Ak! Guitaren stemmes og bliver forstemt,
men Pigen man elsker bli’r aldrig glemt.
Øhlenslæger.
See Fuldmaanen straaler paa Ætherens Blaa,
o! see hvor de tindre de Kloder saa smaa;
See Sundet — hvor stille,
De Vover hentrille
med Maane og Stierner i bølgende Favn,
og dog, arme Hierte!
du sukker i Smerte,
al Skabningens Ynde ei slukker mit Savn.
En Rose fremspired’ saa blussende rød,
sig duftende slynged’ om Hiertet saa blød.
O! himmelske Ynde,
siig, var det at synde,
at trykke en Guddom i brændende Favn!
Ak ja! arme Hierte,
du sukker i Smerte,
den Rose hendufted’ i Længsel og Savn!
Hvi har du da tændt den almægtige Ild,
som brænder saa stormende, smeltende vild;
O Gud! — er det Brøde,
naar Hierter sig møde,
og elske hinanden saa inderlig varm’ —
hvi har du da givet,
hvi tændtes med Livet,
den Gnist af din Guddom i Skabningens Barm?
Ak Elskov er troløs som Harpens Lyd,
dens Toner forsvinde, liig Ungdommens Fryd —
I brogede Vrimmel
nedskynker din Himmel
bag Taager for elskende Yngling og Møe;
men Tonernes Minde
kan aldrig forsvinde!
Nei, Kiærligheds Minder kan aldrig døe.
Med skirrende Veemod jeg eensom gaaer,
I Lundens Mørke, og Strængene slaaer;
I Midnattens Stille,
naar Voverne trille
med Maanen og Stierner i bølgende Favn.
Fra Harpen nedbæve
da Toner — og bæve
og døe som mit Hierte i Længsel og Savn!
D. Stick.