Skomager Sjøblad er gammel og graa,
og det har han været saa længe;
hans Frakke er lurvet, hans Næse er rød,
og saa har han sletingen Penge.
Han fløjter sin Vise, han flikker sin Sko;
han basker og turer og tumler,
— Skomager Sjøblad er ikke af dem,
der sidder i Krogen og skumler.
Naar Tiden er ond, og Fortjenesten sløj,
og Smalhans gør Sylen til Skamme,
saa vender han Skraaen, og saa er han klar
til at tage sin Tørn med det samme.
I Kældren paa Hjørnet, naar Dagen er endt,
og Solen er træt af at farte,
og Maanen og Stjernerne funkle bag Tag —
der stiller den gamle Garde.
Der drøftes det sidste, som Dagen har bragt,
med Trumfer og Slag i Bordet.
— Hej, mine Herrer! Silentium her . . .
Skomager Sjøblad har Ordet.
Skomager Sjøblad er fuld som en So
og glad, som en Schuster skal være.
— Og sidder du vranten og vrippen og sur,
saa giv dig hos Sjøblad i Lære.