Ikke langt fra Hillerød, i en tæt Skov, ligger en yndig Høj, bekrandset af ældgamle høje Ege- og Birketræer, der kappes om at udbrede her deres Skygge, kjæmpende mod enhver Lysstraale, der vil forstyrre denne ensomme Helligdom. Denne Høj kaldes Marie-Høj, og alle Ynglinge og Piger der i Egnen vide at fortælle, at to Elskende engang have søgt, valgt, og fundet her deres frivillige Grav. Sjelden gjæster noget følende Hjerte Hillerød eller fjerde Christians stolte Kongeborg, uden at gjøre en Pillegrimsvandring til Marie-Høj, for at offre den ømmeste og trofasteste Kjærlighed en stille vemodig Taare.
I Valdemar den Stores lykkelige Dage levede paa en Borg ved Hillerød Hr. Knud Andersen, en ligesaa ægte Dannemand som gjev Ridder og stolt Høvding. I sin Ungdom havde han ved Kejserens Hof forhvervet sig en sjelden Færdighed i Ridderspil, og i Ridderkamp. Kejseren selv havde belønnet ham med Hæderstegn, og hans mægtige Slægt betragtede ham med Ærefrygt som sit Hoved og sin Stolthed. Han havde været med paa tre Ledingstog mod Hedningerne, for at tilbagevinde den hellige Grav, og hjembragt fra Palæstina Reliqvier og Sejerstegn, som man endnu aldrig havde seet Mage til i Danmark. I sin Borgestue lod han ophænge det Skjold, han havde frataget en saracensk Anfører i det han havde kløvet hans Hoved, og i Capellet lige over Alteret lod han befæste en Spint af det hellige Kors, indfattet i Guld og prydet med Ædelstene, hvilken han med egen Haand havde opgravet paa Golgathes Tinde. Ved Tiltrædelsen af sit sidste Korstog, havde han gjort det Løfte, at dersom Herren lod ham komme lykkelig hjem til sin Fædreneborg, da skulde hans eneste elskede Datter Maria være Klosterlivet helliget.
Maria var neppe fjorten Aar gammel, da hendes Fader tredie Gang havde taget Korset, for, langt fra sit Hjem, at kjæmpe mod Hedninger. Hun voxte op under sin fromme Moders ømme Pleje i Gudsfrygt og Ærbarhed. Hendes Liv var deelt imellem huslige Sysler og Andagtsøvelser. Men aldrig veg hun fra sin Moders Side og ledsagedes af hende selv paa de helligste Steder. Et tæt Slør indhyllede stedse hendes Yndigheder, og en højt opstaaende Krave af Kniplinger bedækkede den sneehvide Hals. Saaledes kunde aldrig noget ukydsk Øje vanhellige disse skjulte Skjønheder. Maria lignede den halv udsprungne Rose, hvis spæde Blade endnu ikke have vovet at udfolde sig, og i hvis Inderste kun en enkelt Dugperle trænger ind.
Ikke langt fra Ridder Andersen boede Iver Skodborg, hans Frænde, en for sin Kjekhed og Tapperhed ligeledes navnkundig Riddersmand. Ved en ulykkelig Misforstaaelse var der mellem begge opstaaet en Uenighed, som efterhaanden udartede til et aabenbart og uforsonligt Fjendskab. Alt det Onde, de kunde tilføje hinanden, ansaae de for tilladeligt, og aldrig kunde den ene af dem høre den andens Navn nævne, uden at strax Harme vaagnede i Brystet, og Hjertet tørstede efter Hevn. I tyve samfulde Aar ginge de ikke hinandens Dør forbi, og hver af dem tog heller lang Omvej end udsatte sig for den ubehagelige Følelse, at see sin dødelige Fjendes Borg. Ingen Glæde, ingen Sorg i Familien formaaede atter at sammenknytte to Hjerter, der, skjønt forenede ved Slægtskabs hellige Baand, havde svoret hinanden Død og Undergang. Ingen Vens Overtalelse kunde forsone to Mænd, der ikke nærede nogen anden Følelse for hinanden end den blodig Hevnelyst kunde indgyde.
Ridder Skotborg havde en eneste Søn, Vilhelm af Navn, en Yngling paa sytten Aar som indtil sit 16de Aar var bleven opdraget hos Erkebispen af Lund. Naturen havde ikke allene begavet Vilhelm med udmærket Skjønhed, men tillige med en Forstand og et Hjerte der forskaffede ham Alles Beundring og Kjærlighed. Alle Ynglinge kaldte ham den skjønne Vilhelm, alle Piger lode blussende Øjnene synke naar man kun nævnede dem hans Navn. Enhver af dem havde anseet det for sit Livs højeste Lykke, engang at kunne kaldes Vilhelms Hustru. Men den uskyldige Yngling ahnede mindst, at han var Gjenstanden for saa mange lønlige Sukke. Uden at gjøre sig nogen Umage for at tækkes, ja uden endog selv at vide det, indtog han ethvert qvindeligt Hjerte. Han behøvede kun at lade sig see i noget Samqvem, og strax bredte hans Smil Glæde og hans Lune Munterhed i hele Kredsen.
Endnu var Ynglingens Hjerte frit, Kjærlighed kjendte han kun af Navn, i det Højeste kun af Andres Erfaring. Stedse sysselsat med at uddanne sin Forstand og berige sin Aand med sin Tidsalders Kundskaber, vare alle hans Tanker henvendte paa alvorlige Gjenstande. Hans gamle Fader smiggrede sig med det søde Haab, engang at see ham beklæde en Hædersplads ved Kong Valdemars Hof, hvor Lærdom agtedes saa højt og hvor den store Absalon gjorde sig saa megen Umage for at opmuntre hvert udmærket Anlæg. Det var første Paaske Dag efter Vilhelms Tilbagekomst fra Lund, at den navnkundige Canik Mester Basilius skulde forrette Gudstjenesten i Roeskilde Domkirke. Man strømmede til fra alle Kanter, for at høre den store Taler, og blandt den tilstimlende Skare var ogsaa Vilhelm, og Maria med sin Moder. Ved et besynderligt Tilfælde kom Vilhelm til at sidde i en Stol lige overfor Maria. Caniken besteg Prædikestolen. En højtidelig Taushed herskede i den store andægtige Forsamling, og hvert Ord fra Talerens Mund kom fra Hjertet og gik til Hjertet. Alles Øjne, Alles Opmærksomhed vare henvendte paa den Mand, fra hvis Læber Guds og Dydens Ord flød som Honning. Vilhelm var rørt, og store Taarer trillede ned ad hans røde Kinder, da med eet Maria uvilkaarlig løftede Sløret tilside, og hendes hulde Øje mødte hans Blik. Begges Sjele, begges lønlige Attraaer syntes at have mødt hinanden i dette Øjekast. For Vilhelms Sjel aabnede sig en Himmel af ukjendt Salighed, og i Marias Bryst vaagnede Følelser, som hidtil havde været heel fremmede for hende. Vilhelm var ligesom ganske bedøvet; hans Opmærksomhed paa Talen var forsvunden; hans Øjne stirrede saa uafbrudt paa den dejlige ubekjendte Mø, at hans Adfærd begyndte at opvække nogen Forargelse. Maria gjorde sig stor Umage for at lade som hendes hele Opmærksomhed kun var henvendt paa Taleren, men hvor megen Tvang hun end paalagde sig selv, kunde hun dog umuelig andet end af og til kaste et Blik paa Vilhelm. Til fælles Lykke var Prækenen snart ude, og Tilhørerne skiltes ad, førend begges Adfærd var bleven ret mærkelig.
