P.C. Stenersen (1723–76)

    Den Forundring, som jeg sættes i, den Andagt, som jeg henrykkes af, naar jeg læser Hr. Klopstoks Messias, efterlader sig ey en ringe Høyagtelse for den mig ellers ubekiendte Forfatter.

    De tvende sidste Sange af det første Bind vare endda ey komne mig til Hande, da jeg af de lærde Tidender fornam, at denne store Poet fandt under vor store Friderik den gyldene Roe, hvilken er umistelig for dem, der følge ædlere Drifter, og arbeyde i udvaldere Materier, end vore almindelige Leyligheds Poeter.

    Ofte frygtede jeg med Professor Meyer, at denne ypperlige Heltesang skulle have samme Skiebne, som Apellis coiske Venus; et Udfald, hvilket vel fornemmelig ey ville geraade de Tydskes Smag i Poesien til nogen synderlig Ære, men som dog tillige ville skille os ved dette fortreffelige Værks Læsning i sin fulde Sammenhæng.

    Ofte ønskede jeg Poeten med hans schweitzerske Velyndere, at han maatte finde dem, der vilde opmuntre ham til sine Helte-Sanges heltemodige Fortsættelse, paa en Maade, liig den, hvilken Engellænderne brugte mod deres fortreffelige Pope. Men da de Tydske selv tilstode, at man i slige Tilfælde heller kunde ønske end give de fornemme Tydske Engellændernes Sind: trøstede jeg mig kun ved den Tillid, som Poeten selv i dette Fald haver til sin Forløsere, den han paa en rørende Maade fremfører i Begyndelsen af den tredie Sang:

    Dog Klopstok fandt det hos Fremmede, som han mueligt ey ventede sig af sine Egne. Monarken, som er saa agtsom paa alt det, der kand befordre Rigernes sande Flor, kiender tillige, at Religionen, og næst den den gode Smag lægger den vigtigste Grund; hvad Under da? at han tilvender Hr. Klopstok sin Kongelige Naade. Hvad ædelt, hvor ævigt et Navn, hvad vigtig en Fordeel, at antage sig den Poet, i hvis Værk Poesiens heele Styrke viiser sig paa det prægtigste, hvis Indhold er saa høyt, saa helligt, og Læseren saa nær angaaende, at hans Hierte (hvis det ey er aldeles ryggesløst og følelsløst) maa opfyldes med de gudeligste Rørelser. Professor Meier dømmer derfor, at Klopstoks Sange kand tiene Læserne baade til at forbedre deres Smag og Fromhed. Det sidste, lægger han til, kommer i vore Dage vel paa en beleylig Tiid. Man begynder snart overalt at holde det for et Tegn paa Dumhed eller Bedragerie, at man er en Kristen. Slig en Poesie, som Messias, er beqvem til at giøre det høye, det heroiske i vor Religion føeligt til Spotternes Beskiæmmelse. Det er beklageligt og tillige overmaade skadeligt, at mange af vores Religions Forsvarere, naar de foredrage Religions Sandheder, ey kand opnaae hverken det Høye eller det Indtagende, hvilket man dog ofte antræffer i Religions Spotternes Skrifter. Vores Poet giør meere til den Kristelige Religions Befæstelse, end mangen Theologus, hvilken paa den allerorthodoxeste Maade forsvarer sin Troe. De hedenske Poeter klædte sin Religion ind i sine Vers; hvi har vore Poeter hidindtil ey flittigere efterfulgt dette Mønster?

    Min Agt er ey, at viise de Fuldkommenheder, som Hr. Klopstoks Messias prunker med frem for andre; jeg henviiser Læseren til Hr. Professor Meyer, hvilken var den første, som anpriiste de Tydske de Skiønheder i Messias, hvilke de enten ey følte, eller ey giorde deres Følelser bekiendte, da man dog i Almindelighed ey kand beskylde dem paa hiin Side af Haver, som de der fortie endog sine Tvermands Indfald.

    Min Hensigt er eene, at meddeele mine Tanker om de sexede og tillige riimfrie Vers, (Hexametra) hvilke Klopstok har betient sig af, og som Forfatteren af det nye Parnassus (der er indrykt i de lærde Tidender) fornemlig har stilet paa.

    De gamle Poeter betienede sig til deres Indbildnings Helte af de sexede Vers, som de der best skikkede sig til høye og heroiske Materier: kunde da vel Hr. Klopstok udvælge andre til at besynge Menneske-Vennen, den store den virkelige Helt, efter sin Majestæt og Værdighed.

