Hendes Fader var Gunnar hin rige,
Hver Ungersvend ønsked sig slig en Brud,
I Norrig ej var hendes Lige.
De Herser i Skarlagen røde,
De bejled i Uger, de bejled i Aar,
Men spildt var dog al deres Møde.
I Gaarden ganger Orm Ungersvend
Han var i Løn hendes Hjertens Ven.
De fødtes begge i samme Stund,
De slumred’ i Vugge tilsammen,
Og naar de vaagned’ af søden Blund,
De legte med Fryd og Gammen.
Naar Orm monne lege, ung Asloug loe,
Naar Orm monne græde, de græd begge to.
Orm deelte med Asloug sin Moders Bryst,
Hun deelte med ham baade Sorrig og Lyst.
Han voxte og blev saa faver en Svend;
Hun voxte og blev en Mø saa ven:
Som Rosen og Lilien i grønnen Vang
Saa trivtes de baade tilsammen.
Men mærk, skjøn Ungersvend, mærk min Sang!
Til Sorrig tit vender sig Gammen.
Herr Gunnar var en højbyrdig Mand,
Den Smaasvend han ej monne lide:
„Han leger saa djerv med den Lilie-Vand,
„Den Usæd maa hemmes itide.
„Gak Du kun i Gaarden og vogt mig de Svin!
„Ung Asloug! I sømme den Skarlagen fin!
Ung Asloug ganger i Jomfrubur
At sømme den Silke og Skarlagen pur,
Men Taarer saa stride mon’ rinde
Ned over de Rosens Kinde.
I Højensal sidder Herr Gunnar gram
Og Riddere, Herser, og Jarle med ham.
De Bejlere drikke om breden Bord,
Om Asloug de tale saa mangt et Ord,
De tale med Tugt og Ære:
„Herr Gunnar! Naar skal nu det Fæstensøl staae?
„Hvo af os skal Fæstemand være?
„Hvis selver ung Asloug ej raade maa,
„Vi kaste om hende de Terninger smaa!
Den Fader han kalder ad Dotter sin:
„Her sidde de Jarle vel tjuge og to,
„Som alle Dig byde sin Ære og Tro;
„I fylde Guldhornet med klaren Vin,
„Og høvisk I bære det frem for den,
„Som I nu vil kaare til Hjertens Ven;
„I drikke den til med Ære,
„Som skal Eders Fæstemand være“.
Hun svared’: slet ingen jeg kaare vil,
Min Fæstemand her ej monne være,
Kjær Fader! jeg drikker dem alle til,
De ere mig lige kjære.
Jeg er endnu knap atten Aar,
I tvinge mig ej saa saare;
Paa Elskov jeg mig kun slet forstaaer,
Jeg nemmer den vel ad Aare.
„Nej, svarede Gunnar, i favre Vaar
„Man Rosenkoppen maa bryde;
„Snart falme de Blade, og Qvisten staaer
„Med Torne, som ingen mon fryde.
„Det sværger jeg dyrt ved den højeste Gud!
„Jeg giver Dig Frist denne Sommer,
„Men pyntet Du stander i Salen som Brud,
Den Tid mon falde de Bejlere lang,
Men ingen fra Borgen vil drage:
De korte med Mjød og Skaldesang
De lange Sommerdage.
Nu ride de sig i grønnen Lund
De vilde Djur at hede;
Saa faver er den Aftenstund
Efter Middagens Qvalme og Hede.
Ung Asloug rider den Ganger graa,
Med Guld hun fletter sit Haar.
Hos hende ride de Terner smaa,
De vare vel svøbte i Maar. —
Orm Ungersvend sadler sin brune Rap:
„Jeg følger den Herrefærd flux, trap! trap!
„Fattig Smaadreng maa ride som han kan bedst“.
Nu rider han Asloug den Lilievand næst,
Kun sjelden velkommen er ubuden Gjest;
Men venlig hun til hannem smiler.
Hendes Høg saa skyndeligt iler,
Og hviler sig trygt paa hans brede Herd;
Der glatter den flux sine Fjere
Og kroer sig med megen Ære:
Han veed vel at tee sig i Herrefærd,
Guldringe bær han om laadne Fod;
Skjøn Asloug er ham saa huld og god.
Nu bjælde de Hunde i mørken Skov,
Gjennem Busken hvine de hvasse Spyde,
Huult dundrer Heden for Gangerens Hov,
Fra Fjeldet de krumme Horn gjenlyde.
Histhenne ved Bjergenes mørke Huler,
Der lyste de Riddere prøve en Dyst.
Ung Asloug og hendes Terner smaae
De maatte ej gjerne see derpaa:
At jage de Harer er Møernes Lyst.
De Jomfruer rede saa listelig
At vejde den unge Hare:
Under grønne Krat han lister sig,
Han veed vel at tage sig vare.
Med Spydet i sin laadne Bag,
Det var ham til stor Umag;
Saa grimmig han griber Orm Ungersvend fat.
Da flygte de Terner over Tjørn og Krat;
Men Asloug støder med spæden Arm
Sit Spyd dybt ind i Bamsens Barm,
„Tak skee Dig, Skjøn Asloug, Du venne Mø!
„Nu haver Du frelst mit Liv;
„Dog snart maa jeg falme hen og døe,
„Naar Du blir en andens Viv.
„Thi Jarle og Herser vel Snese og to
„Mon’ bejle alt om Din Ære og Tro.
Nei, svared’ Ung Asloug, i Barndoms Vaar
Da var Du min Lyst og min Gammen,
Og aldrig jeg glemmer i Ungdoms Aar,
Hvor glade vi vare tilsammen.
Her stande vi eensom i vilden Krat,
Rundt om os er tyst og øde,
I Vesten mon’ Aftenen gløde,
I Østen stiger den skumle Nat;
Kom, flye vi! Jeg frejdig vil følge Dig,
Ved Din Barm jeg frygter ej Fare,
Naar Du i Din Arm indslutter mig,
Trygt spotter jeg Riddernes Skare.
Da svared den Ungersvend: trofaste Mø!
Med Dig vil jeg leve, med Dig vil jeg døe,
Ret aldrig jeg kan Dig forlade. —
Flux rede de begge saa glade
Ad skjulte Stie gjennem Tjørn og Krat
Over Bjerg og Dal i den mørke Nat.