Vilhelm fulgte efter Maria lige indtil Kirkeporten. Neppe var hun kommen op paa Vognen førend begge Hestene løb løbske, og den bestyrtede Pige skreg ynkeligen om Hjelp. I en Hast styrtede Vilhelm løs paa Hestene, greb dem i Tømmen og standsede dem. Forvirret sprang Maria nu ned af Vognen; hun vilde takke sin Befrier, men Undseelse, Kjærlighed og Forlegenhed qvalte ethvert Ord. Hun lod Armene og Hovedet pludselig synke, lagde derpaa begge Hænderne korsvis paa Brystet og sagde med halv undertrykt bævende Stemme: ædle Ungersvend, I har reddet mit Liv! — Ikke jeg, raabte Vilhelm i sin Henrykkelse, ikke jeg, hulde Mø! Jeg var kun et Redskab i Forsynets Haand. Gud allene skylder I Eders Frelse!
Fru Andersen, som med angstfulde Blik havde seet sin eneste elskte Datter i saa øjensynlig Livsfare, ilede nu ængstlig til for at erfare, om intet Uheld ved Springet af Vognen var tilstødt Maria. Neppe var hun kommet sig igjen af sin Bestyrtelse og vaagnet op ligesom af en Drøm, førend hun blev Vilhelm vaer, som med den højre Haand holdt Marias Haand og med den venstre Arm støttede den halvdaanende Pige. Tusinde gjenstridige Følelser bestormede her den ømme Moders Bryst. Hun saae sin Maria frelst fra en overhængende Fare, men hun saae tillige den blyfærdige Mø i en fyrig Ynglings Arm, og blev ligesom forstenet da hun fornam at denne frelsende Yngling var en Søn af hendes Mands dødelige Fjende, Iver Skodborg. Det første hun gjorde var at drage Maria ud af hans Arme, skjønt Taknemmelighedsfølelsen her overvandt og fortrængte enhver Erindring om Fjendskab, og uvilkaarlig aftvang hende de Ord: Hav Tak min unge Ven for Eders Godhed! Men dette var ogsaa Alt hvad hun formaaede at fremføre.
Vilhelm og Maria skiltes ad med rørt Hjerte, med Taarer i Øjnene. Fru Andersen sporede vel hos sin Datter en stor Forandring og en usædvanlig Bevægelse, men hun tilskrev begge Dele den Skræk der var overkommet hende af den overhængende Fare.
Vilhelm vandrede nu igjen tilbage til sin Faders Borg, fuld af de Følelser, der bestorme et Hjerte, som endnu ikke har elsket. Marias Billede svævede overalt for hans Øjne. At tale med hende, at see hende igjen var hans ivrigste Ønske. Alle hans Tanker gik kun ud paa at udfinde den bedste og beqvemmeste Lejlighed hertil.
Neppe havde Solen forgyldt Spiret af Knud Andersens Ridderborg, førend man saae Vilhelm vandre frem og tilbage udenfor den optrukne Vindebro. For ikke at opvække Mistanke hos Taarnvægteren var han klædt i en slet og ret Bondekofte og lod som han sankede Urter paa Jordvolden, der omgav Borgen. Da Vægteren spurgte ham hvad han tog sig for her, svarede han, at han var Dreng hos en Vundlæge og indsamlede Lægedomsurter for sin Mester.
Maria var imidlertid under alt for stærk Bevogtning til at det saa lettelig skulde kunne lykkes Vilhelm at faae hende i Tale. Hendes Faders Borg var ikke allene omgivet af tre svære Vindebroer, men Marias Værelser stødte lige til Capellet, udenfor hvilket der var et Jerngitterværk af tre Alens Højde. Døren for dette Gitterværk blev aldrig aabnet, uden naar der holdtes Gudstjeneste i Capellet, og saalænge Ridder Andersen var fraværende fandt dette kun Sted ved enkelte udmærkede Lejligheder. Denne Gang traf det sig just at en Døbeact skulde forrettes i Capellet, og derved gaves ogsaa Vilhelm Lejlighed til at aabne sit Hjerte for Maria.
Under det Foregivende at han falholdt Blomster, stillede han sig med sin Blomsterkurv lige ved Indgangen, og da Maria kom med sin Moder rakte han hver af dem en Urtekost. Maria foer ganske bestyrtset tilbage, da hun blev Vilhelm vaer, men hun fattede sig snart igjen, og gik uden at lade sig mærke med noget lige ind i Capellet. Maria var for klog til ikke at indsee, at den Blomsterkost, Ynglingen havde rakt hende, jo var af Betydenhed, hun mærkede snart at der midt i en stor Rose, som udmærkede sig stærkt blandt de øvrige Blomster, stak noget frem der lod til at være en sammenlagt Seddel. Aldrig saasnart befandt hun sig igjen i Enrum, førend hun drog Seddelen ud, og fandt her skrevet. „Vilhelm elsker Maria indtil Døden. Intet uden Døden skal adskille dem.“ Maria skrev paa Stedet nedenunder: „Maria elsker Vilhelm indtil Døden. Intet uden Døden skal adskille dem.“ Derpaa stak hun Sedlen igjen ind i Rosen og gjemte den i sin Barm.
