Nøisomhed
En frie Efterlignelse af Hor. 2 B. 18 Ode
En frie Efterlignelse af Hor. 2 B. 18 Ode
Min lave Stue ikke brammer
Af Lysekrone, Canapee,
Gulvtæpper, Speil i gyldne Rammer,
Og Gratier paa Væggene;
Jeg var ei, Gud skee Lov! blant dem
Som plyndred Montezumas Hiem.
Jeg ingen Kræmmer har bedraget,
(Kun store Folk faae der Credit)
Og Skræderen har aldrig klaget
At jeg har hans Galuner slidt.
Nei, paa en ganske anden Kant
Min Lykke og min Roes jeg fand.
Jeg er en ærlig Karl, og trodser
Enhver, som andet sige vil;
At man ei regner mig blant Tosser
Tør jeg frimodig legge til.
Selv blant de Rige findes den
Der ei forsmaaer mig, som sin Ven.
Kan Himlen krone mine Dage
Med større Skienk, end Nøisomhed?
Hver sin Mæcenas daglig plage
Med Bønner! Min skal have Fred.
Naar jeg kun i mit Farums Favn
Kan stundum glemme Kiøbenhavn.
Agt, Verdens Træl! hvor Tiden rinder
Som Bølger skyder den sin Fart;
En Maaned kommer, en forsvinder,
Og før du tænker, er det klart.
Du Abekat! et Liv saa kort
Bør det saaledes fiases bort?
Du i en evig Tummel svæver
Med Muurfolk og Daglønnere,
Og ingen Dag til Ende lever
At du jo faaer en Ærgrelse.
Hvad bygger du? En Grav? Jo men!
Du husker ikkun lidt paa den.
Du har ei engang Rum paa Landet
(Hvo tænker sig en større Mand)
Men rammer Pæle ned i Vandet,
Og skaber selv et Stykke Land.
Dog, ran kun fra det viide Hav,
Neptun har nok at miste af.
Men naar en fattig Bondes Ager
I dyb Respect fordristet sig
At grændse op til din, da tager
Du tit, hvad ei tilhører dig;
Og mukker han, Gud hielpe ham!
Da faaer han baade Last og Skam.
Af grum Erfaring han da lære
At Pæl og Træhest ikke staaer
Og blot for Syns skyld paradeerer
I den velbaarne Herres Gaard;
Med nøgne Børn og Hustrue maa
Han fra sit Hiem som Betler gaae.
Men hør! imellem os at sige
(Thi Pøblen sligt ei vide maa)
Den fæle Død giør alle lige
Det kan du være sikker paa.
Han giør af dig slet ingen Stads,
Fordi du boer i et Pallads.
I Charons Øine er der ikke
Forskiæl paa Prints og Stodersøn,
Forgieves vil du ham bestikke
Med Guld, og bøie ham med Bøn.
Han er just i sit rette Fag,
Naar han kan giøre Hovmod spag.
Men venlig, som en Engel, smiler
Han mod et stakkels fattigt Skrog,
Ubuden han til Hytten iiler
At løse Armods tunge Aag.
Nu høre Suk og Klager op,
Nu sover sødt den trætte Krop.