Ved
Ved
en Danneqvindes Grav
(død d. 19 Mai 1804.)
(død d. 19 Mai 1804.)
On some fond Breast the parting soul relies
some pious drops the closing eye requires
even from the tomb the voice of nature cries
even in our ashes live their wonted fires.
Gray.
Græde tør jeg! — klage tør jeg ikke,
o! men jeg tør græde ved Din Grav;
jeg tør hæve mine vaade Blikke
tillidsfuld til Ham, som brød din Stav.
Salig Ahnelse mit Hierte hæver,
hellig Andagt brænder i mit Bryst;
Haabets Engel over Graven svæver
og nedsmiler i min Veemod Trøst.
Ei formaaer jeg — med uvante Hænder,
at berøre Harpens Streng med Held:
Men de Taarer, som paa Kinden brænder,
flyde fra det varme Hiertes Væld.
Ak! Erindringer mig giennemstrømmer
Moder! ved din Gravhøis stille Bred,
og de Taarer, som i Øiet svømmer,
ere Vidner om min Kierlighed.
Aldrig, aldrig, kan dog Hiertet glemme,
hvad der engang var vort Hierte kiær.
Selv fra Graven hør Naturens Stemme
stige til os fra det kolde Leer.
Mægtig den sig til mit Hierte hæver,
og — skiøndt Haabet flammer Evighed!
Veemod sukkende i Harpen bæver
over Askens lune Hvilested!