Et lille Blomst opvoxte i en lav og eensom Dal; det var skiønt og vellugtende; Stormvindene foere over det, men skadede det ikke. Afsides stod det, uden at bemærkes af Vandreren, men tryg for, at nedtrædes af hans uagtsomme Fod. Ingen vidste af det, uden den flittige Bie, som det villigt overlod sine overflødige Safter til nyttigt Brug. — En forskende Botaniker fandt det, og flyttede det til et Drivhuus, hvor det skiød sig i Veiret, udbredede sine Grene og blev stort. Den forbigaaende Tilskuer beundrede det nu, men ofte afbrækkede ogsaa hans Haand en af dets skiønneste Stilke; i konstig Lye og Varme var det nu i Sikkerhed for Stormene, men det følte heller ingen af de milde Vinde, som Naturen om Vaaren sender over Jorden, og ingen af Solens qvægende Straaler, hvilke ere saa qvægende, og hine saa milde, fordi de ere ukonstlede.
En Dag kom Gartneren i Haven, og spurgte Blomstret, hvad det syntes om sin Tilstand? Jeg takker dig, var Svaret, for den Møie, du har haft med mig; men vil du mit Vel, saa tag min Storhed fra mig, og giv mig min Roe igien.
J. Smidth.