Beduinen rykker sin Teltpæl
af Sandet og hvæsser sit Sværd;
saa drager han frem gennem Ørknen
under Nætternes Stjærneskær.
Han kedes ved Palmernes Susen,
de hjemlige Kødgryders Lugt —
Derude øjned han Ørnen
spænde sin Vinge til Flugt.
Derude klinger der Sange,
og Himlene staa i Brand.
Saa drager han frem mod det fjærne,
solrøde Æventyrland.
Og Kræmmernes Karavane,
som vugger sig sindig og sen
gennem Ørknen, standser og kender
Beduinens blegede Ben.
— Jeg selv er som Beduinen
foruden blivende Sted;
jeg elsker de vildsomme Stier
og Nætternes Ensomhed.
Jeg følger ej Flok eller Fane,
jeg lider ej Mærke og Skjold;
aldrig jeg stred i Geleddet,
og aldrig jeg sloges for Sold.
Kræmmeren stryger bag Disken
sit Mammon og drikker sin Vin
og maaler med fornemme Blikke
den fattige Beduin.
— Han bruger sit Kridt og sin Griffel,
den arme, ynkværdige Mand,
som aldrig een Time har længtes
mod Solrødmens Æventyrland . . .