Nu kommer Herr Gunnar med Riddere fleer,
Han var da saa vee tilmode,
Ved røden Blus han Bamsen seer,
Hvor Ternerne Asloug forlode.
De søge saa flittig i mørken Nat
Mellem Skov og Bjerg, mellem Stene og Krat,
Men Asloug finde de ingenvegne.
De raabe saa højt i vilden Sky,
Men Echo kun svarer med Larm og Gny,
Da monne den Fader af Sorrig blegne:
„Ak sikkert min Datter blev Udyrets Rov“
Hvi dvæle I her i vilden Skov?
Raabte en af Bejlernes lystige Skare,
Skjøn Asloug vel sidder paa Østeraads Borg,
Og glæder sig ved overstanden Fare.
Bort, bort med Frygt og unyttig Sorg!
Ved Øl og Mjød og Harpeklang
Vi Dagen i Fryd ville ende.
Rask, støder i Hornet! Med munter Sang
Ad Borgen tilbage vi rende!
Paa Tinden mon Solen smile,
Men ved dets Fod i mørken Nat
De kolde Taager hvile;
Der er en Hule saa dyb og bred,
Den haver den Jettekonge beredt.
Der sad den Jette og Hulder med Gammen
Og tømte det gyldene Horn tilsammen,
Alt før St. Oluf kom her til Nord
Og styrted de Jetter dybt ned i Jord.
Dens Tag er lagt med røden Guld
Dens Gulv med Marmel hvide;]
Som Stjerner lyser Krystallen huld
Fra Klippens mørke Side.
Den Hule kjendte Orm Ungersvend,
Did monne han føre sin Hjertens Ven.
Der leved de trygt i Fred og Ro
Den mørke Vinter tilende.
Hvor Elskov og Ungdom tilsammen boe,
Der flygter Sorg behænde. —
Orm beder om Dagen med Høg og Hund
Baade Harer og Ryper hvide,
Om Natten han sover saa sød en Blund
Alt ved Skjøn Aslougs Side.
Nu smiler den Foraars-Sol saa blid,
De Smaafugle qvidre i Skove,
Saa stadselig glider den Svane hvid
Alt over den sølverne Vove.
Orm sidder med Asloug en Aftenstund
Alt under de grønne Grene,
Og Arm i Arm og Mund paa Mund,
Og Barm ved Barm, i søden Blund
De slumre ind under grønne Grene.
Hvad pladsker saa sagte i stillen Vand?
Hvo hejser det Sejl under Tøndels Land?
Den Smaadreng sejler i letten Baad,
Han lyster de Fiske at fange;
Alt med de Liner lange.
Og alt som han sejler ved grønnen Strand,
Hvor Bjerget sig spejler i klaren Vand,
Saa sagtelig ruller den Vove —
Og alt som han lytter til Lærkens Sang,
Der bygger sin Rede i grønnen Vang
Alt under de mørke Skove,
Da seer han de Elskende Arm i Arm
At sove saa sødt ved hinandens Barm.
„Hvo hviler sig her saa tryggelig
„Mellem Ulve og Bjørne behænde
„Alt under den vildsomme Ø?“.
I Land han stiger saa sagtelig:
Da monne han Asloug kjende:
„Haha! er det Dig, Du prude Mø!
„Ej ej! er det Dig, Orm Ungersvend!“
Saa listig han skynder sig hjem igjen,
Han hejser det hvide Sejl saa bradt,
Han sejler den lyse Sommernat.
Før Solen skinner paa gyldne Tind,
Han triner ad Østeraads Borgerled ind.
Der hviler sig Gunnar ved Borgevæg.
Bleg er hans Kind og graat hans Skjæg,
Thi Sorgen ham klammer saa saare.
„Mig glæder ej mere Harpens Lyd;
„Med Asloug døde al min Fryd.
„Ak, gid jeg laae paa sorten Baare!
„Jeg hader Sang ved klaren Vin:
„Snart følger jeg Dig, kjær Dotter min“.
Den Smaadreng fremtriner saa sømmelig:
Hil være Dig, Gunnar, min Herre!
Hvi stander Du her saa sørgelig?
Jeg bringer Dig Tidender kjære.
Hvad giver Du mig, min Herre hold!
Saa giver jeg Dig Din Datter i Vold?
Skjøn Asloug saae jeg i Birkelund,
Alt under Tøndels Fjelde,
At sove hos Orm saa sød en Blund,
Det var saa seent omqvælde.
Da svarede hannem den Herre god,
Han blev saa glad, han blev saa mod —
„Min bedste Ganger jeg giver Dig
Alt for det Budskab, Du bringer mig.
Min bedste Borg jeg vil Dig forære,
Om Asloug jeg finder i Tugt og Ære;
Men finder jeg Orm ved Aslougs Side,
Da døer jeg af Sorrig og Qvide.“
Af Fryderaab gunger nu højen Borg,
Og hver Mand glemmer den lange Sorg.
Hver Huskarl iler at sadle sin Hest,
Hver skynder sig nu som han kan bedst.
Men Orm hviler sødt i Aslougs Arm
Saa faver er Ungdoms Vaar —
Ved Elskov han glemmer al Sorg og Harm:
End var han ej tjuge Aar.
Nu vogner Asloug af Søvnen brat
Alt for sine stærke Drømme,
Hun kunde ej sove den Sommernat
Alt for sin stærke Drømme.
„Ha! seer Du i Skoven den sorte Trold?
„Han drak Dit Hjerteblod,
„Mig har han forraadt i min Faders Vold,
„Han er mig ej huld og god.
„Vogn op, vogn op, i Jesu Navn!
„Før Døden Dig trykker i kolde Favn“.
Orm vogner saa bradt af søden Blund:
Hvi vækker Du mig ved Midnats Stund?
Jeg drømte i højen Hald jeg sad,
Der var baade Fryd og Gammen;
De Skjalde qvade saa lystigt et Qvad,
Mens Hornet vi tømte tilsammen.
„Hil Dig! Skjøn Asloug, Orm Ungersvends Brud!
„Hil Dig, Orm Ungersvend, Ridder prud!
„Gjennem Tjørn og Krat
„I den mørke Nat,
„Over vilden Sø,
„Paa den eensomme Ø,
„Fra Riddere bolde,
„Fra lede Trolde
„Du frelste Din Mø.
