Troer du der er et Forsyn til,
Som baade kan og kierlig vil
Forsørge dig? Troer du at Gud
Selv deler vore Skiebner ud?
Siig Siel! hvi ængster du dig da
Med Tvivl, hvor Brød skal komme fra?
See Dyrs, Insekters store Flok;
Faaer hver af dem ei Føde nok?
Har Herren ei beredt et Bord
For hvad der lever paa hans Jord?
Og du, du skulle ene gaae
Forladt, og ei din Nødtørft faae?
Er du bestemt at vare ved
Fra Evighed til Evighed,
At bære Englers stolte Rang,
Og fylde Himlen med din Sang,
Og mættes blant de Salige
Af Jehovas Beskuelse?
Har du, som Christen, denne Troe,
Saa føel dit Værd, bliv fuld af Roe!
Lad Hedningen kun ængste sig,
Hans Sorger naae ei op til dig.
Han seer kun det nærværende,
Uvis om det tilkommende.
Gud prente dybt ind i mit Bryst
Den Tanke, at jeg er forløst!
Jeg skielver ei for Grav og Død,
Og skulle græde for mit Brød?
Bort Mistvivl! bort mit Væsens Skam!
Jeg Jesum fik og alt med ham.