Herr Nilaus.
1ste Vers.
Det var bolde Herr Nilaus,
Han red sig under Ø;
Fæsted’ han stolten Hilderig lille,
Hun var saa væn en Mø.
De legte en Leg, og Legen var alt udaf Vrede.
2.
Fæsted’ han stolten Hilderig lille
Mod alle hendes Frænders Raad,
Hendes Morbroer saa hart det monne fortryde,
Det kom dennem selv til Had.
De legte o. s. v.
3.
Saa drukke de deres Bryllup
End vel i Dage fem,
Den sjette Dag ad Qvelden kom,
Da førte han Bruden hjem.
De legte o. s. v.
4.
Saa spændte de hine raske Heste
For Brudens forgyldte Karm;
Men da de komme paa Marken ud,
Der blæste en stikkende Storm.
5.
Det regned’ og blæste i saa saare,
Og Vejrliget blev saa koldt.
„Hør I det stolt Hilderig lille!
Hvor skulle vi slaa vor Tjeld?
6.
Vi kunne ikke vinde til Hermandsholm,
Det er saa langt af Led;
Jeg rider ikke heller til Fredelund,
Eders Morbroder er mig vred.“
7.
„Saa vel maa I fare til Fredelund,
Og tøve derover inat;
Er min Morbroder endskjønt hjemme,
Han gjør os ej Andet end Godt.
8.
„Da reis foran, stolt Hilderig lille!
Med alle Eders Møer og Qvinder;
Jeg vil følge efter saa sagtelig,
Og høre hvad Lykke I finde.“
9.
Det var stolten Hilderig lille,
Hun kom til sin Morbroders Gaard:
Ude saa stod Herr Peder,
Han sortned’ som en Jord.
10.
„Hil stande I, Morbroder Peder!
I er en Mand saa fin;
I laane mig Hus den ene Nat
Med Herr Nilaus, Kjæreste min.“
11.
„Gud naade Dig, stolten Hilderig lille!
For lidet Godt Du paafandt;
Jeg havde Dig agtet en højere Mand,
Og end halv rigere end han.“
12.
Alt I kunde have mig givet
En højere og rigere Mand;
Jeg kunde dog aldrig fange den,
Mig undte saa vel som han.“
13.
Alt som de stode og taledes ved,
Og sagde de samme Ord,
Da kom bolde Herr Nilaus
Selv ridende der i Gaard.
14.
„Hil stande Du, Herr Peder,
Kjære Sælle og Staldbroder min!
Du laane mig Hus og Ly inat;
Os trænger Guds Væjr herind.“
15.
„Jeg vil laane Eder Hus inat,
Baade Dig og alle Dine Mænd.
Du vedst, Du har min Broder vejet,
Den Trætte er endnu ikke endt.“
16.
Saa fulgte de stolten Hilderig lille
I Højeloft hen at sove;
Saa fulgte de bolde Herr Nilaus
Ind i den Borgestue.
17.
Saa skjænked’ de bolde Herr Nilaus
Med Mjød og klaren Vin;
Udgik medens Herr Peder,
Han væbned’ sig og Sine.
18.
Indkom saa Herr Peder,
Og kasted’ sit Sværd paa Bord:
„Du vedst, Herr Nilaus! Du vog min Broder,
Vi tales ved derom et Ord.“
19.
„Det mindes mig saa gjørlig,
Som det var skeet igaar,
Jeg har Dig budet baade Guld og Sølv,
Og selv for Broder at staae.
20.
End er det ærlige Ridderes Sæd,
Naar de give ud deres Lejde,
Da lade de hver for sig udi Mag,
Og nøde slet Ingen til Fejde.“
21.
„Herr Nilaus! Du skalt og i Freden fare,
Baade Du og alle Dine Mænd;
Foruden Dine Søstersønner to,
De skulle her blive igjen.“
22.
Op saa stode de Hellede to,
Og gjerded’ sig med deres Sværd:
I give os Orlov, vor Morbroder kjær!
Selv ville vi vise vor Værd.“
23.
Alt sad bolde Herr Nilaus,
Som Fruer havde skaaret hans Haar,
Indtil han saae sine Søstersønner
Laage døde for ham paa Jord.
24.
„Det lovede jeg paa den hellige Grav,
Der som Vor-Herre taalte Død,
Jeg skulde mit Sværd ej en Søndag drage
Uden mig trængte stor Nød.“
25.
Op stod bolde Herr Nilaus,
Og han sit Sværd uddrog;
Det vil jeg for Sanden sige,
Saa mandelig der han hug.
26.
Det var bolde Herr Nilaus,
Han værged’ sig alt saa fast,
Indtil saa længe hans gode Sværd
Det sønder i Hjaltet brast,
27.
Han værgede sig med Borde og Bænke,
Med Hynder og Bolster blaa;
Men udenfor den Stuedør
Fik han sit Banesaar.
28.
Saa modig kom bolde Herr Nilaus
Ud i den Borgegaard.
Stolt Hilderig ud af Vinduet saae,
Hun vidste ikke hvordant var.
29.
Meldte det bolde Herr Nilaus,
Han bandt sit Sværd ved Side:
„I komme nu, stolten Hilderig lille!
Det er nu Tid at ride.
30.
Vi ride os til Hermindsholm,
Som vi kunne allerbedst.
I skynde Eder, stolten Hilderig!
Saa ilde da er jeg qvæst.“
31.
Det var bolde Herr Nilaus,
Kom der i Gaarde saa mod;
Det var hans kjære Søster
Hun gaaer ham ud imod.
32.
„Velkommen bolde Herr Nilaus!
Hvi rider Du nu saa ene?
Hvor da ere mine Sønner to,
Som Dig skulde følge og tjene?“
33.
„Jeg red mig til Fredelund,
Tog efter stolt Hilderigs Ord,
Der bleve slagne Dine Sønner to;
Selv fik jeg mit Banesaar.
34.
Du gak bort, kjæreste Søster min,
Og lad mig rede min Seng;
Du stat stolt Hilderig i Moders Sted,
Hun er end en Jomfru saa væn.“
35.
„Hvorledes skulde jeg blive
Stolt Hilderig nogentid god?
For hende har jeg mine Sønner mistet,
Dig selv forløber Dit Blod.
36.
Herre Gud naade Dig, kjære Broder min!
