Vi stige frem af Grav og Nat og Fængsel,
I Evighedens Morgen, o Veninde!
Vi skulde atter sammen Krandse binde
Af røde Blomster, frie for Savn og Længsel;
Thi der, hvor meer ei findes Sorg og Trængsel,
I Himlens Hvælving, hos vor Fader inde,
Staae Glædens Roser jo, som aldrig svinde,
De visne ei i Tidens Vinterlængsel.
O! hvis i Aftenrødens Purpurlue
Jeg dyppede min Pensel for at male
Hvad for min Aand saa klarlig monne lue:
Da skulde du forstaae din Elskers Tale!
Dog, fromme Aand! dit Øie maa jo skue
Det samme Lys fra Himmerigets Sale.