„I Angest og Kummer svandt Ungdoms Vaar,
„Men Lykken Dig smiler i Manddommens Aar.
Din Fader i Højsædet rejste sig,
En faver Guldkjæde han rakte mig.
Da vogned jeg bradt
I den mørke Nat.
Kom! ile vi flux tilbage!
Din Fader af Sorrig og Kummer er møde,
Han favner sin Dotter, og glemmer vor Brøde,
Og skjenker os glade Dage.
Nej, svarede Asloug, Din Drøm er Tant!
Som Klippen haard er min Faders Barm.
Ak! om han Dig her ved min Side fandt,
Han dræbte Dig flux i min bævende Arm.
Kom! Hjertens Ven! kom lad os flye,
Før Dagen i Østerlide mon grye.
Men alt som de tale, den mørke Skov
Gjenlyder hult af Gangerens Hov;
Snart Støvet hvirvler i højen Sky,
Og Fjeldet gunger af vilden Gny.
Da blegner den Viv ved sin Elskedes Barm:
„Ha! Trolden vil drikke Dit Hjerteblod!“
Men Orm hende bærer i stærke Arm
Til Bjergets Hule med frejdigt Mod. —
Flux ruller en Sten fra Klippen ned
Og skjuler den Indgang med stor Besked.
Den Edderkop vel sin Dont forstaaer,
Saa skyndelig monne hun spinde.
„Herr Ridder! her spandt jeg i mange Aar;
„Kun Fluer mon surre derinde.
„I spilde mig ej min fine Væv,
„Det sømmer sig ej for en Ridder gjæv.
De Svende ride baade hid og did
Alt under den Klippe bradt;
Herr Gunnar søger med megen Flid
Mellem Skov og vilden Krat;
Men ingensteds Ausloug de finde.
I Hulen sidder ung Asloug tyst
Og Orm ved hendes Side.
Hun lytter og kjender sin Faders Røst,
Det gjør hende Angest og Qvide.
Hun trykker Orm Ungersvend til sit Bryst,
De Taarer mon rinde saa stride,
„Ak Orm! var Du ej min Hjertens Lyst,
„Jeg kunde den Qval ej lide.
„Min Fader sig vaander, og ingen Trøst
„Han finder i Verden vide.
„Jeg kjender hans Stemme, jeg hører hans Tale,
„Med et Ord jeg kunde hans Hjerte husvale.“
Saa sukkede Asloug; men ømt hendes Hjerte
For Orm monne skjule sin Sorg og sin Smerte.
Nu blegner Dagen i Vesten bradt,
I Skoven hviler den skumle Nat,
Og Alt er roligt og Alt er tyst,
Kun Nattergalens de klare Toner
I Bjerget lyde fra Birkens Kroner,
Hvor glad den sjunger ved Magens Bryst.
Flux iler Orm ad lønlig Vej
Til Hulens Aabning; men fandt den ej.
Rundt om ham var kun Mulm og Nat;
Da blegnede Ausloug af Skræk saa bradt.
„Ak, vee mig arme usalige Qvinde!
„Min Fader i Klippen har muret os inde;
„Her venter os Hungerens skræksomme Død.
„Christ hjelpe os af denne Angest og Nød!
Da smilte Maanen bag Skyen bleg.
Henover Klippens sorte Sten,
Den matte Straale sig lønlig sneg
I Hulen ned mellem Klippens Stene.
Ha! raabte Orm, den Ungersvend god,
Lad Sorgen fare, nu fanger jeg Mod!
Naar blege Maane kan finde Vej
Til Hulens Afgrund, jeg frygter ej,
Med Flid og Møje jeg Stenen bryder,
Og snart vi atter saa trygt os fryder;
Som Fuglen fri under lyse Himmel
Vi hilse Maanen blandt Stjerners Vrimmel.
Og alt som han taler, han Armen strækker
Mod sorte Klippe, som Hulen dækker;
De stærke Sener med Kraft han spænder,
Og Asloug hjælper med spæde Hænder;
Men Stenen gjør sig ej stor Umag:
„Jeg hviler rolig til Dommedag.“
Nu styrter Orm halv rasende
Mod Klippen hen. Den drønnede. —
Men trygt den ligger, hvor før den laae.
Da folder Asloug de Hænder smaa:
„Ak, hjelp mig Gudfader i Himmerig!
„Du hellige Jomfru bed for mig!
Med Korset hun signer baade Orm og sig.
Da rullede Klippen med Bragen afsted,
I dyben Dal den styrtede ned.
Over Skov og Krat den ilede bradt,
De Ildfunker lyste i mørken Nat.
Af Skræk sank Orm og Asloug ned,
De bade saa from en Bøn:
„Tak skee dig, Gudfader i Evighed!
„Tak skee dig, Jesus Marie Søn!
„Om Sorgen end klemmer i Nødens Dage,
„Ret aldrig vi ville forsage.“
Saa fro de trine af Hulen frem,
Saa venlig den Maane hilste dem.
Paa højen Himmel de Stjerner blide
Saa klart monne funkle ved Midnats Tide.
Ved Stranden ligger en Fiskerbaad,
Med Sejl og Aare med Garn og Vaad.
Den Fisker hviler i grønnen Lund,
Han sover saa trygt i Midnats Stund,
Alt under de høje Fjelde. —
Skjøn Asloug løser af Kiltebaand
De røde Guldringe fem,
Hun lægger dem alle i Fiskerens Haand:
„Du sælge mig Baaden for dem;
„De Ringe vel dobbelt mon’ gjælde.“
Orm Ungersvend henter sin trofaste Hund,
Og binder den ved hans Side:
„Du vogte mig vel den Fiskers Blund
„Alt under de grønne Lide.
„Du vogte mig vel hans røde Guld;
„Som mig Du være ham tro og huld!“
Nu hejse de Sejl i højen Raa,
Ad Vestersalt mon Kjølen gaae. —
„Farvel! Du kjære Birkelund,
„Hvor glade vi legte saa mangen Stund,
„Farvel! Du Bjerg og mørke Hule,
„Som tidt vor Elskov og Kummer mon’ skjule,
„Hvor første Gang i Elskovs Lyst
„Vi trykte hinanden til bankende Bryst.“
Nu bugner Sejlet og Kjølen glider
Og Voven skummer paa Snekkens Sider:
„Hvor sejle vi hen i den vilde Sø?
