Langt fra Daarers Larm og Stæders Vrimmel
smiler Glæden i Naturens Skiød:
yndig den af Skaberhaanden flød,
som et Gienskin af Guds egen Himmel.
Salig den, som under Bøgegrene
lytter fro til Lærkens Melodie,
salig den, som, gavnlig, sund, og fri,
nyder hver Naturens kunstfrie Scene!
Han misunder ei en borget Stierne;
han ei smagter efter Guldets Trøst;
han ei frygter den almene Røst,
og sit Hiertes hører han saa gierne.
Høi og Dal og Skov og Eng og Ager
kalde ham til Dagens Idræt hen;
og, naar Aftenrøden slutter den,
sødt fortjente Hvile ham modtager.
Ædel Qvinde ham til den omarmer,
huuslig, stille, fro, hans Held og Lyst;
og ved hendes englerene Bryst
Faderheld hans hele Hierte varmer.
Samdragt, aldrig løgnet, stedse knytter
mere fast det lykkelige Baand:
Nøisomhedens Himmel, Haand i Haand,
Ingen af dem med en Verden bytter.
Naar end Ag’ren blottes, Løvet falder,
naar om Død en Tanke stiger frem,
freidigt skue de mod sidste Hiem,
visse, dem en kiærlig Fader kalder.
Ædle, disse Scener Eder bie,
dem med matte Haand jeg tegned’ nu;
men jeg beder Gud med fyrig Hu
signe H — og Hans og vor Sophie!
Haste.
