1.
Gid den faae Skam, der slaaer i Dag
Een Rynke paa sit glatte Pande-Skind;
Den var jo gal, der fandt Behag
I det, der plager kun det arme Sind,
Nu seer jeg grandt,
Det Ord er sandt:
Verden er
Som enhver,
Tager sig dens Væsen Nær.
2.
Hvor mange have, hvad de vil,
Og nende ey at nyde noget Got;
Men tit maaske de spare til
Et Drog, der giör dem kun i Graven Spot;
Hvad hialp det, at
Man Dag og Nat
Sleed sig tret,
Og ey met
Döde bort og blev forgiet?
3.
Hvor mange sörger kuns, fordi
De kan ey meer, end de behöve, faae!
Og, föyed Himlen dem deri,
Da skulde heele Verden knap forslaae.
O! gierrig Flok!
Vi faae vel nok
I en Klud
Om vor Hud,
Naar vi skal af Verden ud.
4.
Hvor mange stræber kuns at faae,
Een fattig Titel for en Penge-Sum?
Den vil ved höyre Side gaae,
Som mangen Gang er baade blind og dum.
Men lad dem gaae,
Og tænke paa,
At vi skal
Uden Val
Jevnes i den mörke Dal.
5.
Du har imidlertid kun Stöv,
Kun Skum og Skygge, usle Verdens Ven!
Dit Velstands Blomster, som et Löv
Kand hastig falde af, og smulnes hen,
Saa est du dog
Een Giek, et Drog,
Som ey veed
Ret Beskeed,
Om din Foed i Löbet gleed.