Du skulde saa lade Dig daare,
At troe paa Hilderigs løse Ord,
Og give Dig selv udi Fare.
37.
Man maa vel male Kjærlighed blind,
Hende følger Sorg og Qvide;
Han ligger i Skarnet fra Sadel og Hest,
Sig tyktes saa rank at ride.
38.
Og alle de Dage, jeg Solen seer,
Og monne paa Jorden træde,
Det siger jeg Dig, stolt Hilderig lille!
Jeg bærer til Dig stor Vrede.“
39.
De førte ham af sin Silkeskjorte,
Og den var blodig og rød:
„Saamænd ved, Herr Nilaus!
Du har i Haanden Din Død.“
40.
Der var stor Ynk i Højeloft,
Og end halv mere Harm,
Hr. Nilaus døde saa hastelig
Oppaa sin Søsters Arm.
41.
Død saa blev Herr Nilaus,
Det var stor Angest og Qvide;
Stolt Hilderig lagde sig i hans Arm,
Saa svalte hun ved hans Side.
De legte en Leg, Legen var alt udaf Vrede.
Maria lyttede med Velbehag til Vilhelms liflige Sang, og den lød saa højt og klart, at alt Borgens Tyende samlede sig omkring den vakkre Knøs, for at fornøje sig ved hans Qvad. Hver af dem bevidnede ham paa sin Vis sin Erkjendtlighed og alle bade ham ret bønlig, at komme snart igjen. Urtegaardsdrengen Vilhelm var bleven deres Yndling, og selv den ene Taarnvægter, der havde tilbragt fyrgetyve Aar paa det høje Borgtaarn og i denne lange Række af Aar ikke havde andet Selskab end de Høge, Ravne og Krager der havde deres trygge Rede paa Taarnets Tinde, fandt Behag i den muntre Drengs Væsen, og de Toner, som Ynglingen fremtryllede, smeltede Sneen i den kolde Gubbes Hjerte. Maria var rørt indtil Taarer. Hun vilde tale, men Forsigtighed og Klogskab bød hende at tie. Da Vilhelm var ene, benyttede hun sig af det Øjeblik, Taarnvægteren blæste Borgens Tyende sammen til Nadver, og slængte Rosen med Sedlen i ned til ham. Han tog Blomsten op med en Elskers Heftighed, drog Sedlen ud, læste den og beseglede den med tusinde Kys. Han var henrykt af Glæde. Et saadant Øjeblik havde han endnu aldrig oplevet. Om man havde lagt alle Jordens Kroner for hans Fødder, havde han ikke bortbyttet denne Blomst for dem.
Ridder Andersen kom nu tilbage til sin Fødestavn, men langtfra ikke saa lykkelig, som han havde ventet. Korsridderne maatte forsage deres store Idræt, at erobre den hellige Grav; deres Hær var bleven slagen af Sarazenerne; Ludvig den Hellige, under hvis Banner den fægtede, tagen til Fange og trungen til at løskjøbe sig for ligesaa meget Guld som han vejede. Fjendens Sværd og en opkommen Pest havde bortrykket de gjæveste Helte, og kun med stor Nød undslap Ridder Andersen og halvtredsindstyve af hans Svende for den truende Fare.
Aldrig saasnart havde Knud Andersen for Alterets Fod takket Herren for den store Naade, at han igjen havde ladet ham komme sund og karsk tilbage til sin Fædreneborg, førend han lod kalde sin bedste Stridsmand Sivard Orm, og sagde: „Sivard, du est min højre Haand. Da jeg for sexten Vintere siden traf Dig i en ussel Hytte paa Dovrefjeld, drømte jeg mindst om, at jeg i Dig skulde finde en saa kjæk og værdig Vaabenbroder. Sivard! Du har fulgt mig i Liv og Død, i Fryd og Sorg; Du har deelt alle Farer og Møjsommeligheder med mig. Du har to Gange frelst mit Liv, og denne sølvgraa Isse maa takke Dig for, at den endnu kan bestraales af Solens Lys. Sivard! sig, med hvad skal jeg belønne saa megen Troskab? Mit Sværd har jeg allerede lovet Dig, men det er ikke nok. Begjer hvad Du lyster! Intet er mig saa dyrebart, at jeg vil eller kan nægte dig det.
Ædle Ridder! svarede Sivard, Jeg har ikke gjort andet end hvad Ridderpligt bød mig. „Ikke andet tog Knud Andersen til Gjenmæle? Har Du da glemt den Skramme, der klæder Dit mandige Ansyn saa slet? Vedst Du ikke eller vilst Du af ædel Beskedenhed ikke vide, at det Hug, som efterlod denne Skramme, gjaldt mig? At Du styrtede frem, for at afbøde Hugget, da den harmfulde Blaamand svingede sit Glavind over min Isse. Sivard! Sivard! det er sødt, at vise Taknemmelighed, men det er bittert at møde Afslag!,„ — „Højmodige Ridder, sagde Sivard, jeg er stolt af at have tjent en saadan Høvding, og om jeg havde ejet ti Liv, saa havde jeg gjerne vovet dem for Eder. I ønsker at belønne min Iver og Troskab. I har selv opfordret mig til at sætte Eders Højhjertethed paa Prøve. Velan! Saa hør da en Hemmelighed, som hidtil endnu ikke er kommen over mine Læber, og skulde sjunken i Graven med mig, om I ikke selv havde fremlokket den.
„I forfærder mig, Sivard, sagde Ridder Andersen. Eders Hemmelighed kan dog bestaae med Ære og Samvittighed, det er jeg overtydet om!“
„Jeg elsker Eders Datter, Ridder! jeg elsker hende højere end mit Liv. Giv mig hendes Haand og I har gjort mig til den lykkeligste Mand paa hele Jorden!“
Din Begjering er selsom, tappre Sivard! Veed Du da ikke at jeg har gjort det Løfte, at min Maria skal klostergives, naar Herren lod mig komme lykkelig tilbage til min Fædreneborg? —
„Jeg kjender Eders Løfte, ædle Herre! thi jeg har jo selv været tilstede i Kirken, da I højtideligen lod det af Caniken optegne i Kirkebogen. Men kalder I det at komme lykkelig tilbage, naar vor hele Hær er hensmeltet saa godt som til intet; naar Hovedet for vort Korstog, den hellige Ludvig, er falden i Hedningers Vold; og naar saa mange gjæve Danske vore bedste Riddersmænd have tilsat Livet. „Du har Ret, Sivard! sagde Ridder Andersen sukkende, vi ere langtfra ikke komne lykkelige tilbage. Jeg er fritaget for mit Løfte. Vel! Maria er Din!“
Sivard vilde omfavne den gamle Helts Knæ og væde dem med sine Taarer, men Ridder Andersen rejste ham flux op, lagde begge sine Hænder paa hans Hoved og gav ham sin Velsignelse. Han førte nu Sivard ind til sin Datter. „Maria!“ sagde han, „jeg har kaaret dig en Fæstemand, og endnu i Dag skal Ægtepagten besegles for Alterets Fod.“
Maria blev ved denne Tiltale ligesom forstenet. Hun stod bleg som et Lig med nedsjunkne Arme og Øjnene hæftede paa Jorden. Et Suk, der med Voldsomhed trængte sig frem fra hendes beklemte Bryst, var hendes hele Svar.
