O, at du elsker ham — at du vil græde
de bitre Taarer, stakkels Barn, fordi
du vented ham ved Bænken her forgæves!
Han kommer ikke; nu slog Klokken ti.
Han kommer ikke. — Hør, hvor Regnen drypper
i Hækken tyst, mens Mørket falder tæt.
Rejs dig og gaa dog, Barn, thi det er silde
og Sengetid, og du er syg og træt.
Syg af at haabe, træt af triste Tanker —
Du stakkels Askepot, alt har han glemt:
dit Kys, dit Smil; alt, alt er intet mere.
O, at han nænnede — hvor ondt og slemt!
Alt har han glemt; glemt, at han før dig kaldte
sin Hjærtensven, sin søde, lille Skat,
glemt, at du gav ham engang seks Par Hoser,
du havde strikket paa til sildig Nat.
De Spareskillinger, de tredve Kroner,
du havde samlet dig med møjsom Flid
i Aar og Dag, dem gav du ham, den Slyngel,
som kyssed dig og tog din sidste Hvid.
O, at du elsker ham — at du vil vente
og tro, han kommer vist! Du ved jo godt,
at han har fundet sig forlængst en anden
og vraget dig, du stakkels Askepot.
Hør, Kirkeuret slaar, og Regnen drypper
i Hækken tyst, mens Mørket falder tæt.
— Saa gaa dog, Barn; træk Sløret for dit Ansigt,
at man skal ikke se, hvor du har grædt . . .