    Poeten har brugt riimfrie Vers, det er sandt, men tillige priiselig, at han har brudt dette Aag, under hvilket saa mange andre forgiæves har sukket og stræbt.

    Den Poet skal visseligen have en uomskrænket Magt baade over Tankerne og Riim, dersom han ey for de sidstes Skyld mangen Gang skal opofre de første, flikke, ja støde mange uvedkommende Indfald ind i Materiens brudte Orden. De maa klage med den berømte Reenberg:

    Hvor faa ere ey de, om hvilke det kand siges, som om Bording:

    I Riimvers sættes oftest det andet Vers for det førstes Skyld, og det var endda hvad det var, dersom Fornuften maatte raade overalt, men naar den faaer Lov at giøre en Linie, saa giør Verset den anden.

    Den berømte Sitten Mahler fortæller os i sit 28de Blad, i hvilket han grundig undersøger denne Materie, at en vis Engelsk Poet har sagt, at hvo som skriver paa Riim, dantser i Lænker, skal han giøre store Skridt, maa han udviide Kiæderne.

    Riimene ere de Skiær, hvorpaa har strandet saa mangen Poet, som mueligt havde undgaaet den Ulykke, hvis han, uden at holde ind ad til dem, havde forfulgt den vundne Materie, som han havde for sig.

    Sandt nok, en Boileau hos de Franske, en Haller, en Hagedorn hos de Tydske, og en og anden af vore, har vel seylet imellem disse Skiær, og ere dog slupne uskadde; men monne ey disse poetiske Skiær og lave Grunde have hindret dem at udbrede Tankerne i sin rette Viide, og nødt dem mangen Gang at lavere, ja ankre, naar Geisten viiste dem gunstigste Vind.

    Boileau klagede det om sig selv, og jeg troer at de fleeste maae tilstaae det samme. De ere store Poeter, og havde mueligt blevne større, om de havde sat Riimene tilside. Desuden daarligt at vove paa en andens Lykke, klogere at træde den Stie, som er den sikrere, naar den fører ligesaavel til Maalet.

    En Poet har nok at tænke ordentligen og Materien anstændigen, samt at udføre den efter dens Værd; hvi skal han bindes til de Love, som nøde ham til at vanskabe det Heele for en Slags Zirats skyld?

    Desuden ere jo Riimene ey saa umistelige? En riimfrie Poesie kan jo dog være fuldkommen skiøn?

    Gaae vi høyt op i Tiden, da viise sig jo Poesien i sin fulde Styrke i de bibelske Sange, og dog ere de uriimte, vel har den store Clericus giort sig Umag med at opspore Riimendelserne, men den berømte Saurem har viist, at han paa en vansændig og utilladelig Maade har giort Vold paa Texten, for at tvinge Riimene ud. Paa saadan Maade gotgiør han ved en artig Prøve af den franske Oversættelse af Deboræ Sang, hvis Oversættere intet mindre har havt i Sinde, end at forfatte den riimviis, at man kand giøre al ubunden Stiil til Vers.

    Næst Hebræerne have Grækerne bragt det saa vidt i Poesien, at deres Værk ansees for Kilder, fra hvilke man skal hente de poetiske Skiønheder, de vare de første, som bragte Poesien i Regler, de første, som viiste, hvori det Høye, det Indtagende, det Fuldkomne i Poesien bestod; det eene giorde en Aristoteles, det andet en Longin. Romerne arvede Grækernes Lærdom og Smag, de rettede og forbedrede sin Poesie efter den græske, og laanede af den de ægte Skiønheder. Hvad Lande have frembragt større Poeter? Ansees ey Homerus hos hiine, og Virgilius hos disse, som de, der have bragt det til den opnaaelige Høyde i Poesien; og dog ere Riimene ey nævnte, ey brugte hos disse Folk, som havde Sprog og Smag fuldkommen i sin Magt.

    Sandt nok, man finder hos nogle af dem hist og her et enkelt Riim, og den lærde Huet meener, uden Vanskelighed at kunde viise, at Riimendelserne vare for de Gamle ey aldeles ubekiendte, ey heller altid af dem forkastede. Jeg undrer meget heller, at de ey oftere forekomme hos dem, da deres Sprog var saa rigt paa de saa kaldede rige Riim; men efterdi de saa sielden findes i deres Poesie, maae vi da ey riimeligere slutte, at de have giort sig Flid for at undgaae sammes Brug.