„„Kun langt fra Landet hvor Gunnar raader.
„„Vi finde vel sagtens en eensom Ø,
„„Der ville vi bygge og boe i Fred;
„„Christ naadelig os bevarer,
„„Han vogter os vel for Farer,
„„Gudfader skee Pris i Evighed!“
Da hæver den Havmand sin brede Pande
Højt op over Bølgens hvide Skum:
„Du liden Smaadreng, vend om! vend om!
„Du vove dig ej saa langt fra Lande.
„Trold Mærmendill fejer idag sin Sal.
„Hist rider han højt paa den grumme Hval;
„Og henter fra Norden en Storm saa bradt,
„Snart skjuler han Dagen i mørken Nat.
„Vend om, vend om, med Din favre Mø!
„Hvis Du ej i salten Vove vil døe.“
„„Kjær Havmand, saa ilde Du spaa mig ikke!
„„Ret aldrig jeg mere kan vende om.
„„Jeg heller den bittre Vove vil drikke,
„„Om Skjebnen skal være saa haard og grum.
„„Jeg haver ej Ven jeg haver ej Frænde,
„„Jeg har kun min elskede Viv;
„„Paa Landet man truer at røve mig hende,
„„Men Bølgen kun røver mit Liv.
„„Med Mund paa Mund, og Barm ved Barm
„„Vi synke saa glade i Dødens Arm.
„„Lad Bølgen da bruse alt over mit Lig,
„„Lad Stormen kun suse: den skrækker ej mig.““
Saa talede Orm med frejdigt Mod,
Og trykte Skjøn Asloug til sin Barm.
Da sukkede dybt den Havmand god:
„Du gjør mig om Hjertet saa varm,
„Selv har jeg i Dybet en Viv saa kjær:
„Jeg skal Dig ej glemme i Nøden,
„Dog kan jeg ej frelse fra Døden,
„Om Skjabnens Beslutning det er.
Da sank han ned i Bølgen bradt.
Fra Norden stiger en Sky saa sort]
Som mørkeste Midienat;
Over klaren Himmel den iler saa fort. —
Nu hviner Stormen i højen Raa,
Og Snekken over Bølgen graa,
Som Pilen i Luften mon glide,
De Stormfugle heppe
Paa Bølgernes Toppe,
Saa sørgelig monne de qvide.
Som Bjerge stiger det salte Hav
Mod vilden Sky,
Og atter det styrter i dyben Grav
Med Larm og Gny.
Da rebede Orm det Sejl saa brat,
Han fast begyndte at grue;
Paa Hav’t hvilte den mørke Nat,
Og mørk var Himmelens Bue.
Ej Sol, ej Dag, ej Himlens Blaa
Ej blide Maane, ej Stjerner smaa,
Kun røde Lyn han stundom saae
Henover Bølgetoppen graa.
Saa dreve de om et Døgn og meer
Med Sorg og megen Qvide;
Snart Stormen dem førte til blinde Skjær,
Og snart over Sandbanker hvide.
Men Havmanden bar paa stærke Ryg
Over Skjær og Banker den Snekke tryg.
Nu tier Stormen og Bølgen hviler,
Og lette Sky over Himlen iler.
Nu blinker Dagen i Østen klar,
Som bedst ved Midsommers Tide;
Og Snekken henover Bølgens Glar
Saa sagtelig monne glide. —
Da saae de mod Vesten et skovkrandset Land
Sig højt over Havbrynen hæve,
Og graalige Taage om grønlige Strand
Over dandsende Vover at svæve;
Og trindtom blinker en faver Krands
Af mindre Øer i Sølverglands. —
Orm hejser det Sejl saa højt i Raa,
Saa frejdig han pløjer den Bølge blaa.
Alt hilser dem venlig den græsrige Strand,
De rolige skovklædte Dale,
Hvor lysgrønne Birke i spejlklare Vand
Med løvrige Kroner sig male;
Og Lilierne hvide og Roserne røde
Alt dufte dem gjæstfri imøde;
Da stiger fra Landet en Sky saa bradt,
Og Stranden indhylder i sorten Nat.
De Bølger styrte som Dovres Fjelde,
Og Afgrunden bæver for Stormens Vælde.
Men trindt omkring var Himlen klar,
Og Havet skinnede som et Glar.
Flux mærker Orm, at lede Trolde
Ved sorten Kunst den Storm forvolde.
Tre Gange han nævner Jesu Navn
Og ridser Korset i Snekkens Stavn.
Da svinder Sky og Storm og Vove,
Og Snekken glider saa trygt i Havn,
Alt under de grønne Skove.
Skjøn Asloug er saa krank og syg,
Orm Ungersvend bær hende i sin Arm.
Paa bløden Græs hun slumrer saa tryg
I Morgensolen blid og varm. —
Ved Stranden han sanker de Muslinge blaa
Og spraglede Æg af Maagernes Rede;
Af Flintestene og haarden Staal
Han lokker de Gnister smaa;
Af tørre Grene han tænder et Baal
At stege de Muslinger fede.
For Asloug han reder saa lækker en Brad,
Alt inden hun vogner af Søvnen glad.
Først takke de Gud af Hjertens Grund
For Trøst og Hjelp i Nødens Stund,
Saa nyde de glade tilsammen
Den Brad med Fryd og Gammen.
Nu lysted’ de hvile i Rosens Lund
Alt i den stille Aftenstund;
Og alt som de vandre i grønnen Dal
Mellem Roser og Lilier hvide,
Da see de bag Skoven saa faver en Hal
Alt under de grønne Lide.
Dens Tag sig hæver saa stoltelig,
Dens Grundvold i Jorden mon’ skjule sig.
Orm Ungersvend triner med Asloug ned,
De trine i Hallen med stor Besked;
Men ingen Husbond var derinde,
Ej Hustru ej Tyende monne de finde.
Paa Bordet den hvide Dug laae bredt,
I Horn stod Mjød og Viin;
Paa Loftet den Brudeseng var redt
De dvæle der den Aftenstund,
De sove om Natten saa sød en Blund.
De leve der i Uger fleer,
Men ingen levende Sjel de seer.
Orm sejler ved Stranden alt med sin Baad
At fange de Fiske med Garn og Vaad.
De Fugle at vejde Skjøn Asloug veed,
Hun veed vel at sætte den Snare.