„Du sukker, min Datter? Det plejer ikke at være unge Møers Skik naar man bringer dem et saadant Budskab. Vejen til Brudeskammelen bestrøer Glæden med Roser.“
Maria sukkede atter uden at svare et Ord. „Du spørger ikke engang, sagde Ridder Andersen, hvo den Lykkelige er, som jeg har udseet til din Fæstemand?.
Maria løftede Hovedet i Vejret. „Du har jo, sagde hun med skjelvende Røst, gjort det Løfte, min Fader! at din Maria skal være Klosterlivet helliget. Har Du forglemt det hellige Løfte?“
„Jeg har ikke glemt det, men Omstændighederne fritage mig for mit Løfte.“
„Nej, min Fader! svarede Maria, Løfter bør være hellige. Intet paa Jorden kan fritage os for hvad vi have lovet den Allerhøjeste.“
Ridder Andersen blev vred i Hu. Du kjender min Villie, min Dotter! sagde han med tordnende Røst. Din Fader er intet Siv, som bøjer sig efter enhver Vind. Hvad jeg vil, det vil jeg. Her staaer Din udkaarne Fæstemand. Ham skalst Du give din Haand. Det er min Beslutning.
Sivard traadte nu hen til Maria og vilde sætte hende en kostbar Guldring der tindrede af Ædelstene paa Fingeren. Men i det han med Ømhed vilde gribe hendes Haand, faldt hun i en Daanelse. Den opbragte Fader og den bestyrtsede Bejler toge hende op, og bare hende ind i Alkoven. Hun syntes mere død end lelevende.
Hele Borgen kom i Oprør, thi Maria var elsket og yndet af Alle. Enhver løb for at hente Raad og Hjelp, og selv den gamle knarvurne Taarnvægter forlod tilsidst sin Post, for første Gang i fyrgetyve Aar, for at hente en Signekone fra Ringsted, som var vel forfaren og hel klogtig i at læge alle Slags Men og Skrøbeligheder.
Vilhelm var efter Sædvane kommen for at synge en Vise udenfor Marias Vindue. Men neppe nærmede han sig Vindebroen, førend Taarnvægteren styrtede ham ganske aandepusten i Møde. „Hvorfore saa skyndsomt? gamle Verland!“ spurgte Vilhelm, i det han standsede ham i Farten. Ophold mig ej, svarede den Gamle, her er ingen Tid at spilde. Ak! Vor Maria er saa godt som allerede død! Ak, Gud være os Arme naadig! Disse Ord ramte Vilhelm som en Lynstraale. „Hvorledes? Maria saa godt som død. Bedste, kjæreste Verland! skynd dig, sig mig hvorledes er det fat!“ Vægtern fortalte det Hele. Vilhelm bad nu den Gamle, at gaae op i Borgen, og underrette Marias Fader om, at den unge Urtegaardsdreng har Urter, som besidder en Helbredelseskraft mod de farligste Sygdomme. Verland løb flux tilbage og bragte sin Herre dette Budskab. Den, som er paa Veje at drukne, griber efter et Halmstraa, og intet Under altsaa, at man strax lod den unge Urtegaardsdreng komme op paa Borgen. „Er Du den“ sagde Ridder Andersen med vemodig Stemme „som tiltroer Dig at kunne helbrede min Datter?“
„Tilgiv, naadige Herre! at en fattig Bondedreng fordrister sig til at ville helbrede din Datter. Men vid, Guds Veje ere urandsagelige. Husk paa, at det var Hyrdedrengen David der helbredede Kong Saul. Jeg har fra Barnsben af lagt Vind paa at lære at kjende de mange forskjellige Lægedomsurter, som Vor-Herre har ladet voxe til Trøst, Hjelp og Husvalelse for dem, som vaande sig paa Sottelejet. Mueligen er jeg det Redskab, Gud betjener sig af, for at kalde Eders Datter tilbage til Livet.“
„Velan min Søn, prøv da din Klogt!“
„Men naadige Herre! Forord bryder ingen Trætte. Hvad bliver, om det lykkes — —
„Ingen Belønning skal være for stor naar Du frelser min Datters Liv.“
„End ikke, om det var din Datter selv?“
„Du taler besynderligt, min Søn! Hvad vil Du som slet og ret Bondeknøs med Danmarks første Riddersmands Datter?“
„Det kan I ikke vide, ædle Ridder! Eders og alle Riddersmænds Stamfader var jo en Bonde ligesom jeg.“
„Dersom Du kan hjelpe min Datter, skal Du faae saa meget Guld til Belønning, som Du nok aldrig i Dit Liv har seet.“
„Det er Eders Datter, ædle Ridder! ikke Eders Guld, som mit Hu staaer til,“ sagde Vilhelm, og vilde gaae. Alt Haab om Marias Helbredelse syntes forsvunden, og det var altsaa naturligt, at en gammel bestyrtset Fader, der følte hos sig selv at være den største Aarsag til sin Datters muelige Død, gjorde Alt for at frelse hende. „Bliv, sagde Ridder Andersen der nu saae at Vilhelm vilde gaae, for at vise Dig og mit hele Hus hvor dyrebar min Datters Liv er mig, lover jeg dig hende til Ægte, saafremt Du kan hjelpe hende. Jeg ærer Klogt og Forfarenhed selv under den groveste Bondekofte.“ „Godt,“ sagde Vilhelm, „Eders ridderlige Ord er mig nok.“
Vilhelm nærmede sig Marias Sygeleje. Hun laae og slumrede som en sovende Engel. Han holdt nu den store Rose, som havde været begge de Elskendes Brevdrager, hen for Maria, og neppe var hun bleven den og Vilhelm vaer, før hun kom til sig selv, foer op af sit Leje og raabte Vil — men imedens Ordet døde paa hendes Læbe, segnede hun igjen ned paa Lejet vinkende ad Vilhelm med Haanden, at han skulde gaae. Alle de Omkringstaaende forbausedes over denne Blomsts vidunderlige Kraft; Vilhelm, som lovede at han snart skulde komme igjen, gav den bedrøvede og jamrende Fader sin Haand paa at hans Datter inden en føje Tid igjen skulde være helbredet.