    Det romerske Riges Fald drog Videnskabernes Tab efter sig. Den beste Part af Europa blev oversvømmet af barbariske Nationer. Et Folk lagde Romerne Kiæder paa, som giorde kun lidet Væsen af Studeringer. Sproget med Smagen maatte gaae under, og give den gothiske Plads. Poesien fik et andet Syn; den blev spændt i Aag. Gotsched anmærker derfor af Temple, Forfatteren til den Sevarambiske Historie, og Grav Shaftesbury, at Riimene ere ey at ansee for andet end Levninger af de Skyther, Gother og Celter. Den berømmelige Huet holder det iligemaade for sandsynligt, at Europæerne have lært af Araberne at giøre de leoninske Vers, hvilke ey gik i Svang, før Tarikus og Musa bredde ind i Spanien.

    Saa meget see vi heraf, at Riimene ere af en sildig Opfindelse, ubekiendte for de Gamle, hvis poetiske Værke vi endnu med Forundring læse, det skulle og være mig let at viise, at de ey havde Sted blant Poesiens umistelige Skiønheder. De gaae ey ind i det Begreb, som man giør sig om Poesie; thi ellers kunde jo de hellige Poeter, og hine Digtere høyt oppe i Heden-Old, ey bære dette Navn.

    Ey heller har man i Dag eller Gaar begyndt at rette Poesien efter de Gamles Mønster; de, som boe paa hiin Side af Havet, af Alperne og det pyrenæiske Bierge, have jo for længe afkastet det barbariske Riimeaag.

    Ey heller er Klopstok den første blant de Tydske, for hvis Skyld Riimemagerne har nødig at rømme det nemlig hellige Parnas. Alt i forrige Aarhundred ere Lucani Pharsalia og Miltons forlorne Paradiis oversatte i riimfrie Vers. At de ey fik fleere Efterfølgere, skeede mueligen deels fordi de Tydske fatte efter indgroed Vane Poesiens Væsen i Riimene, deels fordi det falder lættere for de parnassiske Nederlændere, at forfærdige deres nødige Værk i Riim, end at forhøye Materien i riimfrie Stiil.

    Dog Tiden kom, at de sande poetiske Regler og ægte Skiønheder skulde udvikles af et ugothisk Mørke. Den Ære var giemt til Bodmer og Breitinger, to berømte Mænd inden for de schweitzerske Bierge. Gotsched med sin heele Sverm fulgte dem, skiøndt med uvisse Trin. Ey forkastede de Riimene aldeles, dog forringede de deres Værd. De beviiste, at den Klang, hvormed de kildre Ørene, langt fra ey veyer op mod den Hinder, som de forvolde baade Poeten, Materien og Læserne.

    Hr. Bodmer i sin Sittenmahler, Pyra i sin Tempel der wahren Dichtkunst, Lange i sine horazische Oden, og de begge i deres freundschaftliche Lieder, at jeg skal tie saa mange andre, har været Klopstoks Forgængere, og Forfatterne af Noah, der Syndflut, des Frühlings, hans værdige Efterfølgere. Mænd, som alle have fulgt og opnaaet de Gamle, de Gamle, hos hvilke man efter en naturlig Tilbøyelighed roser, ja til Henrykkelse forundrer det, som man hos de Nyere holder for lastværdigt, de Gamle, som man fremsætter til et Mønster for de Nyere, dem man dog misunder, naar de kan træffe hiine.

    Dog langt fra at jeg paabyder alle dem denne Beskyldning, som dadle de riimfrie Vers, jeg veed, i hvor stor en Tvang de udvortes Sandser holde os, og hvad en Magt der ligger i en indgroed Skole-Vane. Vi læse de Gamles Skrifter alleene for Sprogets skyld. Vore Solemestre i Almindelighed meene, at have fyldestgiort deres Trælle-Arbeyde, naar de paa en haandgribelig Maade har giort os Phraser, Accenter og Toner føelige: meere udkræve de ey til en Poet. I vort eget Maal see vi alle Vers at riimes, i Naboernes ligesaa, hvad Anseelse sætter dette ey Riimene i? Jeg læste af selvsamme Aarsag de riimfrie Vers i Begyndelsen med en Slags Modbydelighed, indtil jeg kom paa de rette Spor, den nye critiske Digtekunst gav mig Anledning til at eftertænke Sagen nøyere. Længe beholdt den gamle Riimemaade Overvægten, jeg leer endnu ad de Skin-Grunde, med hvilke jeg forsvarede den samme imod en Ven, som, ung af Aar, men moden i Studeringer, døde til Halle. Endeligen gav jeg efter, overvunden af grundige Beviiser og kiendelige Prøver af dennes Slethed imod hiin.