Saa leve de glade den Sommer i Fred,
Foruden al Sorrig og Fare.
Nu vare henrundne de Maaneder fem,
Ej Menneske saae de i alle dem.
Da blev Skjøn Asloug saa krank om Hjerte,
Hun fødte en Søn med Angest og Smerte.
Orm vikler den Glut i Klude smaa,
Og trykker ham til sin Barm,
Saa lægger han hannem i Aslougs Arm
Den første Di at faae.
Da triner flux ad Døren ind
Hun hilser dem alle med Ære,
Som der i Stuen mon’ være.
„I boe nu her i Maaneder fem,
„Og aldrig I saae mig i alle dem;
„Nu trygt jeg Eder besøge kan.
Skjøn Asloug blev saa bleg om Mund,
Hun frygtede Huldrens lumske Fund.
„Frygt ej for mig! jeg er Dig saa ven,
„Jeg gjør Dig sletingen Sorrig og Meen.
„Med Tak og Ære jeg lønner Dig,
„For trolig Du Hallen har vogtet mig.
„Her maa Du saa gjerne boe i Fred,
„Naar Du mig kun sværger den dyre Eed,
„Du ingensteds Korset i Stuen vil tegne,
„Og aldrig nævne, naar jeg er her,
„Det Navn, for hvilket Jetter blegne.
„Da skalt Du mig være saa Hjertens kjær,
„I al Din Idræt jeg staaer Dig bie,
„Og Alting skal gaae Dig tilhaande,
„Og al den Vaande, Du stedes udi,
„Den mægter jeg vel at afvende.
„Du nævne kun Guru Kunnans Navn,
„Det bringer Dig baade Lykke og Gavn.
„Kun Eet vil jeg bede — skjønt byde jeg kunde,
„Da Huset og Øen og Alt er mit —
„At Juleaften I ville mig unde,
„Den eneste Aften jeg fryder mig frit.
„Da rømme I Stuen med stor Besked;
„Paa Loftet der monne I dvæle i Fred,
„Men ingen vove at skue ned!
„Det maatte vel blive ham selv til Fortræd.
„Farvel! saa længe,
„I huske mig vel, naar I trænge.
Orm levede nu med sin Qvinde saa sæl,
Og Alting mon’ gaae dem tilhaande,
Den Ungersvend voxte og trivedes vel,
De glemte al Kummer og Vaande.
Men alt som det lakker ad Juletid,
Da huske de Hulderens Ord;
De pryde den Stue med stor Flid,
Og brede Dug paa Bord.
Med Sang og Suk og ydmyg Bøn
De hilse den hellige Fest,
Saa skjule de sig paa Loftet i Løn
I mørken Vraa som bedst.
Nu er det alt saa seent om Qveld
Og Mørket hviler paa Land og Sø,
Det blege Nordlys udbreder sin Tjeld
Alt over den sneklædte Ø.
Da høres i Luften en underlig Klang,
Ret som, naar ved Midtvinters Tider
Den Svane udbreder de Vinger hvide,
Og klagelig qvæder sin Sorgesang.
Alt ud over mørken Sø;
Da seer han vel tusinde blaalige Luer
At hoppe saa let under Øen;
De dandse saa lystig om hviden Strand,
Som Stjerner de blinke i klaren Vand,
Nu nærme de sig til Landet bradt, —
Det lyser saa klart i mørken Nat;
Da seer han en Skare af Trolde smaa,
Hver dandser saa let med sin Fakkel blaa.
De vare saa lede at skue
Alt ved den klare Lue.
Den ene var gul, den anden var graa,
Den tredie var brun, den fjerde var blaa,
De fleste de vare saa sorte som Muld,
Med Øjne saa blanke som røden Guld.
En dandsede rask paa fire Ben,
En maatte sig hjelpe med trende,
En var foroven en Junker peen,
Forneden en Gaas behænde.
En paa saa faver en Jomfru-Krop
Et Padde-Hoved mon’ bære,
Imedens en spraglet Edderkop
Bar Jomfrue-Hoved med Ære.
En var en Ridder bold og god
Med Æsels-Øren og Harefod.
De Marekatte med Hønseben
Saa stadselig i Dandsen tren:
De vare de favreste Svende.
De dandsede alle saa lystelig
Over Skov og Krat og Stene,
Hver sang, som bedst han kunde for sig;
Men Orm begyndte saa stærkt at grue:
Gud naade den Mand, sligt Syn maa skue
Naar han er i Mørket alene!
Ved Stranden stander en underlig Sten,
Ret som en Kjæmpe gram,
Der vredelig truer med Mord og Men
Hver den, som tør see paa ham.
Om den sig sanker den Troldeskare
I tætten Kreds, saa mange de vare.
De synge og dandse saa lystig i Ring,
De dandse den tre Gange omkring.
Da triner bradt i Kredsen ind
En stor og gruselig Jetteqvind.
Den Sten hun favner saa inderlig,
Og flux den begynder at røre sig.
Først rører den Hoved, saa rører den Arm,
Saa trykker den Qvinden saa ømt til sin Barm.
De Trolde opløfte et Jubelskrig,
Det gunger saa højt i Sky;
Den Maane blegner og skjuler sig
Alt for den vilde Gny.
Nu skride de stadselig Par og Par
Fra Stranden alt til den Julestue;
Saa underlig var den Færd at skue.
I Spidsen for Skaren den Spillemand var:
Med Munden han Hornet mon’ kunstigen blæse
Paa Ludur han spilled med sin Næse;
Næst hannem fulgte de venne To,
Den Jette af Sten og hans Qvinde tro.
Nu triner den Jomfru med Padde-Flab
Alt hos den Junker med Gaaselab,
Saa tripper den Markat med Hønseben,
Ham følger den Edderkop med stor Ære,
Sit Jomfruehoved hun stolt mon’ bære,
Men var tilfods; dog noget seen.
Bagefter vrimled den lystige Skare,
Som Faklerne stadselig bare.
Og alt som til Hallen de nærmede sig,
Orm synes at kjende den Jetteqvinde:
„Ha ha! Gurru Kunnan saa er det dig!
„Du est jo min hulde, tro Veninde.“
Fra Gjøren han stiger saa skyndelig,
Han maatte ej hilse de fremmede Gjeste;
Paa Loftet hos Asloug han skjuler sig,
Den mørkeste Vraa er ham den bedste.
