Ja, han er død — Fred med dit Støv, du Gamle!
Nu er Komedien ude, Tæppet falder;
du spilled bravt, imens du var paa Scenen
og laved et ugudeligt Rabalder.
Din Scene var kun Hverdagslivets simple,
hvor Dyd og Last beskedent, jævnt sig spejler;
der passed du aldeles nogenlunde
omtrentlig som en Hund i et Spil Kegler.
For du var skabt bestemt til Helterollen,
til Sturm und Drang paa Idealets Baner;
thi stærk Ageren og de store Fagter
dem havde du trods nogen Indianer.
Dit Publikum var ikke altid henrykt;
men Publikum er oftest uforstandigt;
og det er saare vanskeligt at dømme,
hvad der er tragikomisk eller mandigt.
Og vi har alle vore smaa Skavanker;
du havde den: naar du var ret i Vælten,
forvekslede du hyppigt dine Roller
og gav Partiet med Bravour som Helten.
Og det var undertiden næsten farligt
for hvem, der just tilfældig var tilstede —
tre sølle Skræddersvendes Blod du tapped
en Aften i begejstret Kunstnerglæde.
Du kom tre Hundredaar for sent til Verden;
hvad Under da, du mægted ej Balancen
men snubled tit og faldt pladask paa Maven —
Hvil nu i Fred — du Aand fra Renaissancen!