Peder Horrebow Haste (1765–1831)

Veemods Stemme kalder; Taaren rinder;

ak! den brænder, heed, paa blege Kinder:

ædle Qvinde! Du har tabt Din Mand.

Brat de svandt, de føie blide Dage;

langt fra Dig, ved Beltets tavse Strand,

deler jeg Din Jammer og Din Klage.

Fro jeg saae Din Yndes Morgenrøde;

venligt slog mit Hierte Dit imøde:

ædelt Venskab vore Hierter bandt —

det skal trodse mørke Graves Slummer:

see, den kolde, tunge Lod, jeg vandt,

deelte før Din Fryd — og nu, Din Kummer.

Kun for Dyd og Uskyld slog Dit Hierte:

Ømheds Himmel kiøbte Du for Smerte:

længe ventet Glædens Time kom —

Ja, da var Du lykkelig, Veninde!

Døden styrter Haabets Bygning om:

derfor disse bittre Taarer rinde.

Nys, Din Vilhelms Alt, Du saligt smil’de;

Han, Dit Alt, af Hustru-Favnen il’de:

Livets Gud er ubegribelig;

Hiertet krympes, iisner, kan ei bløde —

Arme! ingen Verden trøster Dig:

ak! mon ei at trøste Dig var Brøde?

Nei! — Hvad er et Liv mod Evigheden?

Hvad er Kummers Centnervægt herneden?

Hvad er Vugge, Leeg, og Daad, og Grav?

Kiærlig Viisdom over Alting byder:

ikkun Faderhaanden tog, som gav;

og den signer, end mens Taaren flyder.

Snart — thi Livet er en stakket Kiæde;

hvert dens Led har Sorger, hvert har Glæde —

snart er Skabtes Feberdrøm forbi:

Graven aabnes: Livets hele Vrimmel

bøies sig paa Forsynsvink deri;

men bag Graven smile — Gud og Himmel.

Bag Cypressernes florbehængte Grene

Giensyn aabner hist en Himmelscene:

o! forgieves Døden brød sin Stav.

Derfor Du hengiven fremad skride!

Vinker ikke ogsaa Dig en Grav? —

Græd ei længer! Der skal Ingen lide.