Nu bliver der flux stor Larm i den Stue
Paa Arnen flammer den Svovellue,
De Smaatrolde stege den Jule-Gris
De koge saa flittig den Julegrød
Alt over den bittre Svovelglød.
De Trolde leve paa Herrevis,
De tømme Guldhornet ved breden Bord,
De tale saa mangt et skjemtsomt Ord,
Og somme synge, og somme grine,
Den Latter i højen Sky mon hvine:
Der var stor Gammen, der var stor Fryd. —
Nu slaaer den Kjøgemester til Lyd:
Frue Gurru vil nu til at sjunge.
Det Langspil i højen Hal mon runge,
Den maatte Skjøn Asloug vel lide godt.
Nu lysted’ de Smaatrolde i Dandsen at gaae,
Frue Guru det favre Langspil mon slaae,
De dandse saa lystig, først to, saa tre,
Saa dandse de alle tilsammen.
Ung Asloug lystede den Leg at see,
Det maatte vel være stor Gammen.
Ved Brystet hun lægger den Ungersvend,
Han vilde ej lukke et Øje,
Saa triner hun listig til Laagen hen,
Der seer hun den Højtid saa nøje,
Hvor Troldene dandse saa lystig i Ring,
De gjøre saa pudsige Bukkespring.
Nu Guru selv i Dandsen tren,
Hun var saa ven og prud,
Ret som den favreste Brud;
Hun dandsede med den Jette af Sten,
Det var ham til megen Umage,
Han kunde ej bruge de Fødder saa let,
Saa fus han blev af Dandsen træt;
I Højsædet Mjøden ham monne smage.
Nu lider det alt til Midienat,
Den Smaadreng begynder at gispe saa bradt,
Han længes saa flux efter bløden Seng.
Skjøn Asloug glemte i samme Stund
Det Løfte, hun Hulderen fik,
Og tegnede Korset over hans Mund
Alt efter gammel christelig Skik:
„Christ signe Dig nu, min favre Dreng!“
Da hørtes i Stuen en Hyl og Skrig,
Da sluktes de Svovel-Flammer;
De Trolde ad Døren mon styrte sig:
Der var stor Sorrig og Jammer.
Bleg Asloug og Orm af Skræk mon staae,
De torde knap Aande drage;
De skjulte sig dybt i den inderste Vraa,
Alt til det begyndte at dage.
Da Solen nu skinte fra Gjøren bred,
Og Mørket var plat forsvunden,
Da vove de sig i Stuen ned,
Fast havde de Skrækken forvunden.
Paa Gulvet en Kobberkjedel mon’ staae,
Hos den saa favert et Horn der laa,
Det var af røden Guld,
Det var saa favert at skue,
Det skinnede fast som den klare Lue.
Paa Væggen der monne hænge
Et Langspil med sølver Strænge.
Paa Bordet Disk og Brikke laae
Af puren Sølv med Perler smaa,
Den Dug var vævet af Sølvertraad. —
Forundred’ Orm og Asloug stod’,
De aldrig før saae slig Klenod.
Men meest de undredes ved at skue
I Højensæde en Kampesten graa
Ret som en Kjæmpe at staae.
Skjøn Asloug begyndte fast at grue,
Da hun den lede Tingest saae.
Den manglede Hoved, den manglede Ben,
Den manglede Hænder tillige;
Dog havde den noget deslige,
Men Alting af haarden Kampesten.
Imedens de talte om dette Under,
Guru Kunnan ind af Døren tren,
Saa ynkelig monne hun græde.
„Ung Asloug! Du haver mig voldet stor Men,
„For stedse Du spildte min Glæde.
„Du gjorde det ej af lumske Svig,
„Og derfor jeg ikke vil straffe Dig.
„Endskjøndt Du ved Din Uforstand
„Har dræbt min hulde Ægtemand,
„Derhenne ved Bordet stander han.
„I hele Norges favre Land
„Er jeg den usaligste Jetteqvinde;
„Ret aldrig jeg kan den Sorrig forvinde.
„Alt hos min Fader med Ære;
„Det var i min favre Ungdoms Vaar
„Jeg den venneste Hulder mon være.
„Saa mangen Jette mægtig og rig
„Hos min Fader mon’ bejle om mig.
„End stander i Havet en Klippeklynge
„Som de stolte Bejlere vrede mon slynge
„Mod hinandens Bryst for den elskede Mø.
„Da kom min Anfind stærk og skjøn,
„Han knuste de Bejleres Skare,
„Han frelste min Fader fra Fare,
„Og Gurus Hjerte blev hans Løn. —
„Vi levede glade tilsammen
„Med Fryd og megen Gammen.
„Der gik et Aar, der gik vel fem,
„Og glade vi vare i alle dem.
„Da kom fra Østen den mægtige Gout,
„Han maatte saa ynkelig døe,
„Og andre fordrev han fra Kunnan Ø,
„Mine Brødre til Fjeldene flygte maae,
„Ret aldrig jeg siden dem saae.
„Han var os saa huld og tro,
„Han skjænkede os denne favre Ø,
„Thi Alting mon tarves og lykkes vel.
„Der monne vi gladelig boe,
„Til Digre Oluf fra Bretland mon komme,
„Han var os til liden Fromme. —
„Da Anfind hørte hans Snekke suse
„Henover den skummende Bølge,
„Han iled til Stranden for flux at knuse
„Kong Oluf med alt hans Følge.
„En Storm han blæste af al sin Magt
„Henover den vilde Sø,
„Men Oluf styrede uforsagt
„Ret lige imod vor Ø.
„Da fnyser Anfind af Vrede og Harm,
„Og griber den stolte Snekke fat
„At styrte den ned i Bølgen bradt,
„Alt med sin stærke Arm.
„Men Oluf fremtriner i højen Stavn
„Alt under Stormens Brag,
„Han korser og nævner det rædsomme Navn:
„„Stat Du i Sten til Dommedag!““
„Og flux var Anfind en Klippe grum,
„Omskyllet af Bølgens hvide Skum.
„Gjennem Bjerget Snekken mon’ sejle i Mag,
„Og afskar den liden Klippeø,
„Som ligger herude i vilden Sø.
„Ak! siden med Sorg og bitter Klage
„Jeg haver hensukket de lange Dage.