    Jeg undres derfore ey over, at Forfatteren til den riimfrie Afskeed med Parnasso antager sig med saa stor Nidkiærhed Riimekunsten, som har saa længe havt fuldkommen Hævd i Norden.

    Jeg undrer mig kun over, at han ey med andre Grunde har søgt, at redde dens Ære: jeg vil kortelig berøre de samme.

    Han meddeeler os et Privilegium, hvori Apollo foregives at ophæve Riimekunstens Love, for at bevare sin Velstand, og sætte Parnassum i Sikkerhed for sværmende og sultne Poeter, som han ey kand føde, Bierget ey rumme, den golde Pallas ey opamme, Helikon, paa hvilken alle have faaet Smag, ey forslaae til.

    Spørge vi de nyeste og maaskee de rigtigste Jordbeskrivelser over de Parnassiske Egne til Raads, da deeler den berømte Gotsch, som har igiemmenkrabet alle Vinkler i Landet, dem 1.) i det egentlig saa kaldede Parnasso, som udgiør Toppen af Bierget, hvorpaa Apollo med sine Gudinder have sit Sæde, og hvor ikkun de, som have trængt ind i Poesiens inderste Væsen, indlades, og hvad ere de ey faa? 2.) I de saa kaldede parnassiske Nederlande, som ere store frugtbare og folkrige Egne, hvor Handel og Vandel florere i Overflødighed. Indbyggerne have alt for længst revet sig løs fra Apollinis Herredømme, det var dem umueligt, at kravle op paa Bierget til de aarlige Land-Moder, for Hovedsvimmel; thi have de afsondret sig, og udvalt en egen Konge, Midas (saa fortæller en af Overbiergets berømlige Beboere, som med sit skarpe Syn kunde oversee alle de nedrige Lænder) Midas, den æselørede Midas, som af sine Undersaatter og kaldes Apollo, regierer der vidt og bredt, en Høy, som nogle kalde Antiparnassus, andre Bloksbierg, er det Sted, hvor han med sine Ni Gudinder, Dortchen, Lorchen, Hanchen, Lenchen, Kätchen, Gretchen, Suschen, Lieschen, Gunchen, har fæstet Sæde; Sileni Æsel er den Pegasus, som bær de bloksbiergiske Digteres feede og lavfede Kroppe over de haarde og ujævne Stier, Covent, Øl og Ratafia deeles ud i Overflødighed, og Vandet af Drikkerne, omendskiøndt det er temmelig dyndigt, flyder det des stærkere. Kong Midas største Omhue er, at holde Indbyggernes Antal ved lige; thi omendskiøndt han med sin heele Sværm ey eengang uden at svimle kand see op til Overbierget, saa maa han dog altid holde sig færdig for at imødtage de streifende Parnassianer. Apollo sidder paa Parnasso i dyb Roe, de vove sig ey uden for Fædernelandets Grændser, hvor de ere fødde og opdragne, det eeneste, som de vove, er, at de med deres hæse Drokken søge at overdøve Parnassianerne: daarlige, da de ey forstaae, at Luften opsluger Lyden, før den kand naae Biergets høfsalige Høye, fra hvilke altid svæver en stille Vind, som fordeeler og bortdriver de af Sumperne opstigende Dunster. I de stille Lande opfostrer den milde Pallas de unge Poeter med Helikons Crystall-Vande, og Muserne bøye deres Stemmer til Yndighed, ligesom Phoebus giver dem den rette Styrke, uden Fald at holde Høyden.

    De, som han agter duelige at udsee sig til Foster-Sønner, udgiøre saa ringe et Tal, at Gudinderne med Magelighed kand overfare dem, ja søge at forekomme hinanden. De parnassiske Aarbøger sætte ey meere end Sex Nordiske Digtere paa Parnasset; og blandt de udenlandske ere der faa Riger, som overgaar dette Tal. Den berømte Tøger Reenberg derfor forestiller os Apollo saa kræsen, at han ey engang ville antage den store Kingo uden paa visse Vilkor, og Millioner viiste han bort med disse Ord:

    Aldrig har derfor den rette Apollo givet dette Privilegium, Biergets Høyde giør ham tryg for de tumlende Poeter, deres Agt er aldrig at søge det Høye, de rode sig ned i Sumperne efter det Dybe (το βαθος). Parnasset har aldrig været saa forøgt, at det har været fornøden at oprette nye Colonier.

