Niels Lembak var en Hædersmand i Norge,
Sit Lands Velgiører, Lærer, Ven,
Som for sit Navn behøved ei at borge
Et Sted i Rangsforordningen.
Han glimred ei ved Høiheds Glands,
Og ei ved Krigens Laurbærkrands.
Hans Minde skal velsignet staae,
Saa længe Plov og Harv kan gaae.
En fyrig Drift bandt tidlig Lembaks Hierte
Til sine tappre Fædres Land;
Han længtes med en utaalmodig Smerte,
At vorde det en gavnlig Mand,
Og aagre med sit Pund og Tiid
Ved uberømt og stille Flid.
Hans Minde skal velsignet staae,
Saa længe Plov og Harv kan gaae.
Stor for hans Aand blant alle Nærings Stænder
Var den, som i sit Ansigts Sved
Fremlokker Brød med arbejdsvante Hænder,
Og giør sin Stats Lyksalighed.
Thi uden Brød hvad er et Land?
Var Mundheld hos den kloge Mand,
Hvis Minde skal velsignet staae,
Saa længe Plov og Harv kan gaae.
Sin Videnskab han nu af alle Kræfter
Udbreded i sin valgte Kreds;
En Bondes Navn var alt han tragted efter,
Han føled det, og var tilfreds.
Han føled al den Værdighed,
Som boer i taus Arbeidsomhed.
Hans Minde skal velsignet staae,
Saa længe Plov og Harv kan gaae.
Fra Arilds Tiid hist Gaarde ligge øde
Og sukke efter Dyrkers Haand,
Kun Tidsel, Krat og Lyng er deres Grøde,
De overtale Lembaks Aand.
Velan! bliv min, bliv nyttig Jord!
Lød venlig Patriotens Ord.
Hans Minde skal velsignet staae,
Saa længe Plov og Harv kan gaae.
Strax Uglen og de vilde Dyr maae flytte
Fra deres gamle Bopæl ud;
For Mennesker den halvnedfaldne Hytte
Paa nye indretter Lembaks Bud.
Hans Vink giør Eng og Ager reen
Fra hele Dysser moesgroet Steen.
Hans Minde skal velsignet staae,
Saa længe Plov og Harv kan gaae.
Til Markeskiel forviste maae de hegne
Med stolte Mure om hans Jord,
Han rydder, saaer og planter allevegne,
Og alting trives, alting groer.
Det varer kun en stakket Tid,
Saa triumpherer Lembaks Flid.
Hans Minde skal velsignet staae,
Saa længe Plov og Harv kan gaae.
Den hele Egn hans Kunst paa nye opmaler,
Knap kiender han den selv igien.
Men hvilken Røst! hvor hans Exempel taler,
Og vækker Agerdyrkeren!
Sit sande Vel hver Naboe troer
Er blot at følge Lembaks Spor.
Hans Minde skal velsignet staae,
Saa længe Plov og Harv kan gaae.
Mon Lembaks Flid til egen Vinding higer?
O! hvad er Guld for slig en Siel!
Han prøvet Dyd og Stræbsomhed beriger,
Selv har han nok i Brødres Vel.
Han skienked Norge mangen Mand
Ved sig i Drift og Nærings Stand.
Hans Minde skal velsignet staae,
Saa længe Plov og Harv kan gaae.
Landmanden ei en større Ære kiender
Udi Niels Lembaks hele Egn,
End den at faae af hans agtbare Hænder
Et Brev og Plovens Olivetegn.
Thi Lembaks sandrue Tegn, det gialdt
For hvad det burde overalt.
Hans Minde skal velsignet staae,
Saa længe Plov og Harv kan gaae.
Sin Yndlings Iid han og i Landsbye Viser
Besang for Klippens muntre Søn:
Han Agerbrug og Stræbsomhed anpriser
Enfoldig, yndig, varm og skiøn.
Gid hver, som bær en Digters Navn,
Som Lembak, sang til Folkegavn!
Hans Minde skal velsignet staae,
Saa længe Plov og Harv kan gaae.
Mens Æren, som han stolt undveeg i Live,
Vi, Brødre! og hans Minde ville give
Et velmeent Hæders Sted hos os.
Den største Mand har ingen Skam
Af det vor Klub besynger ham.
Niels Lembaks Roes skal evig staae,
Saa længe Plov og Harv kan gaae.
