I Cor. II, 2.
I Cor. II, 2.
Jeg agter mig ikke at viide noget etc.
Jeg agter mig ikke at viide noget etc.
Hvad regner Naturens Ransagere op?
Hvortil skal jeg viide hver Ting i Naturen?
Fra stolteste Ceder paa Libanons Top
Til Isop, som viser sig ydmyg ved Muren;
Fra brölende Löve paa vildene Mark
Til tiende Mulvarp, der mættes i Jorden;
Fra Örnen i Höyden, den flygtig Monarc,
Til Fugle af nedrig og flagrende Orden;
Fra Havets den stoere vandsprudende Hval
Til mindste utallige Fiske, som vrimle;
Fra Jordens den raae og usigtbar Metal
Til Stiernernes Guld paa Guds hellige Himle;
Hvad siger du Tale-Konst, Daarligheds Tolk?
Hvortil skal jeg viide de Fabler, du förer?
Du prædiker Lögne for Vantroes Folk,
Du veed kuns at kildre de klöende Örer.
Hvad har vel dit selvkloge Paafund for Fynd?
Du lærer Fornuftende selvgiorte Dyder.
Men hvad der ey kommer af Troen, er Synd;
Saa föder din Lærdom de klygtige Lyder!
Bort kiödelig Viisdom, bort prægtige Ord!
Jeg fölger en salig Eenfoldigheds Regler:
Det eene, jeg Synder vil viide paa Jord,
Er Guds og min egen korsfæstede Mægler.