Maria kom sig efterhaanden ogsaa igjen blot ved at see Vilhelm ved sit Leje, og hvad man ikke holdt af den unge smukke Knøs før, det holdt man af ham nu, da man saae, hvilken hemmelig og guddommelig Videnskab han besad.
Da Maria var fuldkommen helbredet igjen, sagde Vilhelm til hendes Fader: „I ihukommer Eders Løfte, ædle Ridder! Eders Datters Haand er min.“
Hvad jeg har lovet skal jeg holde, sagde Ridder Andersen. Men du skjønner let, min Søn, at jeg ikke kan give dig min Datter til Ægte, førend jeg har overtydet mig om, at Du i det mindste er fri Mand.
„Jeg er ligesaa fribaaren som I, sagde Vilhelm. Det samme Blod som flyder i Eders Aarer flyder ogsaa i mine.“
„Hvo est du da, unge Mand?“ spurgte den gamle Ridder.
„Eders Frænde. Vilhelm Skodborg er mit Navn.“
„Skodborg — raabte Ridder Andersen, fnysende af Harme og foldende begge Hænderne for sit Ansigt —
„Skodborg — min arrigste Fjendes Søn!
„Aldrig! Aldrig! Før skal min Borg forvandles til en Stenhob, før skulde Ravne og Krager hugge mine gamle Øjne ud! — Skodborg! Det er første Gang i tyve Aar at dette forhadte Navn er bleven lydelig udtalt inden for min Borgs Mure.“ Med disse Ord gik han bort og lod Vilhelm blive staaende ene tilbage. Had og Taknemmelighed kjæmpede i Oldingens Bryst. Han følte, at det var Vilhelm som havde frelst hans eneste elskede Datters Liv, men han følte tillige at det var hans dødelige Fjendes Søn som han havde at takke for denne Gave. Han vidste at han havde givet Vilhelm sit Riddersord paa, at han skulde vorde Ejer af Marias Haand, saafremt han helbredede hende, men han vidste tillige, at han havde givet Sivard samme Løfte. Længe var Ridder Andersen uenig med sig selv; længe pønsede han paa at rede sig ud af denne store Forlegenhed, uden at svige sit ridderlige Løfte. Men omsider overvandt indgroet Had enhver Følelse af Retviished og Ridderpligt. Han besluttede at Maria endnu næste Uge skulde vies til Sivard. Alle Anstalter føjedes nu til Bryllupshøjtiden. Borgcapellet blev overtrukket med Skarlagen, alle Indgangene behængte med Blomsterkrandse, og hele Borgen oplyst med brogede Lamper, der ligesom Regnbuen spillede i mangehaande Farver. Den Dag kom, da Maria for Alterets Fod skulde højtidelig forenes med Sivard; men Maria blev syg, og Vielsen maatte udsættes. Hendes Fader svor nu en hellig Eed, at saafremt hans Datters Helbred kun nogenlunde tillod det, skulde Vielsen gaae for sig første Pintsedag.
Første Pintsedag kom, og Maria, der kjendte sin Faders haarde og ubøjelige Sind, maatte give efter. Bleg som et Lig, prydet med en Blomsterkrands, der endnu mere forøgede Dødblegheden i hendes skjønne Ansigt, førtes hun til Brudeskamlen. Canniken begyndte Vielsen og anvendte al sin Veltalenhed for at vise, at Ægteskaber sluttes i Himlen. Da hans Tale var ude, knælede det unge Par for Alteret, men neppe havde Canniken lyst sin Velsignelse over dem, førend Vilhelm styrtede med dragen Sværd ind i Capellet, og raabte „holdt! Maria er min med Gud og Æren. Sit Hjerte har hun og hendes Haand har hendes Fader skjenket mig. Jeg har hans ridderlige Ord, og ved det skal han stande!“
Alting blev taust og bestyrtset over denne selsomme Hændelse. Næsten hele Menigheden følte Medlidenhed med den arme Vilhelm. Han slyngede sine Arme om Maria og raabte ganske forvirret „Maria elsker Vilhelm indtil Døden. Intet uden den skal adskille dem!“ Maria segnede i hans Arme og blev maalløs af Angst og Smerte. Den hele Højtidelighed maatte afbrydes; Menigheden forlod efterhaanden Capellet. Ridder Andersen, afmægtig af Harme, maatte lade sig af Sivard lede til sit Værelse.
Vilhelm havde vanhelliget Guds Hus, og dette var nok til at udelukke ham af ethvert ridderligt Samqvem. Maria kunde, efter Alt hvad der var foregaaet i Capellet, ikke andet end gribe til Sløret og ende sit Liv i et Kloster. Paa ægteskabelig Forening var her ikke mere at tænke.
Ikke langt fra Hillerød laae Klosterne St. Stephan og St. Clara. I det første indtraadte Vilhelm som Graabroder, i det sidste Maria som Nonne. Her tilbragte begge deres Liv med andagtige gudelige Sysler. Vilhelm afskrev Breviarier og prydede dem med malede Billeder. Maria forfærdigede Paternosterbaand, og gik Priorinden i Alting flittig til Haande. Han vidste at forskaffe sig Brødrenes og hun Søstrenes Yndest og Agtelse. Men Kjærlighedens rene himmelske Lue kan dæmpes, men aldrig aldeles slukkes. Den gløder og ulmer, naar den synes heel bedækket med qvælende Aske. Hver Gang Vilhelm skrev i sine Psalmer et stort M dvælede han ved dette Bogstav, udmalede det med livlige Farver og særdeles Flid. Hver Gang han nævnte den hellige Moders Navn, skete det med en Eftertryk, med en Opløftelse, hvorved hans Klosterbrødre meer end engang studsede; ja Maria gik det næsten ikke bedre. Hun kunde heller ikke ret vel lægge Dølgsmaal paa sin Kjærlighed, og røbede sig mere end ved een Lejlighed, men Priorinden elskede og agtede hende alt for højt, til at hun nogensinde skulde tillade sig noget Spørgsmaal i den Anledning, der i fjerneste Henseende kunde røbe Mistanke.
