,
At Alting staaer i Herrens Bog!
Ihvor det gaaer, saa veed jeg grant,
Mit Navn staaer tegnet deriblandt;
Gud kommer vist min Tarv ihu — endnu!
Han rammer nok den rette Tid,
Da Himlen den skal vorde blid;
Jeg tør maaskee — vel faae at see
Min Vinter blive til en Vaar — i Aar!