O Verden! vil min Kierlighed du spotte,
Naar jeg ved Lyrens Strenge den besynger,
Mens Vaarens Hybenroser tæt sig slynger
Hen over mig og danne sødt en Grotte?
O, vidste jeg, du sagde: ”Ja!” — jeg maatte
Jo ligefuldt, blandt mine Blomsterklynger,
Der bølgende paa Lyrestrengen gynger,
Min glædedrukne Sjel for Smilet blotte;
Thi, o! formeget Held mit Bæger fylder,
Og som en Blomst for Solens Straaler varme
Sit Hjerte aabne maa, skjøndt dulgt i Lunden.
— Saaledes glad min Sjel sin Sol kun hylder,
Naar ei den agter Spot, ei Latter, Harme,
Udfoldet som en Blomst i Grottegrunden.