Den kloge Ræv
En Fabel.
En Fabel.
Det var engang en Ræv særdeles om at giøre,
At vinde Løvens høie Gunst;
Hvad han derved har havt bag Øre
Er ei bekiendt. Maaskee han ønsked sig en Rang,
Maaskee et Embede i Løvens Stater:
En Undersaat til mange Ting har Trang,
Og hvad er det, som ei kan fiskes hos Magnater?
Nok er det, han anvendte al sin Kunst
Paa at insinuere sig.
Men nu var Løven ret forfærdelig
(O! hvilket rart Exempel for de Store)
Opbragt imod enhver, som giorde
Ved Smigger Anfald paa dens Dyd;
En Grille, som var ei Hr. Mikkel just til Fryd!
Sit foresatte Maal han gierne ville naae,
Men vove Hovedet var baade saa og saa.
Thi holdt han raadeligst at gaae
En Omvei, hvorved der var mindre [ulæseligt].
„ Hvorledes, tænkte han, skal man forklare
„ Den Sag, at nogen kan for Alvor hade Smiger;
„ Hvad smager alle Dyr vel sødere?
„ Om Hiertet nok saa tæt er lukt, saa sniger
„ En lille Smule Roes sig dog saa lumsk derind.
„ Den Løve har et eget Sind.
„ Enfin! Nu faaer man see — “
Den Løve havde sig en Favorit,
Som Fyrsterne kun have alt for tit,
Og den Hr. Favorit paa fire Been
Var atter selv forsynet med en.
Til denne sidste vender Ræven sig,
Og ingen Leilighed forsømmer,
At han jo Løven altid høit berømmer.
Den var saa bold i Kamp og Krig,
Saa skiøn, saa gavmild, og saa viis;
Kort sagt, der var ei Ende paa dens Priis.
Igiennem Favoriterne
Kom dette snart for Løvens Øre,
Som fandt en hemmelig Fornøielse
(Den arme Løve!) i at høre,
At den blev saadan roest i sin Fraværelse.
Paa denne Maade Mikkel stial
Sin Konges Hierte, og, forinden man det tænkte,
Befandt sig lykkelig blant deres Tal,
Som Løven al sin Troe og Tillid skienkte.
Hvorpaa han uden Tid at spilde
Udvirked sig, hvad Gunst han vilde.
En nyttig Lærdom for de Herrer Smigrere!
En Dosmer kan man gierne sige
Saa plump en Roes, man vil, i Øinene,
Han rødmes ei, han den begierlig sluger.
Men dette gaaer ei an saa lige
Med Folk af Smag og fiin Forstand.
Den, som er Kunsten mægtig, bruger
Her Rævens Politik, og ved en fremmed Haand
Sit Kar med Røgelse frembringer:
Af Egennytte det har da ei mindste Lugt.
Faaer du paa denne Viis ei Bugt
Med din Patron, og ham betvinger,
Saa vil jeg vædde ti mod een,
At han er ingen Mand, men Engel, eller Steen.