Ambrosius Stub (1705–58)

Man har for nylig hørt Kanoners hule Torden

At rumle midtudi vor stille Luft i Norden,

      Man spidsed Øret strax, og saae sig nøie om,

      Og blev paa Timen vaer, at flygtig Fama kom.

Den kom bedrøvet frem med Flor om Fod og Vinge,

Den lod kun sin Basun i duse Toner klinge,

      Den holdt i venstre Haand et Vaaben fuldt af det,

      Som giør en Kongens Mand til Rigets Gavn complet.

Man saae Forsigtighed paa Hielmen at betragte

I Viisdoms Perspectiv, hvad Tid og Fremtid bragte,

      I Skioldet stod af Guld et Hierte, som en Glød,

      Med denne Overskrift: vor Løwenørn er død.

Den brave Løvenørn, tog Fama paa at mælde,

Til hvilken en Monark sig sikkert kunde hælde,

      Den Mand der stod i Fred og Feide, kiæk og tro,

      Er alt i Dag med Sorg ledsaget til sin Ro.

Forsigtig Klogskab gik ved Ligets høire Side,

Og lod saa salt en Strøm sit klare Øie bide;

      Retsindighed gik næst, og anked just derpaa,

      At hendes ægte Mand i denne Kiste laae.

Men næst bag Liget kom en Søn, en Søn alene,

Bebyrdet først og sidst med Sorgens tunge Stene,

      Dog før Besvimelsen bemestred sig hans Barm,

      Kom kronet Naade til, og rakte ham sin Arm.

Jeg burde intet for Posteriteten dølge,

Af denne Sørgefærd og usædvanlig Følge

      Thi Dannerkongens Mænd med fleer af Stand og Rang

      Betegnede en Sorg ved Sviten, som var lang.

Da Liget nu var sat, stod selv Bellona rede,

Og zired Kisten med sit Sværd foruden Skede.

      Men samme Øieblik, som Pallas dette saae,

      Blev strax en Ørnepen ved Siden lagt derpaa.

Derpaa traad Sandhed frem, slog Sløret op for Øiet,

Og da den havde sig for hele Skaren bøiet,

      Saa traad den gravitetsk for Liget bedre frem,

      Og parentered med Fritalenhed og Klem,

I Herrer! var dens Ord: I brave Mænd og Helte,

Som føre Pen og Sværd ved Øre og ved Belte,

      Da hver af Eder er jo Dydens svorne Ven,

      Saa veed I, her og blev en Ligemand lagt hen.

Hans Dyd og Dygtighed, Forstand, og skarpe Hierne

Var uden Flatteri en høianseelig Stierne,

      Som Potentaterne paa Værdighedens Stoel

      Har flyttet op og op til deres egen Soel.

Du stridbar Petrus selv lod Verden see, du yndte,

Hvad danske Vendelbo blandt Russerne begyndte,

      Du tændte dette Lys i Naade velfortient,

      Og overdrog det til sit eget Firmament.

Du store Frederik, du Mester i at skiønne

Hvor kongeligt det er, hver Dyd især at lønne,

      Du muntred Landets Børn, og Dygtighed fik Lyst,

      Da Løwenørn randt op med Stiernen paa sit Bryst.

Vor store Christian lod ingen Skyer hindre,

At brave Løwenørn jo kunde mere tindre,

      Her blev hans Stierne stor paa Værdighedens Poel

      Ved Naadestraaler fra vor Nordens høie Soel.

Den medfød Kiærlighed til Kongen og til Landet

Brast ud ved venstre Kant i Graad med Blod beblandet

      Behiertighed gik næst, dog halv forsagt i Sind,

      Den gik, og grubled med sin tappre Haand om Kind

I kan jo ei engang, I Danmarks Fiender nægte,

At denne Mand forstod med Pen saa fix at fægte,

      Saa Blod blev spart ved Blæk paa Valplads af Papir,

      Og Stolthed knæled dog for Kongens Arvespiir.

I skal da ei engang, I Danmarks Fiender flytte,

Langt mindre fælde ham hans faste Æresstøtte,

      Men høres end et Bief af Avinds bidske Mund,

      Saa kiændes just hans Dyd paa slig en Følgehund,

Du sultne Giærrighed, du Sinkers Marketender,

Som gaber efter Guld, og samler dig Talenter,

      Jeg veed, du alt forhen af Riget er forviist,

      Men roes ei, at du her med Løwenørn har spiist.

Om nogen fritter dig, jeg veed, at du bekiænder,

At Manden vidste ei at hiælpe krumme Hænder,

      At du blev ingen Tid hos denne Herre fyldt,

      Der aabned aldrig en Suplik, der var forgyldt

Kort sagt, al Verden maa bekiænde uden Sminke,

Han gik den rette Vei, han blæste af at hinke,

      Man saae Retsindigheds den rette Diamant

      Hos dem, der glimred paa hans Æres Elephant.

Her blev saa dansk en Mand lagt ned i denne Kiste,

Som Danmark nogentid har eiet, og maat’ miste:

      Han var en Engel for Monarken og hans Land,

      En Løve i sit Bryst, en Ørn i høi Forstand.

Derpaa fløi Fama op, men just i samme Time

Faldt Undersaatterne saaledes paa at rime:

      Gid Fader Christian blandt Landets kiække Børn

      Maa altid finde sin elskværdig Løwenørn,

Gid han, der ene fik det store Navn at bære,

Maa blive stor, og stor til Stammens Held og Ære.

      Han svinge sig ved Dyd til Værdighedens Top,

      Og staae, som Phoenix af sin Faders Aske op.