    Midas er det, som under Navn af Apollo har udgivet dette Privilegium. Midas er det, som aldrig fattes poetiske Tilhængere, saa længe som Riimene ansees for en væsentlig Styrke i Poesien. Midas er det, som ved Riimenes Fald maa frygte for sit Riges ufeilbare om ey Undergang, saa dog Indskrænkelse.

    Han udrustede derfor en af Bloksbiergianerne, som boede næst under Parnasso, og undertiden havde drukket Spilde-Vandet af Aganippe, til at giøre den fornyede Poesie latterlig.

    Den samme søgte strax at forringe Klopstoks Poesie i et Værk, som Midas gav det Navn Wurmsaamen, i hvilket han har udsøgt alle de høye og prægtige Tanker, som de nye Poeter har betient sig af efter Materiens Værdie, dem han overfører til ringe og latterlige Ting efter Grund-Reglen i Midæ Digte-Kunst.

    Daarlig, da den nye Poesie taber ligesaa lidet derved, som den hellige Skrift mister sin Høyhed, ved at dens høye og fyndige Tanker anbringes i Ben Davids Historie om Dronningens Krige af Ungarn. Imidlertid giorde dog dette Vers hos mange en forønsket Virkning. Stolt og lystig over saa god Begyndelse lod Midas Indsøerne flyde omsonst, og uddeelte anseelige Gunst- og Naadetegn. Derpaa blev dette Patent forfærdiget og udgivet i Apollinis Navn, for desbedre at bedrage de Ukyndige, han lod det ved den bekiendte Riimsmed Dorus, som nu havde Plads blandt de sværmende bloksbiergiske Aander eller Gnomer i Drømme bekiendtgiøres for Digterne i Norden. Mange lode sig i Hast forblinde af det glimrende Phoebi Navn, iblant dem den gode Mand, som meente at handle mod sin poetiske Samvittighed, om han ey strax lod det indrykke i Aviserne.

    Det tusindtungede Rygte bragte Apollo denne Tidende, han lod den strax i Aarbøgerne indføre, for Resten loe han kuns af Midæ forgiæves Umag.

    Men da Rygtet nævnte Udgiveren at være en af Nordens berømte Poeter, droge Gudinderne Thalia og Melpomene, som de, der havde opfostret samme, et dybt Suk. Phoebus vendte sig til dem, sigende, hvi undrer vi os da meere over den vanvittige Pøbel? Patentet blev oplæst, der mangledes ey paa sine Anmærkninger.

    Min gode Landsmand, sagde Emund, som havde samlet og udgivet Edda, maa tænke, at Parnassus ligger i Grønlands ævige Iisbierge, da han troer, at Landet ey kand føde sine Indvaanere. Troer han da, var Reenbergs Ord, at enhver Duendop, saa snart han kan riime Hvidt med Sort, en Pandekage med en — — — maa kramme de hellige Bryste. Og jeg, svarede Kingo, havde alt giort min Sæbyegaards Kveklage, og endda ey faaet en Taar af. Swift fik Latter, da han læste de Regler, som de friegivne Poeter bleve tilladte at følge, de samme som han havde giort bekiendt udi Antisublime. Da Fimbultyr, som oplæste Patentet, kom til det Sted om det nye Parnassus ved Alperne, reyste Phoebus, sig og sagde: Jeg har betient mig af tvende Alpiske Lærde, for at rette den Tydske Poesie. Disse Mænd har arbeydet ivrigen i 30 Aar, for at rense denne Augiæ Stald. Deres Lærdomme vare bygde paa uroggelige Grunde. Nogle unge Poeter fulgte dem, og Midæ Rige blev truet med et Affald; han holdt derfor fornødvendigt, deels at anrette der et Antiparnas for at opsnappe den poetiske Ungdom, deels ved en af hans troe Tienere i Tydskland at giøre kundbart, at Affaldet inden for Alperne ey var saa almindeligt, hans Parti holdt det andet altid Stangen.

