Min svage Hytte raver,
Dens Fald forhaanden er;
O! du, af hvem jeg haver
Mit Liv, vær du mig nær,
Og trøst mig med den Fred
Som Jesus Christus bragte
Til Jorden, da han smagte
Al Dødens Bitterhed.
Jeg vil din Lov udsunge
Mens der endnu er Rum:
Snart skal min matte Tunge
I Graven blive stum.
Du har giort alting vel,
Du har ei Riiset sparet,
Men selv med Tugt bevaret
Dit Billed i min Siel.
Som naar den ømme Fader,
Der elsker høit sin Søn,
Ham tidlig smage lader
Udydens barske Løn;
Og af hans spæde Sind
Han Daarlighed uddriver,
Og Had til Lasten bliver
Den Unge plantet ind.
Jeg løb i vilde Glæder
Og glemte dine Bud;
Jeg søgte ei min Hæder
I Himlen og hos Gud.
Mit Alt var Verden kun,
I dens troløse Arme
Jeg kasted mig, jeg arme!
Men da kom Herrens Stund.
Med Kraft han slog mit Hierte,
Og taled Dommens Ord.
En uvant Angst og Smerte
Igiennem Sielen foer.
Tung faldt hans Haand paa mig,
Og bøied mig til Jorden,
Jeg hørte Lovens Torden,
Dens Røst var skrækkelig.
Da bad jeg, og du sendte
En Trøstens Straale ned;
Dit Ansigt du omvendte
Til Smiil og Kierlighed.
Og Verden og dens Glands
Svandt fra mit vaade Øie,
Jeg stirred mod det Høie,
Og saae en evig Krands.
Den Krands af himmelsk Ære
Der ikkun gribes kan
Af dem, som Korset bære
I dette Sorgers Land.
Den Krands, som faaes ei
Undtagen ved at lide
Og vaage, bede, stride
Paa Torners skarpe Vei.
O! lær mig at foragte
Al jordisk Herlighed,
Og ene eftertragte
Den Lod, som varer ved
Naar denne usle Krop
(Som snart vil skee) nedbrydes,
Men Sielen uskad frydes,
Og gaaer til Himlen op.