Dybt under Klosteret St. Stephan gik en muret Løngang der førte lige hen til Klosteret St. Clara. Dens Tilværelse var ikke Andre bekjendt end Prioren, som ved sin Udnævnelse til dette Hæderskald edeligen maatte love, ikke at ville aabenbare det for mere end to af Klosterbrødrene, paa hvis Taushed han kunde fuldkommen stole, og som denne Hemmelighed skulde være betroet, paa det den ikke skulde døe med Prioren, men gaae i Arv fra ham til hans Eftermand. Vilhelm havde ved sin dydige Vandel gjort sig værdig til denne Fortrolighed, og havde Nøglen til de forskjellige Døre af denne Gang, hvorfra man ogsaa kunde komme lige ud paa Landevejen.
Priorinden i Klosteret St. Clara blev farlig syg. Det hørte til de Tiders Sædvane, at næsten ingen uden Munkene lagde sig efter Lægekunsten. Ogsaa Vilhelm havde i Klosteret med Iver lagt Vind paa denne Kunst. Rygtet om hans Forfarenhed i Lægevidenskaben havde udbredt sig saa meget over hele Egnen, at man hos Prioren i Klosteret udtrykkeltig anholdt om den Tilladelse at Vilhelm maatte som Læge besøge den syge Priorinde og om mueligt give et godt Raad for den Sygdom, der truede hende med Døden. Prioren tillod det, Vilhelm indfandt sig efter Begjering, og ved Priorindens Sygeleje seer sin Maria.
Den hvide Nonnedragt og det sorte Slør forhøjede Marias Yndigheder i Vilhelms Øjne. Hun stod for ham som en Lilie der blomstrede frem af Sneen. Begges Sjele mødte igjen hinanden i et Øjekast. Den strænge Klosterlov forbød dem begge at lade sig mærke med det mindste Kjærtegn. Da Vilhelm havde anordnet den Lægedom Priorinden skulde betjene sig af, forlod han hendes Celle. Maria fulgte ham ud i Klostergangen. Neppe vare de komne udenfor Døren, førend Vilhelm faldt sin Elskede om Halsen og raabte henrykt: „Vilhelm elsker Maria indtil Døden. Intet uden den skal kunne adskille dem. Ved Midnat mødes vi ved den store Jerndør her ligefor“ og skyndte sig ufortøvet bort.
Da Klokken slog 12 forlod hver af dem sin Celle. Vilhelm gik sin Elskede i Møde i den mørke Løngang og slog Døren i. Han vandrede nu med sin Maria Arm iArm hen til Højen udenfor Hillerød; her udøste de i hinandens Barm deres gjensidige Følelser; her kunde ingen grusom Haand adskille hvad Kjærlighed saa nøje havde forenet. Den venlige Maane smilede blideligen ned paa det elskende Par, og tindrende Stjerner oplyste med deres Skin den mørke Løvsal, hvori de i stille Eensomhed gave deres beklemte Hjerter Luft. Her kunde de roligen overlade sig til deres rene skyldfri Kjærlighed, som ikke vanhelligedes af nogen ukydsk Tanke. Her nagede ingen giftig Orm paa den spæde Blomsterknop, der bedre kunde taale den gjennemtrængende Kulde om Natten end Menneskenes hadske Efterstræbelser om Dagen.
Saaledes forgik ti samfulde Nætter i Nydelsen af den reneste og uskyldigste Elskovs Salighed, uden at nogen Dødelig kunde komme paa Spor efter de to Elskendes Foretagende. Men til Ulykke for dem opholdt sig i Nærheden af Højen en Eneboer der tilforn havde været Kong Valdemar Drost, men som, efterat han var falden i Unaade, besluttede at gjøre Bod i Eensomhed. Han havde ved Foden af Højen et Capel, som kun var en Alen i Firkant, og om Halsen bar han et Crucifix af Kobber, der var befæstet ved en Jernlænke, som vejede 20 Pund. Pladsen som han sov paa i sin Jordhytte var kun tre Alen lang og to bred. Hans Bolster var en Græsbænk og Bedækningen et Dækken af Siv. Han levede her Sommer og Vinter af den Almisse, som Goddædighed rakte ham. Denne hellige Mand sporede adskillige Gange ved Midnatstider, naar han af Søvnløshed rejste sig, for at holde Bøn i sit lille Capel ved Foden af Højen, at en Menneskestemme lod sig høre. Han gik op paa Højen og fandt her Vilhelm og Maria Arm i Arm, Læbe mod Læbe. Den hellige Mand slog begge Hænderne sammen af Forfærdelse. Vilhelm og Maria faldt paa Knæ for det blege Gjenfærd, og anraabte ham bønligst ikke at forraade dem. Men den haardhjertede Gamle var ubevægelig. „Aldrig! — raabte han med tordnende truende Røst — Jer Synd er for grov, mine Børn! til at I nogentid bør vente Eder min Tilgivelse. Gud allene kan forlade Eder. Med disse Ord sneg han sig igjen til sin enlige Jordhytte.
Den gamle Eneboer, hvis Syn desuden af Alderdom var meget svagt, kunde i sin Forfærdelse og i Mørket vel see at det var en Munk og en Nonne som paa saa usædvanlig en Tid havde opvakt hans Forargelse, men deres Ansigter kjendte han ej. Han var overtydet om, at Munken maatte være een af Klosterets St. Stephans Brødre og Nonnen een af Klosteret St. Claras Søstre, da der i en Omkreds af et Par Mile ikke fandtes flere end disse to Klostere, og han fandt det usandsynligt, at nogen anden Munk og Nonne ved Midnatstider skulde gaae to til tre Mile for at naae et Stævnested paa Højen.