    See, sagde Apollo videre, Midas kand ey skiule sin egen Skade, sin egen Dumhed.

    Skulde min Søster, Viisdoms Gudinde, holde Amme til Dumheds Børn? Ney, nu røber Midas sig selv. Dette eene kand vidne om hvo der er Forfatter af det berygtede Privilegium. Parnassi Vand, sagde Thyra, giør aldrig hovedsvimled, det opfylder kun Hiertet med en forborgn Guddom, som indblæser den poetiske Aand, Høyhed, Munterhed, Tillid og Styrke. Men Drikkerne, sagde Bording, saa længe jeg drak af dem, giorde mig hovedsvimler, den betog mig Lyst til at udvælge ædle Materier, ja den blæser op, sagde en anden, den giør, at man anseer andre Poeter ringe, ja den forvirrer baade Tanker og Ord, den føder et Miskmask af poetiske Bagateller. Hvad have vi Beviis behov, sagde Areboe, da Fimbultyr læste Poetens egen Slutnings-Tale.

    Midas havde vel strax lavet dette sit Mesterstykke bringe til den gode Smags Tempel, der at opslaaes paa Pillerne, det fandtes og virkelig fasthæftet paa en af de yderste Piller med de barbariske Grendser. Gudinden Critica indsaae dets Ugyldighed, og lod det strax udfeye iblant deres Arbeyde, hvis Forfattere bleege og udtærede af Nattevagt, Sveed og Arbeyde, have forklaret os et & ved et atqve efter Minellii Maade til den ganske Christenheds Fryd, hvilke have som Burman, Paw, Bentlei og Perizon om en falsk Punkt vexlet Slag som Husarer, hvilke med Hübner og Weise &c. have skrevet mange Penne stumpede op til Skaftet, og opslidt mange Baller Papiir for at forævige sit Navn paa den lærde Verdens Bekostning, hvilke have med Oversættelser oversvømmet Verden, allene for at viise deres Uduelighed og Dumhed. Jeg skulle ey troe, at Forfatteren meener, at have antruffet disse bloksbergiske Regler i de nye parnassiske Poeter, forstaaer han det saaledes, saa beder jeg ham indstændig, at han vil viise, hvor Klopstok eller andre, som have afkastet Riime-Aaget, har holdet det Høye i Digtekunsten at bestaae deri, at den er uriimelig, at de afspise Folk med tomme Ord, at de opskrue deres Moders Maal, saa at ingen kand kiende det igien, at de har steget for høyt, at de har fordunklet og formørket klare Ting saaledes, at ingen Dødelig kan fatte dem.

    Han er saa god at gotgiøre, at en Christen Poet maae ey bruge Navner i Steden for de Hedenske poetiske Guder, jeg meener det er billigt ja nødvendigt. Han giør mig, og muelige en stor Part af hans Landsmænd, en stor Tieneste, om han vil gotgiøre, at en Christen Poet maa ey udvælge sig en Helte-Digt af den hellige Skrift, og udviide Materien efter som han finder det sin Hensigt anstændigt, og om Hr. Klopstok (det er dog ham, som han egentligen stiler paa) har forbrudt sig i dette Stykke, eller giort noget til Christi Riges Nedbrydelse, thi det skal dog vel disse Linier sige:

    Han har selv indviklet sig i denne Sag, og giort disse Beskyldninger, og hans egen Ære udfordrer, at han viiser at have skrevet med Grundighed og Indsigt, og ey af Misundelse over, at Klopstok har faaet sin gudelige Poesie belønnet (det hedder paa Antiparnassiansk at mætte sin Kage.)

    Til Slutning leder en patriotisk Aand mig til det Ønske, at en Landsmand maatte ved ligesaa ypperlige Sange i ligesaa vedkommende en Materie paa vort eget Sprog, giøre sig værdig den Naade, som Monarken, der veed at belønne en sielden Dyd, har lagt paa en Fremmed. Men hertil udfordres lige Styrke i Poesien; rar i Norden. Og hvilken vi dog kand vente, naar Ungdommen bliver ledet til de ægte Spor af en sund og grundig Critik, samt naar de læse de Gamle for andet end at uddrage Phraser, og naar vore Poeter ville betænke, at der ere høyere Materier at øve sin Skialdre-Geist i, end i en skalkagtig Ode om Øl og Tobak. De fleeste arbeyde jo i Bedemands-Stiil. Dog