„Kun eengang om Aaret, ved Juletid,
„Forstenede Jette kan kaldes til Live,
„Naar en af hans Slægt ham huld og blid
„Ved kjærlige Favnetag vil ham oplive;
„Men Livet han nyder kun Timer fem,
„Og trofaste Ven maa offre for dem
„Et hundrede Aar af sit eget Liv.
„Det gjør knap for Manden den huldeste Viv.
„Dog Anfind og jeg med Fryd og Gammen
„Alt ofte har levet den Julenat sammen.
„Men Aarenes Tal jeg haver forgjet,
„Saa gjerne jeg maatte vel glemme det:
„Det var saa tungt at vide den Dag,
„Naar i det sidste Favnetag
„Jeg skulde med Anfind vorde
„Til Kampesten hin haarde.
„Men nu jeg ham aldrig kan mere oplive,
„Nu maa han til Dommedag Kampesten blive
„Selv Elskov ej meer’ ham kan røre;
„Mit Suk til hans Hjerte ej naaer,
„Thi anden Gang maatte han hør;
„Det Navn som hver Jette bæver for.
„Nu flux jeg forlader min elskede Ø;
„Saa langt jeg vil bortdrage.
„I fremmed Egn jeg eensom vil døe,
„Ret aldrig jeg kommer tilbage.
„Dig, Asloug! jeg giver mit Hus og mit Bo,
„Thi Du mig i Hjertet var huld og tro,
„Skjønt Du mig stor Sorrig mon volde.
„Kun vil jeg mit Langspil beholde,
„Det gav mig min Anfind som ElskovsMinde,
„Den Dag, han mod Bejlerne Sejer mon vinde.“
Saa qvad den uselig Jetteqvinde,
Af Øjet de Taare saa stride mon’ rinde.
„End, sagde hun, een Ting jeg vil Dig paaminde:
„Her ligge de favre Øer smaa
„Saa trindt omkring i Bølgen blaa;
„Der ingen vove at bygge og boe
„Der ingen dvæle ved Nattetide,
„Der mine Smaatrolde skal vistes i Ro,
„De Stakler saa ondt monne lide,
„Dem vil jeg forsvare til sidste Stund,
„Til Døden mig dysser i evige Blund.
Nu sagde hun Asloug vel tusind’ Godnat,
Saa hilsed hun Orm og forsvandt saa bradt.
Men Asloug og Orm ej længe mon dvæle,
De signede flux den Jettestue;
Skjøndt Guru var dem huld og tro,
Dog monne de svartligen grue
For alle Smaatrolde sorte og fæle,
Som monne trindt om dem boe.
Saa leved de glade den Juletid,
Jeg siger forsandt den var saa blid.
De levede fro med Fryd og Gammen
Den mørke Vinter tilsammen.
Nu smiler Vaaren lys og blid,
Alt over de Blomster smaa,
Det er saa favert den Sommertid
At pløje den Bølge blaa.
Orm lader den Snekke med Sølv og Guld,
Han hejser det Sejl i højen Raa,
Ad Norges Klipper mon Kjølen gaae.
Ham følger Asloug faver og huld,
Ham følger den liden Smaadreng saa ven;
Til Trondhjems Kyster han sejler hen, —
De Vinde vifte saa sagtelig,
Den Snekke glider saa lystelig
Alt over den gyngende Vove.
Snart hilse de Østeraads Skove,
Da stiger et Suk fra Aslougs Barm, —
Dog smiler hun flux i sin Elskedes Arm.
Nu kule de Vinde fra Syden bradt,
De Vover stønne i mørken Nat,
Den Snekke flyver som Pilen i Sky,
Snart hvile de trygt i Bjergenes Ly,
Som stoltelig værne om Nidaros By.
Alt Dagen lyser i Østen klar,
Saa favert glimrer den gyldne Stavn
Alt straaler Solen fra Christkirkens Glar,
Dens høje Spir i Skyen svæver;
Fra Himlen ned saa hellig bæver
Gjennem klaren Luft den Klokkes Slag;
De Munke sjunge i højen Chor,
Med Morgenbøn og Andagt stor
De hilse den kommende Dag.
Ind triner Orm med stor Besked
Alt under den Marmel-Bue;
For Olufs Skrin han knæler ned
I hellig Andagts Lue.
Alt ved hans Side knæler hans Viv,
De takke Gudfader for Sundhed og Liv,
De takke Christ og hans Moder blide
For Trøst og Hjelp i Sorrig og Qvide,
De prise St. Oluf, den Skytsengel god,
Han gav dem i Faren saa frejdigt Mod.
Saa bære de frem de Sølvbrikker smaa
For Ungdoms Synder at bøde:
Da monne de Aflad af Biskoppen faae,
Da bleve de frejdig tilmode.
Nu klæder sig Orm i Harnisk blaa,
Ret aldrig man favrere Ridder saae;
Guldhjelmen monne han stadselig bære;
I sølver Baand fra breden Herd
Over Brynjen hang det hvasse Sverd,
Han var vel en Brudgom med Ære.
Skjøn Asloug stander alt ved hans Side
I Skarlagen-rød og Sindal hvide;
Hun var vel saa faver og prud.
De give hinanden den trofaste Haand,
Og Munken mon knytte det evige Baand.
„Gud signe den unge Brudgom og Brud!“ —
Den liden Smaadreng i Sølver Mor
De bære til Daaben med Andagt stor,
Gudfader til Ære ham selv til Gavn
Den Munk ham signer i Jesu Navn.
De havde ham Navn af Astlyn givet,
Thi munter Elskov gav ham Livet.
Nu vandre saa glade de elskende To
Fra Christkirkens hellige krumme Bue;
I Hjertet var Fryd, i Sindet var Ro.
Saa herlig den Middags Sol mon lue,
Saa venlig smiler den klare Himmel.
De undrende skue den Kongestads Trimmel
De barske Bersærker med Kobberskjolde;
Den hellige Nonne i Kappen drud;
De undrende skue den Kongeborg;
Stolt gylden Tinde i Skyen svæver,
I høje Sale Harpen bæver. —
„Ak! Asloug, mon Kummer og Sorg
„Kan boe i den Kongeborg?“ —
Da lyder fra Borgen et Jammerskrig:
De Kjæmper udbære den Konnings Lig.
Han faldt i Kampen for Vennehaand,
Thi Tvedragt løste hvert helligt Baand.