Efterat den hellige Mand havde holdt sin Morgenbøn, og Solen var kommet noget op paa Himlen, forføjede han sig ufortøvet hen til Prioren i Klosteret St. Stephan, og fortalte ham det forargelige Optrin, han med Bedrøvelse havde været Vidne til den henrundne Nat. Prioren kunde ikke overtale sig til at troe denne græsselige i Klosterets Aarbøger hidtil uhørte Begivenhed. „I er gammel, Broder Nicolai! sagde Prioren; Eders Sandser kunne let skuffe Eder. Tager I ikke fejl? Er det ikke en Drøm, Fosteret af en skuffende Indbildningskraft, der forleder Eder til at antage Skyggen for Legemet — et Drømmebilled for en virkelig Begivenhed? — Ak, gid det havde været et Drømmebillede, svarede den Gamle, gid det havde været det, men desværre, det var altfor virkeligt. Fra Prioren gik han nu til Priorinden. Han bragte hende samme Budskab, men mødte samme Vantro.
Imidlertid ymtedes snart denne selsomme Begivenhed i hele Egnen. Den gik fra Mund til Mund, og kom ogsaa Knud Andersen og Iver Skodborg for Øren. Begges Mistanke faldt naturligvis paa Vilhelm og Maria. Begge troede her at kunne bringe deres blodige Hevngjerrighed et sødt Offer. Knud Andersen forlangte en stræng Undersøgelse af Prioren og Iver Skodborg en ligesaa stræng af Priorinden. Men al Spejden og Efterforsken var forgjæves. Man vidste bestemt at efter Kl. 10 kunde Ingen komme ud af Klosterporten uden med Priorens og Priorindens Vidende, og Vilhelm og Maria stode alt for vel anskrevne hos deres Foresatte og Jevnlige til at nogensinde den fjerneste Mistanke med nogen skjællig Grund kunde falde paa dem.
Men de utrættelige Spejdere vare opmærksomme paa den allermindste Ting, der mueligen kunde bringe Lys i dette Mørke. De randsagede Højen paa det omhyggeligste og fandt her tæt under Stammen af et ældgammelt Egetræ en vissen Rose, hvis sjeldne Størrelse tildrog sig deres Opmærksomhed. De toge den op og bleve nu den lille Seddel vaer, hvorpaa de mærkelige Ord stode: „Maria elsker Vilhelm indtil Døden. Intet uden den skal kunne adskille dem!“ Nu var Gaaden løst. Man ilede med Blomsten og Sedlen til Klosteret som et nys opdaget kostbart Dannefæ.
Vilhelm og Maria bleve nu formeligen anklagede. Mistanken var stor, men ikke stor nok til at kunne fælde dem. Den Straf, Klosterloven bød for en saadan forargelig Handling, var rædsom. Offentlig Hudflettelse og evigt Fængsel i et mørkt Hul, som ingen Lysstraale kunde trænge ind i, dømtes Enhver til, der vovede paa saadan Maade at besmitte Klosterets gode Rygte og vanhellige den stille Dyds og Andagts Tempel.
Baade Prioren og Priorinden vare for kloge til ej at indsee Vilhelms og Marias Brøde, men de vare tillige for ædle, taknemmelige og højmodige til ikke hellere at ville lukke Øjnene for deres Ubesindighed end give den reneste ømmeste Kjærlighed til Pris for en grusom Klosterlovs Strænghed.
Højmodige Sjele ere gjerne af en meget nær beslægtet Natur. Uden at den ene kjendte noget til den andens Beslutning, raadte Prioren Vilhelm og Priorinden Maria at flygte ved Midnatstid igjennem Løngangen. Med taus Taknemmelighed og rørt Hjerte modtoge de begge Tilbudet. Da Klokken var tolv forlode enhver af de ulykkelige Elskende hemmelig sin Celle, og en ubekjendt Ahnelse førte hver af dem hen til den Høj, hvor de havde tilsvoret hinanden evig Kjærlighed. — Vilhelm havde i de sidste fem Dage ikke havt Søvn i sine Øjne. Hver Gang han begyndte lidt at slumre vaktes han igjen af rædsomme ængstende Drømmebilleder. Snart saae han Maria hudflettes, snart vansmægte i det mørke Klosterfængsel, og betynget med tunge Lænker forgjæves anraabe ham om Hjelp. Maria kom først op paa Højen. Af Mathed satte hun sig ned paa Græsbænken under den store Eeg. „Vilhelm! Vilhelm! raabte hun, dersom du vidste hvad din Maria maa lide for dig! Ved disse Ord begyndte hun at slumre lidt, men hendes Blund var en Feberslummer. Vilhelm syntes at staae for hende i Ligklæder heel bestænkt af Blod og holdende en dragen Dolk i Haanden. Hun foer op og strakte Armene ud efter ham: „stød til, min Ven! raabte hun halv vaagen. Ogsaa din Maria trænger til en sneehvid Brudekjole, bebræmmet med Purpurblommer! Stød til, min Ven, stød til!“
Vild og rasende kom nu Vilhelm op paa Højen. Han havde hørt Marias Ord, og disse berøvede ham al Samling. Uden Selvbevidsthed drog han en Dolk frem af sin Barm, stødte den ind i Marias hvide Bryst og raabte: „Du er bønhørt, himmelske, tilbedte Mø! I Himlen stande vort Bryllup!“ — „Tak Vilhelm — tak for det sidste Kjærtegn,“ svarede den døende Engel — og rakte ham den matte skjelvende Haand. „Vilhelm elsker Maria indtil Døden! Du har holdt troligen Ord, min Vilhelm! Vi sees — vi favnes snart igjen!“
Vilhelm drog nu Dolken ud igjen af Marias Bryst. „Ja! Vi følges ad, min Veninde! Vi møde begge som Brudepar hos Gud Fader i Himmerige. Dine Purpurdraaber skulde ogsaa pryde min Brudekjole!“ I det han sagde disse Ord, gjennemborede han sig selv, og saaledes Arm i Arm laae begge de Elskende svømmende i deres eget Blod, og opsendte paa eengang deres sidste Suk til Himlen.
Vilhelm og Maria kunde efter de Tiders Skik ikke begraves i christen Jord. De bleve derfor i al Stilhed jordede paa Højen, det tause Vidne til deres ømme Kjærlighed. Man satte et sort Kors paa deres Gravhøje og plantede paa hver Side to Cypresser, hvis Toppe slyngede deres Grene ind i hinanden. Ingen hykkelsk Marmorsten betegner deres Gravsted, men Navnet Maria-Høj vil til evige Tider erindre om, at denne Høj gjemmer Støvet af to Elskende, der bleve hinanden tro indtil Døden.
S. Soldin.