„Kom, elskede Ven! kom lad os flye
„Til eensomme Ø. I Dalens Ly
„Ved klaren Kilde, der ville vi boe,
„Vort Liv skal henrinde i Elskov og Ro.
Da ile de flux til den hvide Strand;
Der kjøber sig Orm en Snekke paa Sand.
Dens Stavn var høj, dens Kjøl var fast,
Under Dovre voxte dens høje Mast. —
Orm kjøbte Trælle og stærken Mjød,
Skjøn Asloug kjøbte de Terner smaa;
Orm kjøbte Sverd og Vinen sød,
Skjøn Asloug kjøbte den Sindal blaa,
Ej fattes dem Sølv og røden Guld,
Flux monne de mange Venner faae;
Saa mangen Ridder blev dem huld,
Og vilde med dennem til Tarven gaae.
Nu hejse de Sejl i højen Raa,
De Snekker glide saa sagte fra Land.
Herr Gunnar sidder paa Østeraads Borg,
Han var i Huen saa vred,
Hans Kinder vare saa blege af Sorg,
Alt for hans Datter god.
Hvo sejler saa højt med gylden Brand
Alt over den mørke Vove?
Saa faver en Ridder mon’ stige i Land
Alt under de grønne Skove;
Ham følger saa mangen Kjæmpe bold
Med gylden Brynje og Sølverskjold;
Ham følger vel hundrede Mand.
Orm Ungersvend triner for Gunnar ind:
„Hild være Dig, Ridder med Ære!
„Du give mig flux skjøn Dotter Din;
„Min Fæstemø skal hun være. —
Den Ungersvend talte med stor Besked,
Han vidste sit Maal at vende,
Guldhjelmen skjulte hans Pande bred,
Sletingen ham monne kjende. —
„I Morgengave jeg hende vil give
„Den favreste Ø under Norriges Land,
„Dertil en kostelig Guldring paastand.
„Min Fæstemø maa hun blive.“ —
Ham svarede Gunnar med Suk og Taare:
Saa gjerne min Dotter jeg gav i Din Vold,
Thi Du est en Ridder saa faver og bold;
Men Asloug er lagt paa sorten Baare.
„Giv Du mig Dit Haandslag, Du skalt mig ej daare,
„Sletikke hun ligger paa sorten Baare.
„Giv Du mig kun Asloug: jeg siger forsand,
„Jeg søger i Borgen herinde,
„Forvist jeg skal hende finde.“
„„Det give Gudfader i Himmerig,
„„Min Dotter Du maatte finde.
„„Af ganske Hjerte jeg Asloug Dig
„„Vil give til Brud og Ægteqvinde.“
Da traade Skjøn Asloug af Døren ind,
Med sine Terner smaa;
Hun selve var klædt i Skarlagen-Skind,
De Terner i Sindal blaa. —
Herr Gunnar segnede fast til Jord,
Da han skjøn Asloug saae.
Han mægtede ej at mæle et Ord;
Taus greb han Orms og Aslougs Haand,
At knytte det evig faste Baand. —
Da blev der Fryd i Gunnars Borg,
Da glemte de flux den lange Sorg.
„Hvo est Du Ridder saa faver og bold?
„Var Du end Orm min værste Fiende,
„Jeg maatte dog trykke Dig til min Barm,
„Jeg maatte alt Had og Nag forvinde,
„Da Asloug jeg favner i min Arm.
Ham svarede Orm med frejdigt Mod:
„Mig følger de Kjæmper djærve og fine,
„De maatte vel prøve en Dyst med Dine;
„Men Asloug Du gavst mig saa huld og god,
„Du vilde Dit Had og Nag forvinde,
„Selv om jeg var Orm Din værste Fiende.
Her seer Du da Orm Din værste Fiende! —
„Han kastede Sverd og Hjelm og Skjold: —
„Her stander han værgeløs i Din Vold.
Saa underlig Gunnar blev tilmode,
Han greb saa bradt sit hvasse Speer,
Men flux Skjøn Asloug ham falder tilfode:
„Ak, Fader! Du skaane min Husbond kjær!
„Han altid var mig saa tro og huld,
„Hans Hjerte er reent som prøvet Guld.
„Ej fødtes han af Trælle-Blod,
„Hans Fader var en Ridder god.
„Hans Fader faldt i Ledingstog,
„Hans Moder med Sorrig ham opdrog.
„Hun havde ej Sølv, hun havde ej Guld,
„Hun havde ej Ven eller Frænde huld;
„Da gav hun mig for ringe Løn
„Den Die, hun røved sin egen Søn.
„Orm deelte med mig sin Moders Bryst,
„Jeg deler med ham baade Sorrig og Lyst.
„Kjær Fader! ret aldrig jeg glemmer den,
„Som var min Barndoms hulde Ven.“
Den Fader taber det Spær af Haand,
Da han seer Aslougs Taare;
Saa kjærlig han favner den Lilievaand,
Da græde de begge saa saare.
„Kom hid i min Arm, Du Ungersvend!
„Din Brøde jeg vil Dig tilgive,
„Var Du min Datter saa huld en Ven,
„Saa kanst Du vel min og blive.
Da slaae de Kjæmper med Spyd paa Skjold:
Hil være Dig Gunnar gram og hold!
Hil Dig, Skjøn Asloug, Orm Ungersvends Brud!
Hil Dig, Orm Ungersvend, Ridder prud!
Gjennem Tjørn og Krat
I den mørke Nat,
Over vilden Sø
Paa den eensomme Ø,
Fra Riddere bolde,
Fra lede Trolde,
Du frelste Din Mø.
I Angest og Kummer svandt Ungdommens Vaar,
Men Lykken Dig smiler i Manddommens Aar.
Nu lever Skjøn Asloug og Orm tilsammen
I Elskov og Fred, i Fryd og Gammen.
Alt stundum til eensomme Hule de drage,
Hvor Orm først favned sin elskede Mø;
Og stundom besøge de favre Øe,
Og mindes de Kjærligheds Dage.
Smaa Astlyn voxte ved Moderens Bryst,
Saa faver som Rosen røde,
Han var Herr Gunnars Fryd og Lyst,
Han maatte vel græde, da Gunnar døde.
Nu hvile de alle i Gravens Fred
Alt under den sorte Muld.
Ak, Herre Gudfader! i Evighed
Du være dem naadig og huld!